.png)
Herfra gengives min indledning og en enkelt af ejendommene:
I årene 1894-97 udkom det meget smukke bogværk Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde. Trods titlen begrænsede udgiverne sig ikke til København alene, men bragte også i bogens sidste kapitel ti illustrationer fra Frederiksberg. Det er dem, der gengives på de næste sider.
Bogen udkom som fire hæfter, der derefter kunne indbindes til én bog på i alt 130 sider. Det var et meget dyrt værk, for hvert af hæfterne kostede 4 kr. Til sammenligning kostede de fleste danske romaner dengang mellem 2,50 og 3,50 kr. stykket. Men med Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde fik læserne rigtig nok også en bog med hundrede smukke illustrationer. Mange af dem er helsides, og man kan ofte være heldig at finde dem i løs vægt i antikvariaterne.
Illustrationerne minder meget om datidens xylografier, som blev flittigt benyttet i Illustreret Tidende og andre populære magasiner. Tidens førende fagmand indenfor reproduktionsteknikker var Frederik Hendriksen (1847-1938). Han kom som 14-årig i lære hos udgiveren af Illustreret Tidende og frekventerede siden Kunstakademiet på Charlottenborg. Derefter rejste han til Paris og London. Da han vendte tilbage til København i 1870, åbnede han sit eget xylografiske værksted, og i årene 1877-84 udgav han tidsskriftet Ude og Hjemme, hvortil hans medarbejdere leverede fremragende reproduktioner af datidens kunstnere. Alt var udført i xylografi, denne overordentlig vanskelige og tidskrævende illustrationsteknik, hvor hver streg møjsommeligt blev frembragt med fine, tynde gravstikke i firkantede klodser af buksbomtræ. Ofte måtte flere xylografer arbejde på den samme illustration, hvorefter to, tre, fire klodser blev sat sammen til ét billede. Smukt var det, men besværligt og dyrt, og F. Hendriksen var hele tiden på jagt efter nye reproduktionsteknikker.
Omkring 1880 begyndte grafikere og bogtrykkere at anvende fotografi til at overføre tegninger til trykplader. Det kom F. Hendriksen for øre, at der i Wien sad en grafiker ved navn Carl Angerer (1838-1916) og arbejdede med en metode, der blev kaldt stregætsning. F. Hendriksen lukkede Ude og Hjemme, solgte sine xylografiske klodser til Gyldendal, og rejste til Wien, hvor Angerer lærte ham den nye reproduktionsteknik. For at udføre en stregætsning måtte kunstneren lave sine tegninger i sort og hvidt uden grå nuancer. Herefter kunne tegningen affotograferes med et kamera, og negativet (der dengang var store glasplader) blev overført til en lysfølsom metalplade af zink, kobber eller messing. Metalpladen blev derpå ætset med syrer, efter at de belyste partier var gjort uimodtagelige for syrens påvirkning. Ætsningen fortsatte indtil den nødvendige dybde i metalpladen var opnået. Så var stregklicheen færdig og klar til trykning. Det lyder kompliceret, og det havde da også krævet Angerer mange års eksperimenter, men resultatet var, at man nu stod med den hidtil hurtigste og dermed også billigste reproduktionsteknik. F. Hendriksen vendte tilbage til København i 1885 og tog straks den nye metode i anvendelse.
Kunstneren bag de mange tegninger i Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde var Alfred Larsen (1860-1946), en lærersøn fra Horsens-egnen, der kom i billedskærerlære og senere blev optaget på Kunstakademiet i København. Som kunstmaler var han særligt optaget af topografiske motiver, og han blev snart en efterspurgt illustrator til tidens store historisk-topografiske værker, f.eks. tredjeudgaven af Trap Danmark (1895-1906) og seksbindsværket Danmarks Riges Historie (1896-1907). I fyrre år var han tegnelærer ved Vajsenhuset, og han var tilknyttet Nationalmuseet som tegner og restaurator. Hans produktion af tegninger af københavnske motiver er omfattende, og han har således været med til at bevare mindet om bygninger og miljøer, der forsvandt omkring år 1900.
Teksten til bogen var lagt i hænderne på arkitekten Erik Schiødte (1849-1909). Han var søn af zoologen J.C. Schiødte, der i mange år boede på Svanemosegård på Frederiksberg. Unge Schiødte kom også på Kunstakademiet, og efter endt uddannelse nedsatte han sig som arkitekt i København. Hans kendteste bygningsværk er den smukke toldkammerbygning ved Frihavnen, der endnu kan ses ved Østerports baneterræn. Schiødte deltog også i konkurrencen om at tegne det nye Christiansborg Slot, men opgaven gik til Thorvald Jørgensen. På Frederiksberg har han tegnet villaen Filippavej 5 og Journalisternes Hus på Dronning Olgas Vej 57.
Når han ikke tegnede huse, skrev Schiødte om arkitektur, og han var medstifter af Akademisk Arkitektforening i 1879. Schiødte var meget optaget af arkitekturhistorie og udførte mange opmålinger for Nationalmuseet. Det var derfor helt naturligt for ham at tage del i udgivelsen af et værk som Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde, og Schiødte og Larsen har sikkert sammen udpeget de mange gamle bygninger bag Københavns volde, på Christianshavn, på brokvartererne … og på Frederiksberg.
Allégade 31 og Bredegade 2-4
Vi er stadig ved de samme huse på hjørnet af Allégade og Bredegade, men er nu rykket ind i baggården. Den er god nok, tæl selv vinduer og skorstene. Også højden på tagryggene passer med det foregående motiv. De gamle rønner i Bredegade 2-4 ses nu til højre, og den toetages ejendom for enden af gården har front mod Allégade. Fortil havde ejendommen pudset facade, men bagtil kan man tydeligt se, at huset var opført i bindingsværk. Det gjaldt i øvrigt de fleste andre huse på Frederiksberg. Grundmurede huse med tegltag var kun for de mest velhavende gårdejere. Mod slutningen af 1800-tallet talte kunstnerne om malerisk forfald. Forfaldent var det unægtelig, og rendestenen og efterladenskaberne fra de fritgående høns har næppe fremmet sundhedstilstanden hos den unge knøs med tøndebåndet. Baggården var i disse år et yndet motiv. Alfred Larsen kom forbi, og der findes ikke færre end fem fotografier med samme motiv. Interessen for disse gamle, forfaldne huse på Frederiksberg var stor, og heldigvis blev mange af dem foreviget inden de forsvandt for stedse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar