Frederiksberg i Alfred Larsens streg

Til årbogen Frederiksberg gennem tiderne 2015 skrev jeg denne artikel og gengav i alt ti illustrationer af gamle frederiksbergske ejendomme, som oprindelig blev bragt i værket "Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde", der udkom hæftevis i årene 1894-97.

Herfra gengives min indledning og en enkelt af ejendommene:

I årene 1894-97 udkom det meget smukke bogværk Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde. Trods titlen begrænsede udgiverne sig ikke til København alene, men bragte også i bogens sidste kapitel ti illustrationer fra Frederiksberg. Det er dem, der gengives på de næste sider.

Bogen udkom som fire hæfter, der derefter kunne indbindes til én bog på i alt 130 sider. Det var et meget dyrt værk, for hvert af hæfterne kostede 4 kr. Til sammenligning kostede de fleste danske romaner dengang mellem 2,50 og 3,50 kr. stykket. Men med Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde fik læserne rigtig nok også en bog med hundrede smukke illustrationer. Mange af dem er helsides, og man kan ofte være heldig at finde dem i løs vægt i antikvariaterne.

Illustrationerne minder meget om datidens xylografier, som blev flittigt benyttet i Illustreret Tidende og andre populære magasiner. Tidens førende fagmand indenfor reproduktionsteknikker var Frederik Hendriksen (1847-1938). Han kom som 14-årig i lære hos udgiveren af Illustreret Tidende og frekventerede siden Kunstakademiet på Charlottenborg. Derefter rejste han til Paris og London. Da han vendte tilbage til København i 1870, åbnede han sit eget xylografiske værksted, og i årene 1877-84 udgav han tidsskriftet Ude og Hjemme, hvortil hans medarbejdere leverede fremragende reproduktioner af datidens kunstnere. Alt var udført i xylografi, denne overordentlig vanskelige og tidskrævende illustrationsteknik, hvor hver streg møjsommeligt blev frembragt med fine, tynde gravstikke i firkantede klodser af buksbomtræ. Ofte måtte flere xylografer arbejde på den samme illustration, hvorefter to, tre, fire klodser blev sat sammen til ét billede. Smukt var det, men besværligt og dyrt, og F. Hendriksen var hele tiden på jagt efter nye reproduktionsteknikker.

Omkring 1880 begyndte grafikere og bogtrykkere at anvende fotografi til at overføre tegninger til trykplader. Det kom F. Hendriksen for øre, at der i Wien sad en grafiker ved navn Carl Angerer (1838-1916) og arbejdede med en metode, der blev kaldt stregætsning. F. Hendriksen lukkede Ude og Hjemme, solgte sine xylografiske klodser til Gyldendal, og rejste til Wien, hvor Angerer lærte ham den nye reproduktionsteknik. For at udføre en stregætsning måtte kunstneren lave sine tegninger i sort og hvidt uden grå nuancer. Herefter kunne tegningen affotograferes med et kamera, og negativet (der dengang var store glasplader) blev overført til en lysfølsom metalplade af zink, kobber eller messing. Metalpladen blev derpå ætset med syrer, efter at de belyste partier var gjort uimodtagelige for syrens påvirkning. Ætsningen fortsatte indtil den nødvendige dybde i metalpladen var opnået. Så var stregklicheen færdig og klar til trykning. Det lyder kompliceret, og det havde da også krævet Angerer mange års eksperimenter, men resultatet var, at man nu stod med den hidtil hurtigste og dermed også billigste reproduktionsteknik. F. Hendriksen vendte tilbage til København i 1885 og tog straks den nye metode i anvendelse.

Kunstneren bag de mange tegninger i Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde var Alfred Larsen (1860-1946), en lærersøn fra Horsens-egnen, der kom i billedskærerlære og senere blev optaget på Kunstakademiet i København. Som kunstmaler var han særligt optaget af topografiske motiver, og han blev snart en efterspurgt illustrator til tidens store historisk-topografiske værker, f.eks. tredjeudgaven af Trap Danmark (1895-1906) og seksbindsværket Danmarks Riges Historie (1896-1907). I fyrre år var han tegnelærer ved Vajsenhuset, og han var tilknyttet Nationalmuseet som tegner og restaurator. Hans produktion af tegninger af københavnske motiver er omfattende, og han har således været med til at bevare mindet om bygninger og miljøer, der forsvandt omkring år 1900.

Teksten til bogen var lagt i hænderne på arkitekten Erik Schiødte (1849-1909). Han var søn af zoologen J.C. Schiødte, der i mange år boede på Svanemosegård på Frederiksberg. Unge Schiødte kom også på Kunstakademiet, og efter endt uddannelse nedsatte han sig som arkitekt i København. Hans kendteste bygningsværk er den smukke toldkammerbygning ved Frihavnen, der endnu kan ses ved Østerports baneterræn. Schiødte deltog også i konkurrencen om at tegne det nye Christiansborg Slot, men opgaven gik til Thorvald Jørgensen. På Frederiksberg har han tegnet villaen Filippavej 5 og Journalisternes Hus på Dronning Olgas Vej 57.

Når han ikke tegnede huse, skrev Schiødte om arkitektur, og han var medstifter af Akademisk Arkitektforening i 1879. Schiødte var meget optaget af arkitekturhistorie og udførte mange opmålinger for Nationalmuseet. Det var derfor helt naturligt for ham at tage del i udgivelsen af et værk som Gamle kjøbenhavnske Huse og Gaarde, og Schiødte og Larsen har sikkert sammen udpeget de mange gamle bygninger bag Københavns volde, på Christianshavn, på brokvartererne … og på Frederiksberg.

Allégade 31 og Bredegade 2-4

Vi er stadig ved de samme huse på hjørnet af Allégade og Bredegade, men er nu rykket ind i baggården. Den er god nok, tæl selv vinduer og skorstene. Også højden på tagryggene passer med det foregående motiv. De gamle rønner i Bredegade 2-4 ses nu til højre, og den toetages ejendom for enden af gården har front mod Allégade. Fortil havde ejendommen pudset facade, men bagtil kan man tydeligt se, at huset var opført i bindingsværk. Det gjaldt i øvrigt de fleste andre huse på Frederiksberg. Grundmurede huse med tegltag var kun for de mest velhavende gårdejere. Mod slutningen af 1800-tallet talte kunstnerne om malerisk forfald. Forfaldent var det unægtelig, og rendestenen og efterladenskaberne fra de fritgående høns har næppe fremmet sundhedstilstanden hos den unge knøs med tøndebåndet. Baggården var i disse år et yndet motiv. Alfred Larsen kom forbi, og der findes ikke færre end fem fotografier med samme motiv. Interessen for disse gamle, forfaldne huse på Frederiksberg var stor, og heldigvis blev mange af dem foreviget inden de forsvandt for stedse.

Fjorten industrivirksomheder på Frederiksberg

Til årbogen Frederiksberg gennem tiderne 2010 skrev jeg denne artikel og gengav i alt 14 bidrag om frederiksbergske virksomheder, som oprindelig blev bragt i det sjældne og smukke værk "Danmarks industrielle Etablissementer", der udkom i anledningen af Den store Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888.

Herfra gengives min indledning og en enkelt af virksomhederne med realkommentarer:

1888 blev et stort og festligt år i Københavns historie. Kong Christian IX fyldte 70 år i april og kunne fejre sit 25-års regeringsjubilæum i november.

Mellem disse to begivenheder var det store trækplaster for både københavnere og tilrejsende turister Den store Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, der blev afholdt på et kæmpemæssigt areal mellem Tivoli og Københavns nuværende rådhusplads.

Det var ikke første gang, Danmarks hovedstad kaldte til industriudstilling. To udstillinger var blevet afholdt i 1852 og 1872, men industriudstillingen i 1888 skulle nå endnu usete højder. Nu skulle verden – eller i det mindste store dele af Europa – se hvor langt de nordiske lande var nået ad industriens vej. Forberedelserne tog deres begyndelse i 1884 og var i særlig grad lagt i hænderne på Den kongelige Porcelænsfabriks direktør på Frederiksberg, Philip Schou.

Opførelsen af udstillingens mange store og små bygninger blev lagt i hænderne på den unge arkitekt Martin Nyrop, og i løbet af 1887 og de første måneder af 1888 skød den ene smukke bygning op efter den anden. Jo, der var bestemt noget at glæde sig til. En stor kuppelbygning skulle være udstillingens absolutte pejlemærke. Fra gaden og op til kuplens top var der ikke mindre end 36 meter, svarende til højden på Rundetårn, og flagstangen oven på kuplen lagde yderligere 25 meter til højden. Alene i denne bygning opnåede man et udstillingsareal på ca. 6.000 kvadratmeter. Alle bygninger var for øvrigt opført i træ, for de skulle nemlig rives ned igen, når udstillingen var forbi. Få år senere vendte arkitekt Martin Nyrop i øvrigt tilbage til området igen, denne gang for at opføre Københavns Rådhus.

Mens opførelsen af udstillingsbygningerne stod på, blev der udsendt invitationer til flere tusinde virksomheder i ind- og udland. Ikke færre end 6.082 udstillere nåede man op på. To tredjedele af disse var danske virksomheder. Dertil kom 1.600 udstillere fra Norge og Sverige og yderligere 400 udstillere fra andre europæiske lande.

Udstillingen blev åbnet den 18. maj 1888 i overværelse af kong Christian IX og dronning Louise. Et orkester på firs musikere og et kor med 420 med lemmer gjorde dagen særligt festlig for de mere end 700 indbudte gæster.

Sjældent havde så mange mennesker kunnet samles under et og samme tag i København. Næsten 1,4 millioner mennesker gæstede udstillingen i de tyve uger, den varede, og indtægten – lidt over halvanden millioner kroner – oversteg alle forventninger.

Men hvad har denne københavnerbegivenhed så med Frederiksbergs historie – og dermed denne årbog – at gøre? Ikke meget andet, end at en lang række virksomheder fra Københavns nærmeste nabokommune naturligvis også var til stede på industriudstillingen. Og fjorten af disse ved vi temmelig meget om, for sideløbende med udstillingen udgav den københavnske forlægger N. Malmgren et tobindsværk, han kaldte ”Danmarks industrielle Etablissementer”. Heri omtales ikke færre end 107 danske virksomheder – alle forsynet med smukke farvelitografier. Det er fjorten af disse artikler og billeder, der nu skal bringes frem i lyset igen. Hver artikel afsluttes med en faktaboks med oplysninger om, hvad der hændte efter 1888.

Carl Lunds Fabrikker

Den nuværende direktør på Rådvad, hr. P.C. Elfstrøm, er grundlægger af den smukke og omfangsrige virksomhed, som Carl Lunds Fabrikker i København og Malmø på en ganske kort årrække har bragt det til. Han begyndte i sin tid en lille forretning med blikvarer i Adelgade, flyttede senere til Kattesundet, hvor den så beskedent begyndte forretning i 1871 nåede en omsætning af omtrent 40.000 kr., et opsving, der medførte, at Elfstrøm måtte til at tænke på udvidelser i forskellig retning, og året efter knyttedes den 26-årige Carl Lund som forretningsfører til foretagendet, i hvilket han samtidig mod et ringe tilskud blev partiel deltager. Kontor og lager flyttedes nu til Tordenskjoldsgade samtidig med, at man lod opføre en værkstedsbygning på Bernstorffsvej, hvortil hele virksomheden i 1873 henlagdes.

Nærmest formodentlig på grund af den tids urolige arbejderforhold fremkom imidlertid Elfstrøm snart med ønsket om at trække sig tilbage og følgen blev, at Carl Lund allerede i november 1874 overtog forretningen for egen regning. Den førtes nu rask fremad; det var klart, at havde Elfstrøm forstået at skabe virksomheden, så var Carl Lund den rette mand til at fortsætte og udvikle den. I de nærmest følgende år rejstes den ene nye bygning efter den anden, således to nye værkstedsbygninger, en stor bygning til kontor- og lagerlokaler osv., og i 1881 indrettedes hele virksomheden til at drives med damp, hvorved den først fik sit nuværende storindustrielle præg og snart nåede op på højde med blikvarefabrikationen i udlandet.

At en fabrik for blikartikler på kun godt og vel en halv snes år har kunnet drive det til et så overraskende omfang, at den endog, som i nærværende tilfælde, har måttet forlægge sin halve virksomhed til udlandet, vil måske synes mange forunderligt, og vi skal her først gøre opmærksom på forbrugets enorme tiltagen, navnlig for visse specialiteters vedkommende, men først og fremmest turde det dog være den fortrinlige ledelse, den heldige måde, hvorpå forretningens chef har forstået at kaste sig over, hvad der i fortrinlig grad egnede sig forbruget her, som har medført, at Carl Lunds Fabrikker efterhånden er nået til fuldstændig at beherske det indenlandske og, efter anlæggelsen af en fabrik i Malmø i 1879, også det svenske og norske marked for blikvarer.

I de store og talrige værksteder på Bernstorffsvej fremstilles nu alle tænkelige blikgenstande. Blikpladerne drives og presses ved dampkraft i en mængde forskellige forme; der hamres, loddes, smedes, dekoreres, og de smukke, ofte kunstnerisk udførte genstande fremtræder efterhånden i deres endelige fuldendte skikkelse og anbringes i det righoldige lager eller eks pederes med det samme til forhandlerne. Vi skal her nævne nogle enkelte af firmaets specialiteter. De bekendte praktiske petroleumskogeapparater, som nu næsten findes i enhver husholdning, udgår i store mængder fra fabrikkerne, og i et antal, der årligt når op i hundredtusinder, leveres der hermetisk lukkede dåser til alle større smøreksportører. Patentet på frem stillingen af disse dåser, i hvilke smørret under alle forhold bevares friskt, afkøbte fabrikkerne i 1877 hr. E. Marquetz for ikke mindre end 40.000 francs. Den hermetiske tillukning af disse dåser, der naturligvis må foregå efter at smørret er pakket, besørger fabrikkerne på selve pakningsstedet, idet de der har opstillet de til dette øjemed nødvendige maskiner. Endvidere fremstilles der et utal af andre genstande, som kakkelovnsskærme, brød- og præsenterbakker, galvaniserede og emaljerede ting af alle mulige arter. For omtrent fire år siden begyndte fabrikkerne at eksperimentere med de alt i flere år fra udlandet indførte emaljerede kogekar af presset jern og i den sid ste tid er det lykkedes at fremstille disse fuldkommen så smukke og holdbare, som de leveres fra udlandet. Denne artikel er således nu vundet for den danske industri, og afsætningen har allerede antaget sådanne dimensioner, at nye udvidelser af fabrikkerne i den nærmeste fremtid bliver nødvendige, uagtet der allerede i forvejen findes særskilte bygninger for galvanisering, fortinning og emaljering. Da Carl Lund i 1874 overtog forretningen, var dens årlige omsætning hen ved 157.000 kr.; i øjeblikket er den nået op til 1.000.000 kr. Fabrikkerne beskæftiger over 300 mænd og kvinder, til hvilke der hver uge udbetales over 4.500 kr. i arbejdsløn. Disse tal giver den bedste forestilling om dette industrielle foretagendes enestående fremgang.

Med virksomheden i Malmø er der i de 7-8 år, den har bestået, foregået en lignende udvikling. Det i 1879 lejede lokale beskæftigede først kun ca. 50 arbejdere og der tilvirkedes væsentligt kun mindre, lakerede og dekorerede sager; men begge foretagenders rastløse chef kunne ikke blive stående herved. Han lod i 1883 rejse en meget stor fabriksbygning, 220 fod (ca. 70 meter, red.) lang og fem etager høj, hvorpå kransen hejsedes den 29. april nævnte år. Det store mål var at erobre blikvaremarkedet i Sverige og Norge fra de engelske og tyske fabrikanter, og at dette i al fald delvis er nået, vidner den omstændighed om, at fabrikken nu beskæftiger over 100 arbejdere.

Foruden det allerede nævnte, ejer Carl Lunds Fabrikker endnu flere patenter, som han tid efter anden har tilkøbt sig. Ejeren har, som før sagt, altid med en beundringsværdig sikkerhed og forudseenhed forstået at optage i fabrikationen netop det, som i en følgende tid blev genstand for stærk efterspørgsel herhjemme, og navnlig derved lagt for dagen, at han var sin smukke industrielle opgave voksen. Ved flere lejligheder er udlandets øjne blevet henledt på virksomheden, således ved en international ”Molkerei Ausstellung” i Hamborg i 1877, da fabrikkerne fik senatets ærespræmie på 500 rigsmark, og i Malmø i 1881, hvor de erholdt guldmedalje.

Arbejdsforholdene på fabrikkerne er gode og sunde. Der blev i 1876 stiftet en syge- og begravelseskasse for arbejderne, ligesom der i 1882 af disse dannedes en alderdomsunderstøttelsesforening. Alt i alt kan ikke alene eje ren af Carl Lunds Fabrikker være stolt af sin virksomhed, men den er som industrielt foretagende en pryd for vort land.

 

Den svenskfødte blikkenslager Peter Christian Elfstrøm (1833-1900) etablerede sig som gasmester i København i 1859 og grund lagde metalvarefabrikken tolv år senere. Men allerede få år senere solgte han virksomheden til Carl Lund, og blev selv direktør på fabrikken Rådvad nord for København. Carl Lund (1846-1912) forblev ejer af fabrikken, indtil han i 1889 omdannede virksomheden til et aktieselskab. Herefter var han administrerende direktør i endnu syv år og blev siddende i bestyrelsen indtil sin død. Året efter (1913) opførte firmaet en ny fabrik i Uplandsgade på Amagerbro.

Efter økonomisk vanskelige år indgik man i 1916 et samarbejde med konkurrenten Glud & Marstrand på Nørrebro (grundlagt 1879), der i 1932 endeligt overtog Carl Lunds Fabrikker. Hele produktionen blev samlet på Amagerbro. Glud & Marstrand havde gode år, og der kom stadig flere produktionssteder i provinsen. I 1978 lukkede fabrikken i Uplandsgade. I dag har virksomheden hovedsæde i Vejle samt fabrikker og salgskontorer i ind- og udland. Carl Lunds gamle bygninger på Bernstorffsvej blev i 1918 overtaget af flyttefirmaet Adam. I slutningen af 1920’erne skiftede vejen navn til Danasvej. Adam forlod Frederiksberg i 1981 og en af Lunds store, gamle fabriksbygninger blev overtaget af Statens Uddannelsesstøtte, mens den smukke kontorbygning fra 1880 (til venstre på billedet) blev indrettet til bibliotek og medborgerhus i 1985.

Mellem gammelt og nyt på Frederiksberg

I 2001 udgav Historisk-topografisk Selskab for Frederiksberg denne bog i anledning af byens 350-års jublæum. Bogen gengiver samtlige illustrationer (xylografier) og tekster om Frederiksberg, som blev bragt i det populære tidsskrift Illustreret Tidende i årene 1860-1896. Til de over hundrede år gamle tekster skrev stadsarkivar Henning Bro og jeg realkommentarer.

Bogen kan stadig købes ved henvendelse til Frederiksberg Stadsarkiv.

Her bringes et af bogens mange kapitler:

Civilingeniør Keiflers sporvogn

Oprindelig bragt i Illustreret Tidende, 4. februar 1872

Vor tid er væsentlig industriel; videnskab og kunst, forstand og talent kappes om at tilbyde industrien deres tjeneste. Som følge deraf gøres store fremskridt; men samtidig dermed stiger også fordringerne.

Dette gælder ikke mindst befordringsvæsenet; heldigvis har den menneskelige opfindsomhed på dette område dog hidtil på en glimrende måde løst sine opgaver. Der er opfundet sikre midler til at befordre vore tanker med lynets hurtighed fra den ene ende af jordkloden til den anden, og personer og gods befordres med hidtil ukendt hurtighed fra et sted til et andet, til søs ved hurtigsejlende dampskibe, til lands ad utallige jernveje, og på kortere strækninger i lette, magelige køretøjer.

For at en frembringelse eller opfindelse skal have udsigt til at gøre lykke, må den tilfredsstille publikums fordringer. Man forlanger at kunne køre hurtigt, billigt, mageligt, lunt og dog luftigt, uden at skulle ulejlige sig langt for at komme til at køre; helst må vognen komme forbi enhvers dør og med så korte mellemrum som muligt.

Man indrømmer, at droskerne i de senere år er blevne både smukkere og mageligere end før, og at man i dem har et ret godt og billigt befordringsmiddel i byen og den nærmeste omegn; men man kunne dog ønske at køre både hurtigere og billigere. Så har man sporvognene, og man skulle tro, at de tilfredsstillede alle billige ønsker; men det forvænte publikum kan ikke bringes videre end til at indrømme, at de er gode nok, hvor de er, men at der er så mange steder, hvor man savner dem, og trods forskellige bestræbelser har det hidtil ikke været muligt at skaffe flere linier til veje end det københavnske og Nørrebros sporvejsselskabers, nærmest fordi sporvejene og vigesporene optager for megen plads på gaderne.

Jo mere Københavns folkemængde tiltager, desto mere udvider sig vor nabokommune Frederiksberg; den ene villa og store bygning opføres efter den anden; i løbet af nogle måneder rejser sig hele nye kvarterer, samfærdselen mellem København og Frederiksberg bliver stadig mere levende, og intetsteds føles derfor savnet af en sporvej mere end i den nordlige del af Frederiksberg, navnlig ad Gamle Kongevej. Der er gjort mange bestræbelser for at skaffe en sådan; men de er hidtil alle strandede på den omstændighed , at denne vej er temmelig smal og navnlig ikke kan yde plads til vigespor. Nu er det imidlertid lykkedes civilingeniør Keifler at konstruere en vogn, der både ifølge en af Indenrigsministeriet nedsat kommissions bedømmelse og efter alle sagkyndiges skøn løser sine opgaver på en meget heldig måde, idet den ikke behøver noget vigespor, eftersom den med største lethed på et hvilket som helst sted kan vende ud af sporet og ind på det igen, og eftersom den kan køre ganske uden spor, hvor et sådant ifølge de lokale forhold ikke kan tilstedes, navnlig igennem de stærkest befærdede hovedgader. Derved gøres det også muligt at skaffe den bedste befordringslinie til veje, nemlig en så godt som lige linie fra Frederiksberg til hovedstadens midtpunkt.

Vognen har plads til 17 personer indeni, 14 ovenpå og i bagpå, er smukt udstyret i enhver henseende og afgiver rigelig og bekvem plads til passagererne; der er ved 12 ventiler sørget for stadig tilførsel af frisk luft, og da alle vinduerne med undtagelse af et i døren er faste, mærkes der aldrig nogen træk, ligesom der ved rudernes indsætning i klæde forhindres den ved løse vinduer ubehagelige klirren. De fire almindelige vognhjul løber oven på skinnerne og fastholdes på disse ved to umiddelbart foran forhjulene anbragte sporhjul, der, på grund af at forstillingen er bevægelig, styrer vognen sikkert såvel ligeud som igennem kurverne. Så snart vognen skal forlade sporet, løftes styrehjulene i et nu i vejret, idet kusken bevæger det på hans højre side værende sving en gang rundt, hvorpå svinget griber ind i en ro, og hjulene forbliver løftede ca. 4 tommer fra jorden. Når vognen er vendt ind på sporet igen, bevæger han svinget tilbage og lader det gribe ind i en anden ro, hvorved styrehjulene trykkes ned i falsen på skinnen og fastholdes deri ved et yderligere tryk af en under vognen anbragt gummifjeder. På samme side som dette sving har kusken grebet af en vægtstang, der sætter ham i stand til med et eneste rask tag at standse vognen næsten øjeblikkeligt, fordi denne vægtstang med en sådan kraft trykker bremseklodserne mod baghjulene, at disse ikke kan rokkes. Dette er det naturligste og bedste værn mod ulykkestilfælde, der yderligere forebygges ved de foran sporhjulene anbragte koste. – Vognen er, hvad enten den kører på skinner eller på stenbro, fuldt så magelig som de andre sporvogne, og dette er opnået ved både til den vertikale og den horisontale, fjedring at anvende paragummifjedre i stedet for stålfjedre, idet der til den første er brugt fire fjedre, hver bestående af fem gummiskiver, 2 tommer tykke og 5 tommer i tværmål, afdelte ved tynde jernplader, til den sidste nogle mindre gummiskiver, afdelt på lignende måde og anbragt under vognen. Alle disse fjedre tilsammen vejer kun 28 pund, hvorimod stålfjedre af samme styrke vejer omtrent 480 pund, så at vognen derved bliver meget lettere, foruden at der altid kan bødes på en enkelt fjeders beskadigelse ved blot at løfte vognen lidt op, tage fjederen af og sætte en anden i stedet. Ved en stærk vulkanisering er fjedrene sat i stand til at kunne tåle alle temperaturer og et betydeligt tryk uden at tabe deres elasticitet. Den bag på vognen anbragte stige er meget bekvem at komme op ad, har rækværk på begge sider og støttes til platfonden, der er meget nær ved jorden, så at der med lethed trædes op på den, og derfra igennem en bred dør ind i vognen. På forsiden af vognen er en stor lygte med parabolske metalspejle for at lyse langt fremad og tillige tjene som signal; på bagsiden er en anden lygte til at lyse ind i vognen og på platfonden, så at konduktøren kan se at billettere; over platfonden er en smuk kuppel. Fra den høje buk har kusken en fri udsigt og kan således i tide standse vognen, når der er noget i vejen eller fare for overkørsel. Vognen synes således virkelig at tilfredsstille alle billige fordringer, og da den tilmed, er så smagfuld, som en sådan vogn kan være, forholdsvis let og meget solid, gør den både konstruktøren, hr. Keifler, og vognbyggeren, hr. Larsen på Frederiksberg, megen ære.

Vi ville ønske, at den nye sporvej, således som det er påtænkt, må komme i drift i den tilstundende sommer, da der virkelig er trang til den, og da det skal være Københavns Magistrat, der med sin sædvanlige langsomhed har forsinket sagen et par måneder, vil vi håbe, at Borgerrepræsentationen både vil fremskynde sagen og udtale sig til gunst for hr. Keiflers ønske om at måtte føre sporet også over den del af Gamle Kongevej, der ligger på Københavns grund, samt ad Trommesalen og Vesterbrogade indtil Halmtorvet eller Frederiksberggade, da det er i publikums interesse at kunne køre så langt som muligt på spor.

1870’erne blev starten på en meget omfattende sporvejsdrift på Frederiksberg. Frederiksberg Sporvejsselskab anlagde således i 1872 en linje fra Smallegade ad Gammel Kongevej til Vester Farimagsgade og indsatte her den keiflerske sporvogn. Forstædernes Sporvejsselskab åbnede i 1873 en linje fra Trianglen til Halmtorvet (nu Rådhuspladsen). På Frederiksberg gik linjen ad H.C. Ørsteds Vej, Niels Ebbesens Vej, Vodroffsvej og Gammel Kongevej. I 1884 oprettede Falkoneralléens Sporvejsselskab yderligere to linjer til hhv. Nørrebros Runddel og Halmtorvet. I forbindelse med elektrificeringen af sporvejene dannedes to sporvejsselskaber ved en sammenlægning af de forskellige selskaber. Det ene af dem var Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets Aktieselskab fra 1897, der overtog og elektrificerede Frederiksberg og Falkoneralléens Sporvejsselskabers linjer og opførte en stor sporvognremise bag Allégade 20 (nu Rosenhaven) og på Edisonsvej opførte Hortensiaværket til produktion af elektricitet. Kort efter århundredskiftet udvidedes sporvejsnettet med nye linjer, bl.a. til boligkvartererne vest for Fasanvej. De københavnske og frederiksbergske sporvejsselskaber samledes i 1919 i af Københavns Sporveje. H.B.