Marstrands Bryggerier

Blandt Danmarks fabriksanlæg har ølbryggerierne i løbet af få år, som en naturlig følge af ølforbrugets enorme tiltagen, opnået at indtage en dominerende plads. Det er derfor næppe en tilfældighed, når vi med Marstrands Bryggerier allerede præsenterer læseren det andet etablissement af den art; thi foruden de bekendte store københavnske bryggerier, gives der jo her og rundt om i landet en mængde større og mindre, der så godt som alle har set lyset i løbet af det sidste tiår, og som for størstedelen kan glæde sig ved en ret betydelig virksomhed, hvorfor de godt hver for sig kan have krav på industrivenners interesse.
Marstrands Bryggeriers ca. 25-årige virksomhed repræsenterer frem for nogen lignende udviklingen på ølfabrikationens område i det sidste par decennier; thi som det sidst anlagte af de herværende bryggerier, og begyndt under ganske små forhold, stod den efter kun tyve års forløb som den næststørste i sin slags herhjemme, snart efter omfattende to store bryggerier, bryggeriet på Vodroffsvej og bryggeriet Aldersro på Østerbro, hvor alle tænkelige ølsorter tilvirkedes.
Troels Marstrand begyndte året 1865 et lille hvidtølsbryggeri på Vodroffsvej 25. Dengang var det såkaldte bayersk øl endnu kun meget lidt kendt og efterspurgt, og bryggeriet lagde sig udelukkende og energisk efter hvidtølstilvirkningen.
Denne, der som nævnt lykkedes så godt, at bryggeriet snart indtog den næststørste plads, måtte så i slutningen af halvfjerdserne suppleres med anlægget af et mindre bayersk ølbryggeri, hvis produkt i den grad vandt publikums bifald, at afsætningen meget hurtigt bragtes på en højde, der fremdeles, trods den stærke konkurrence, vedligeholdes.
Aldersro Bryggeri anlagdes 1858 af et aktieselskab, som imidlertid meget hurtigt opløste sig, og overdrog bryggeriet til hr. George Owen af firmaet Joseph Owen & Sønner, der med afvekslende held ledede det til sin død (1881), hvorefter broderen, hr. Frederick Owen overtog virksomheden. Fra den tid af havde Aldersro Bryggeri en særdeles god periode; dets produkt var fortrinligt og så efterspurgt, at det snart blev umuligt at tilfredsstille begæret. Den nødvendige udvidelse af driften blev imidlertid ikke foretaget af den daværende ejer, og alene dette var grunden til, at bryggeriet måtte give afkald på en del af sine kunder.
Så i 1884 overdroges Aldersro tilligemed bryggeriet på Vodroffsvej til et aktieselskab, der fortsatte den samlede drift under firma Marstrands Bryggerier.
Bryggeriernes forskellige ølsorter har stedse tilfredsstillet forbrugerne, men det er dog navnlig efter fremstillingen af Marstrands wienerøl, at bryggerierne er blevet bekendte hele landet over og blandt alle samfundsklasser. Wienerøl er bryggeriernes specialitet; det er en særdeles velsmagende ølsort med meget lille alkoholindhold og af en smuk lys farve, hvilket i forbindelse med den smagfulde emballage har gjort den særdeles yndet hos det øldrikkende publikum.
Marstrands Bryggerier omfatter i øjeblikket to bryggerier for tilvirkning af bayersk lagerøl, to bryggerier for tilvirkning af hvidtøl, en dampmølle, et isværk for tilvirkning af kunstig krystalis og en aftapningsanstalt.
En beskrivelse af bryggeriernes udvendige udseende og måden, hvorpå øllet fremstilles, ville sikkert i hovedsagen blive alt for beslægtet med, hvad vi har meddelt til de tidligere afbildede bryggerier, og vi skal ikke trætte læseren med nogen sådan.
Derimod er det os en fornøjelse efter indhentede oplysninger til slutning at kunne levere en oversigt over mængden og arterne af de forskellige ølsorter som bryggeriet producerer.
Marstrands Bryggerier producerer årlig 60.000 centner malt, som brygges til øl og som i forskellige ølsorter giver et kvantum af 150.000 hektoliter. Dampmøllen formaler årligt 150.000 centner korn.
Bryggeriernes forskellige ølsorter er følgende:
Eksportøl: Fremstilles i to sorter, dels en lys let sort i lighed med Bremereksportøl, og en meget mørk fyldig og stærk ølsort, der mest ligner det ægte bayerske øl.
Bayersk lagerøl: En fyldig, halvmørk, vellagret ølsort.
Wienerøl: En lys, let ølsort, særdeles velsmagende og læskende.
Dobbeltøl: En meget fyldig, sød ølsort, som særligt anbefales rekonvalescenter.
Bitterøl: En mavestyrkende ølsort, som er meget holdbar.
Hvidtøl: Fremstilles i fem kvaliteter.
Ved tilvirkningen af disse ølsorter lægges der særligt vægt på at gøre dem så lidt berusende som muligt, men i fortrinlig grad velsmagende og nærende.
Maltekstraktøl: En meget nærende, styrkende ølsort, til brug for svagelige folk. Foruden at virke mildt afførende, er det et fortrinligt middel mod bryst- og mavelidelser.
Maltøl: En fyldig, sødlig og meget nærende ølsort, navnlig for rekonvalescenter.
Ren maltekstrakt: Et maltudtræk, inddampet under vakuum, til sirups konsistens, anvendes både ren og blandet med kogt mælk eller øl mod bryst- og mavelidelser. Den er meget nærende og let fordøjelig.
Maltekstrakt med frangula: Et godt og billigt afføringsmiddel, som samtidig tilfører næring.
Eksportøllet sælges udelukkende bouteilleret, de forskellige sorter hvidtøl kun på træ, hvorimod samtlige andre af bryggeriernes ølsorter leveres såvel på træ som bouteillerede.
Marstrands Bryggerier beskæftiger 250 arbejdere, over hundrede heste og har stadigt 8 stk. 25-hestes dampkedler i gang med seks dampmaskiner og forskellige dampspil og gasmaskiner.
Fremdeles har bryggerierne deres egne håndværkere af alle nødvendige fag, samt fustage-, spunse- og spånfabrik, der alene beskæftiger 31 mand. Desuden har de eget trykkeri, som er i uafbrudt virksomhed med trykningen af den store masse etiketter af forskelligt udseende, som bryggerierne benytter.
Overalt, i hver gren af den store samlede virksomhed, mærker man en i den mindste enkelthed udført praktisk og tidssvarende ordning og ledelse. Overalt er de nyeste og bedste forbedringer på mekanikkens og teknikkens område indført, hvilket i forbindelse med produkternes anerkendte fortrinlighed gør, at Marstrands Bryggerier er og sikkert vil være på højde med de første lignende anlæg i ind- og udlandet.

TEKSTBOKS:
Troels Marstrand (1815-89) var oprindelig bagermester i København, og købte i 1857 den store Vodroffs Mølle på Frederiksberg, der blev drevet med vand, vind og damp. Møllen brændte i 1865, og da Marstrand fik genopført bygningerne, blev de indrettet til bryggeri. Den imposante og smukke hovedbygning ved Vodroffsvej blev tegnet af den lokale arkitekt og bygningsinspektør Henning Wolff. Bryggeriet er senere blevet anerkendt som en af de smukkeste industribygninger, der nogensinde er opført i Danmark.
Aldersro Bryggeri lå på Lyngbyvej og tæt ved Vibenshus Runddel på Østerbro.
Begge bryggerier blev overtaget af De Forenede Bryggerier i 1891. Koncernens oprettelse skyldtes ikke mindst direktøren ved Marstrands Bryggerier, Harald Fritsche.
Efter at denne artikel blev skrevet i 1888, begyndte bryggeriet på Vodroffsvej i 1895 at producere den såkaldte kroneøl - en overgæret øl, der holdt sig lige under skattegrænsen og derfor var billig, men i kvalitet og holdbarhed mindede om de almindelige, undergærede øl. Den nye øl blev så populær, at bryggeriet hurtigt skiftede navn til Kroneølbryggeriet.
I 1923 skiftede bryggeriet atter navn, denne gang til Kongens Bryghus, idet Kroneølbryggeriet og det ældgamle Kongens Bryghus blev forenet på Vodroffsvej. Bryghuset fortsatte produktionen indtil 1969, da det blev overtaget af Carlsberg.
Bryggeriet på Vodroffsvej blev desværre offer for sanering i 1976, selvom der fra flere sider blev kæmpet hårdt for at bevare de historiske bygninger. I stedet opførtes et boligkompleks i beton, der ikke har fundet nogen plads i dansk arkitekturhistorie.
Aldersro Bryggeri lukkede allerede i år 1900, og bygningerne blev to år senere solgt til nedrivning. På grunden opførtes boliger langs den nyanlagte Hammershusgade.

TEKSTBOKS:
Artiklen og billedet af Kongens Bryghus stammer fra tobindsværket "Danmarks Industrielle Etablissementer", der udkom i årene 1886-90, altså før, under og efter Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, der blev afholdt i København i 1888. (Ølentusiaster vil vide, at det var til den udstilling, den store Tuborg-flaske blev skabt). Værket blev udgivet af den københavnske forlægger N. Malmgren, og indeholder artikler og illustrationer af mere end hundrede danske virksomheder, hvoraf alene ti er bryggerier. Serien fortsætter i de følgende numre af ØLentusiasteN og redigeres af Michael Bach, der er bibliotekar og bor på Frederiksberg.

Trykt i ØlentusiasteN juli 2007

Danmarks ældste bryggeri - Kongens Bryghus

Det ældste af de nu eksisterende hvidtølsbryggerier i Danmark er Kongens Bryghus. Dets oprindelse kan rimeligvis føres tilbage til omtrent år 1540, da kong Christian 3. anlagde et "gose"-bryggeri ved Vandkunsten, hvor der bryggedes "gose"-øl eller "gås", men det var udelukkende anlagt på at levere øl til den kongelige hofholdning. Gåsegade minder ved sit navn den dag i dag om dette bryggeri. På dette sted kan Kongens Bryghus imidlertid ikke længe have været beliggende, idet der under kong Frederik 2. fortælles, at borgerne under allehånde påskud gjorde sig ærinder ind på slottet – blandt andet for at købe mask og klid – og at kongen, ked af dette overhæng, år 1578 påbød, at alt overskuddet af mask og klid for fremtiden skulle føres ud i byen og sælges. Man må heraf slutte, at bryggeriet allerede dengang var flyttet op i slottets umiddelbare nærhed.
Rimeligvis er det dette bryggeri, som i 1603 blev ødelagt ved en ildsvåde og som kong Christian 4. derpå genopførte i nær forbindelse med arsenalet på den anden eller østre side af Kalvebod (Frederiksholms) Kanal mod enden af samme ved siden af vedhaven, hvor en af bygningerne endnu findes og anvendes af Tøjhuset til magasin. Bryggeriet toges i brug 1607 og skulle specielt forsyne den kongelige hofholdning og flåden med øl. Det blev formodentlig fra begyndelsen drevet for hoffets regning, men i 1687 ses det dog at være bortforpagtet til en privat mand, Peter Klaumann. Senere (1739) blev brugen af Kongens Bryghus overdraget til bryggerlauget mod en årlig forpagtningsafgift og forpligtelse til at besørge "den kongelige Hof-Brøgning, item forsyne Citadellet og ellers alt, hvis forhen har lagt til Vort Brøg-Huus".
Efter at bryggeriet imidlertid den 7. maj 1767 var blevet ødelagt ved en ildebrand, anlagdes det ikke på ny på det gamle sted, men på den anden side af Frederiksholms Kanal, hvor staten skænkede og tilskødede bryggerlauget "den Plads, hvor hidindtil det færøeske Pakhus havde staaet, beliggende imellem Blaataarn, Landetatens Materialgaard og Søen, dog at 10 Alen deraf skulde afgaa til en Gade imellem denne Plads og Materialgaarden" – den nuværende Bryghusgade – imod at bryggerlauget forpligtedes til "paa denne Plads og stedse at vedligeholde et Bryggerhuus og Maltgjøreri, og det saa forsvarligt, at Lauget alle Tider kunde være i Stand til at skaffe og levere alt det øl og alle de Sorter, som til det Kongelige Huuses Hofholdninger, Flaaden og alle andre, efter deres med Søetaten oprettede Contracter, maatte æskes og behøves". I 1768 påbegyndtes efter tegninger og overslag af hofbygningsinspektør J.C. Conradi opførelsen, som fuldførtes i 1771, og umiddelbart efter, den 25. januar 1771, besøgte kong Christian 7. og dronning Caroline Mathilde "det nye kongelige Bryggerhuus", som blev dem forevist af direktionen for bryggerlauget.
Da bryggerlauget i slutningen af 1805 blev ophævet, blev såvel "Kongens Bryghus med Fadeværk, som Laugshuset på det østre Hjørne af Klosterstræde og Skindergade og de Lauget i Arvefæste af Staten overladte Jorder" (Bryggervangen) forbeholdt laugsinteressenterne "som deres private in communione havende Ejendomme", og der blev til laugets 90 interessenter udstedt aktiebreve, lydende på 1/90-del, som i tidens løb er gået over i de nuværende ejeres besiddelse.
Bryggervangen blev imidlertid kort efter, den 5. maj 1807, solgt ved auktion, ligesom laugshusets grund, efter at dette under bombardementet i 1807 var afbrændt, også gik over på andre hænder. Fra 1810 til 1815 ejede bryghuset bryggergården i Magstræde 34. Købet af denne var blevet nødvendigt for at muliggøre den stedse stigende maltproduktion, ligesom bryghuset også af samme grund (1825) købte bryggergården i Filosofgangen 256, hvilken det dog atter efter udvidelse af bryghusets egne maltlokaler afhændede 1834.
Indtil 1827 vedblev bryghuset at have øllager i "det gamle Bryghus" ved Tøjhuset, men måtte da give afkald på lokalerne, som udlejedes til et interessentskab, der ville anlægge en dampmølle, bageri, slagteri m.m. Dette havde til følge, at man for at skaffe det fornødne lagerrum på bryg huset, måtte opføre en hestestald ud mod Bryghusgade.
I 1865 fik bryghuset en arealforøgelse af omtrent 2.000 kvadratalen, som erstatning for det ved anlægget af Christiansgade forårsagede tab af bolværkspladsen ud mod havnen, og denne forøgelse fik, i modsætning til de tidligere ved købet af bryggergårdene, blivende varighed.
Som et tegn på den interesse kong Frederik 6. nærede for bryghuset, kan vi på dette sted ikke afholde os fra at omtale, at da Hans Majestæt i marts 1832 personlig havde overværet grynmøllens brand, pålægger han i en kongelig skrivelse "vort kongelige Bryghus" at anbringe lemme af jern i stedet for af træ i gavlen ud mod grynmøllen.
At et fabriksanlæg af en sådan ælde selvfølgelig i tidernes løb har været underkastet en mængde forandringer, stadig gående ud på, så vidt pladsen tillod det, at følge med på alle forbedringer, der fremkom på dette område, følger af sig selv, men her at følge disse forandringer skridt for skridt, ville, hvor interessant det end kunne være, føre os for langt, og vi skal derfor indskrænke os til at omtale, at bryghuset ved den sidste forandring i 1880, hvorved hele den egentlige bryggeribygning blev fuldstændig ombygget, har opnået at få et til alle nutidens fordringer svarende bryggeri, som foruden de almindelige tre sorter hvidtøl, endvidere fabrikerer bittert og sødt dobbeltøl, bitterøl, vestindisk øl, kahytsøl og skibsøl, af hvilke ølsorter der årlig fabrikeres ca. 40.000 tønder.
I forbindelse med hvidtølsfabrikationen blev det i 1873 besluttet også at begynde tilvirkning af maltekstrakt og det har vist sig, at bestyrelsen dengang havde den rigtige forståelse af de forhåndenværende krav, idet den for denne fabrikationsgrens vedkommende i de nu forløbne 14 år har kunnet glæde sig ved en stadig fremgang og særdeles rosende anerkendelse såvel fra lægestandens som fra det store publikums side.
Ligesom vi begyndte med at sige, at bryghuset var det ældste hvidtølsbryggeri, kunne vi næsten til slutning fristes til at påstå, at det også er det ældste bayerskøl-bryggeri. I det mindste blev der i 1838 indforskrevet en brygmester fra Bayern, som bryggede nogle bryg, men da det viste sig, at pladsen, man havde at råde over, var for lille til derpå at skaffe det nødvendige lagerrum, opgav man det igen. Af samme grund var det også, at bryghuset, da der i 1858 og 1861 rettedes kraftige opfordringer til det om at optage bayerskøl-fabrikationen ikke mente at kunne indlade sig derpå. Men efterhånden som så at sige alle hvidtølsbryggerierne lagde sig efter at brygge bayerskøl og efter at hele udviklingen af fabrikationen havde medført, at der dertil udfordredes mindre plads end forhen, bestemte man sig, til dels tvunget af omstændighederne, til at udvide fabrikationen til også at omfatte bayersk lagerøl og eksportøl, hvortil der i 1881-82 opførtes en lagerbygning, som er beregnet på en årlig produktion af 10.000 tønder.

TEKSBOKS
I dag ved vi, at Kongens Bryghus allerede eksisterede i 1443, altså på Christian 1.s tid. I 1891 blev bryghuset overtaget af De forenede Bryggerier, som i 1923 flyttede produktionen til en anden af koncernens bryggerier, nemlig Kroneølbryggeriet på Vodroffsvej på Frederiksberg. Under det gamle navn Kongens Bryghus fortsatte brygningen her de næste 45 år.
Det afbildede bryghus mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade nedbrændte i 1960, og siden er der ikke blevet opført nye bygninger på grunden. På den anden side af Frederiksholms Kanal – altså på Slotsholmen – står endnu det såkaldte Kongens Bryghus, der blev genopført kort efter branden i 1767. Trods navnet har denne bygning aldrig rummet noget bryggeri men kun det omtalte øllager (indtil 1827). Den kolossale bygning – med Københavns højeste tagkonstruktion – rummer i dag Tøjhusmuseets magasiner.

TEKSTBOKS
Artiklen og billedet af Kongens Bryghus stammer fra tobindsværket "Danmarks Industrielle Etablissementer", der udkom i årene 1886-90, altså før, under og efter Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, der blev afholdt i København i 1888. (Ølentusiaster vil vide, at det var til den udstilling, den store Tuborg-flaske blev skabt). Værket blev udgivet af den københavnske forlægger N. Malmgren, og indeholder artikler og illustrationer af mere end hundrede danske virksomheder, hvoraf alene ti er bryggerier. Serien fortsætter i de følgende numre af ØLentusiasteN og redigeres af Michael Bach, der er bibliotekar og bor på Frederiksberg.

Trykt i ØlentusiasteN juli 2007

Genealogisk Samling på Frederiksberg Bibliotek

Frederiksberg Bibliotek har siden 30’erne opbygget en af landets største samlinger af slægtsbøger, den såkaldte Genealogiske Samling. Samlingen udbygges år for år ved køb af nye slægtsbøger, og den benyttes af mange slægtsforskere og personalhistorikere fra ind- og udland.
Lederen af Frederiksbergs kommunale biblioteksvæsen, dr. Georg Krogh-Jensen deltog i 1933 i et nordisk biblioteksmøde i Oslo, og besøgte ved den lejlighed byens nye hovedbibliotek, det store Deichmanske Bibliotek.¹ Krogh-Jensen hæftede sig bl.a. ved bibliotekets samling af slægtsbøger, og besluttede sig for, at en lignende samling skulle hans hovedbibliotek på Frederiksberg også have. Slægtsbøgerne kunne passende supplere den samling af biografiske værker, som man allerede var godt i gang med at bygge op.² Hjemvendt fra Oslo tog Krogh-Jensen derfor straks fat på et stort og målrettet indkøb af danske slægtsbøger.

Samlingen grundlægges og udbygges
Bibliotekarer på Frederiksberg Biblioteks læsesal lavede i 1936 en fuldstændig udskrift af alle kendte titler på danske slægtsbøger, de kunne finde i Dansk Bogfortegnelse og i Dansk Historisk Bibliografi, suppleret med de årlige fortegnelser over ny dansk slægtslitteratur, som Personalhistorisk Tidsskrift havde bragt i et par årtier.³ Resultatet var mange hundrede kartotekskort, der i de følgende år blev grundlaget for indkøb hos boghandlere og antikvariater, forlæggere og forfattere.⁴ I en gammel regnskabsbog fra 30’erne kan man således i dag se, at dr. Krogh-Jensen i 1934 og 1935 købte Hauch-Fausbølls Haandbog over den ikke naturaliserede Adel og Slægten Dinesen gennem 300 Aar samt Vilh. H. Finsens Slægtsbog med Portrætter for Familien Finsen for i alt 27 kr. – i øvrigt ikke ganske billigt efter datidens målestok.⁵ År for år kan indkøbene af slægtsbøger følges i læsesalens årsberetninger. En tilsvarende indsamling af ældre dansk genealogi vil nok i dag være temmelig håbløs. Mange af bøgerne udkom – og udkommer – kun i beskedne oplag.
Dansk Historisk Bibliografi medtager også litteratur fra bl.a. Norge og Slesvig-Holsten. Derfor købte biblioteket også slægtsbøger fra disse landområder, når der blot var en naturlig slægtsforbindelse til Danmark. Samlingen af slægtsbøger fra Norge og hertugdømmerne er dog ikke stor, og den har halvfjerds år senere en lidt tilfældig karakter over sig.
I 1938 var man nået op på 327 slægtsbøger, der under betegnelsen Genealogisk Samling blev udskilt fra læsesalens almindelige håndbogssamling.⁶ Tilvæksten i årene før og under besættelsen var meget stor. Således bestod samlingen i 1944 af 1.242 bøger. På det tidspunkt var de fleste kendte slægtsbøger i hus, og biblioteket besluttede sig for at udgive et katalog over samlingen. Det udkom samme år og rummede lidt over 1.000 slægtsbøger m.m. I 1951 udkom et tillægsbind, der forøgede antallet med yderligere 6-700 slægtsbøger m.m.⁷ Bag med mere skjuler sig det faktum, at katalogerne ikke indskrænkede sig til kun at registrere egentlige slægtsbøger, men også medtog slægtshistoriske artikler i tidsskrifter og stamtavler i samlingsværker. I begyndelsen af 1940’erne registrerede bibliotekarer de slægtshistoriske artikler i bl.a. Personalhistorisk Tidsskrift og Norsk Slektshistorisk Tidsskrift samt de amtshistoriske årbøger. Undersøgelsen omfattede også stamtavler i samlingsværker, f.eks. Danmarks Adels Aarbog, Lengnicks Genealogier, Giessings og Treschows Jubel-Lærere og Elvius’ Patriciske Slægter.⁸ Inden tillægsbindet udkom i 1951 havde bibliotekarerne tilmed udstrakt deres undersøgelser til også at omfatte de ”skjulte” stamtavler i biografiske og topografiske værker, som biblioteket var i besiddelse af.⁹
I besættelsesårene begyndte mange danskere at interessere sig for deres slægts historie. Befolkningen mødte indskrænkninger alle vegne, men arkiverne og bibliotekerne stod heldigvis klar i de mørke år. Som et beskedent bidrag til dansk genealogis historie kan det her kort meddeles, at benyttelsen af Genealogisk Samling, der i de første besættelsesår lå på omkring 700 årlige ekspeditioner, i 1944 og 1945 steg til næsten det dobbelte, for derefter igen at dale til de sædvanlige 700 ekspeditioner, da der var blevet fred.¹⁰ Det var et stort arbejde, læsesalens bibliotekarer foretog i årene 1936-51, men det var umagen værd. Katalogerne solgte godt – der er ikke flere tilbage – og interessen for Genealogisk Samling var for alvor vakt.
I de forløbne halvtreds år har der fra tid til anden været planer om at udgive nye kataloger, men det er aldrig blevet til noget, og i disse elektroniske tider, hvor bibliotekets bøger let kan findes frem via internettet, er der ikke længere planer om at udgive kataloger i trykt form. De gamle kataloger har således i dag kun praktisk betydning i forhold til Møllers kasser som omtales nedenfor. Ellers må de betragtes som forældede, da katalogerne kun rummer en beskeden femtedel af den nuværende samling.
Genealogisk Samling rummer i dag over 7.300 bøger – heraf godt og vel 4.200 egentlige slægtsbøger. Derudover biografiske opslagsværker, lange rækker af genealogiske tidsskrifter osv. Hertil kommer mange tusinde registreringer af artikler i årbøger, tidsskrifter m.m.
Fra slutningen af 40’erne blev der udgivet slægtsbøger fra kommercielle bureauer i Jylland (f.eks. Nordisk Slægtsforskning og Dansk Slægtsforskning). Desværre måtte biblioteket i en periode i 70’erne opgive at købe de fleste af disse slægtsbøger, der var meget dyre, og man valgte af bitter nød at frasortere de slægter, hvis navne ender på -sen – og det gjorde den altovervejende del! Det er lykkedes at erhverve ganske få af disse slægtsbøger siden, men hovedparten mangler stadig. De kan dog som regel skaffes fra andre biblioteker.¹¹
Udviklingen er i lidt over et tiår gået i retning af flere privattrykte slægtsbøger. Teknologien har givet alle slægtsforskere med en pc nye og billige muligheder for at få slægtsbøger udgivet. Så nu går turen ikke længere til bogtrykkeren, men til printeren på hjørnet af skrivebordet! Her omkring årtusindskiftet er det efterhånden et særsyn at se en slægtsbog, der er blevet ”rigtig trykt” på bogtrykkeri, men det er i øvrigt også en underordnet sag, da biblioteket køber alle de slægtsbøger, det bliver gjort opmærksom på. Det hænder også, at slægtsforskere afleverer deres bøger gratis til biblioteket.
Frederiksberg Bibliotek har siden 1987 leveret et ikke uvæsentligt bidrag til de årlige fortegnelser over nye slægtsbøger, som er blevet trykt i Hvem Forsker Hvad (næsten) hvert år siden.

Benyttelsen af Genealogisk Samling
I de senere år er Genealogisk Samling forøget med ca. 25-30 titler om året. Dette tal dækker imidlertid ikke den samlede produktion af slægtsbøger, for selvom ingen kender det samlede antal danske slægtsbøger, er det bibliotekets klare fornemmelse, at især mange privattrykte slægtsbøger slet ikke bliver kendt uden for de snævre familiekredse. I bedste fald modtager bibliotekerne slægtsbøgerne flere år efter udgivelsen, men det er kun toppen af isbjerget. En lille fjerdedel af de 83 nye danske slægtsbøger, der indgik i de danske bibliotekers bogbestand i 2002 og 2003, er udgivet før 2002.¹² Bøger, der trykkes på bogtrykkerier, bliver pligtafleveret til Det Kongelige Bibliotek i København og Statsbiblioteket i Århus et par gange om året (det står i hvert fald i loven), og herfra finder bøgerne deres naturlige plads i den danske nationalbibliografi, der er tilgængelig for alle på internettet (www.bibliotek.dk). Disse nationalbibliografiske titler fanger Frederiksberg Bibliotek let uge efter uge, hvorefter de indkøbes til Genealogisk Samling.
Når en slægtsforsker henvender sig på Frederiksberg Bibliotek og ønsker at læse en bestemt slægtsbog, vil resultatet af lånerens og bibliotekarens anstrengelser være et af følgende:
1. Bibliotekaren finder let den ønskede titel i databasen, og låneren får med det samme udleveret slægtsbogen til brug på læsesalen.
2. Biblioteket ejer ikke slægtsbogen, men finder let et andet bibliotek, der ejer den. Herfra kan slægtsbogen bestilles hjem til låneren – med mindre låneren selv ønsker at henvende sig personligt til det pågældende bibliotek.
3. Bibliotekaren finder slet ikke bogen. Låneren vil så i reglen blive henvist til et af Statens Arkiver (Rigsarkivet og landsarkiverne) eller lokalarkiverne, der erfaringsmæssigt også har mange slægtsbøger stående, især fra deres virkeområder. Men hvor folke- og forskningsbibliotekerne har forenet sig om én fælles database (www.bibliotek.dk), så kigger man i denne base langt efter slægtsbøgerne i Statens Arkiver og de ikke-biblioteksdrevne lokalarkiver. Slægtsforskerne må altså selv henvende sig til disse arkiver og søge yderligere oplysninger dér.
Det er altid en god idé at notere sig forfatter- og titeloplysninger så præcist som muligt. Som regel vil disse oplysninger være tilstrækkelige, men gør det også til en god regel at notere navnet på det bibliotek eller arkiv, hvor slægtsbogen blev fundet. Det kan siden vise sig at være en meget nyttig oplysning – for en selv, for andre slægtsforskere – og for bibliotekarer og arkivarer!

Fra kortkartotek til elektronisk kartotek
Frederiksberg Bibliotek vedligeholdt indtil 1991 et kortkartotek over bøgerne i Genealogisk Samling. På det tidspunkt forlod biblioteket dog de gamle kartoteker og har siden registreret alle bøger i en database, der i nogle år har været tilgængelig via internettet (www.fkb.dk).
I databasen findes ikke alene slægtsbøgerne i Genealogisk Samling, men også de ovennævnte henvisninger til slægtshistoriske artikler i Personalhistorisk Tidsskrift, de amtshistoriske årbøger og stamtavlesamlingerne. Den omfattende og tidskrævende registrering af artikler ophørte imidlertid med udgangen af 1991. Ressourcerne har ikke tilladt en genoptagelse af dette arbejde, men til gengæld kan slægtshistoriske artikler let findes i Artikelbasen (adgang via www.bibliotek.dk). Det er dog værd at bemærke sig, at slægtshistoriske artikler efterhånden kun publiceres i Personalhistorisk Tidsskrift. De amtshistoriske årbøger bringer kun undtagelsesvis stam- og anetavler – om overhovedet.
På Frederiksberg Biblioteks hjemmeside (www.fkb.dk) findes en vejledning i, hvordan søgninger efter slægtsbøgerne bedst gribes an. Biblioteket arbejder løbende på at gøre søgemulighederne så lette og overskuelige som mulige.

 

Hvad kan man finde i Genealogisk Samling?
En kæde er som bekendt ikke stærkere end det svageste led – og sådan forholder det sig også med slægtsbøgerne i Genealogisk Samling. Hvis slægtsforskeren har en forventning om at kunne søge på alle de (slægts)navne, der forekommer i en slægtsbog, vil han eller hun blive skuffet ved mødet med bibliotekets database.
En ny slægtsbog i Genealogisk Samling sættes i gruppe 99.9 og får tilføjet to emneord. Det ene er slægtstavler, det andet er slægtsnavnet. Poul Bredo Grandjeans Stamtavle over Peder Jacobsen Deichmanns Efterkommere har altså kun fået knyttet to emneord på sig, nemlig slægtstavler og Deichmann – intet andet.¹³ Imidlertid vil enhver slægtsforsker vide, at der i en hvilken som helst slægtsbog – stor eller lille – vil forekomme et væld af slægtsnavne. En kvindelig Deichmann gifter sig således på side 32 med en von Spreckelsen, hvorefter læseren på de følgende seks sider kan følge denne slægt indtil han eller hun igen på side 38 støder på en Deichmann. Men von Spreckelsen og hans svogre og svigerinder tilgodeses ikke ved tildelingen af emneord – det gør alene Deichmann! Det er et stort problem, for derved bliver mange gode oplysninger ikke åbenbaret for slægtsforskerne. Medlemmer af slægterne Deichmann og von Spreckelsen kan jo på lignende vis optræde i alle andre tænkelige slægtsbøger.
Det ville være en stor hjælp for slægtsforskerne (og bibliotekarerne med!), hvis alle personnavne i en slægtsbog var søgbare i databasen. Basen kan sikkert uden problemer håndtere denne mængde af navne, men med en samling på flere tusinde slægtsbøger med hver især hundredvis af slægtsnavne i sig vil antallet af indtastede navne let runde millionen – og dertil er bibliotekernes ressourcer ikke. Skal en sådan opgave løses, må det sikkert blive ad frivillighedens vej.

Møllers kasser
De såkaldte Møllers kasser, som tidligere har været beskrevet af Villads Villadsen i dette tidsskrift,¹⁴ kan til en vis grad råde bod på de skjulte von Spreckelsen’er. Kasserne – eller rettere deres indhold, der består af intet mindre end 36.000 sedler – blev skabt i årene 1965-73 af bibliotekar John Møller.
Der er tolv fiberkasser i Møllers samling. De fire af kasserne indeholder sedler på ”skjulte” slægter, der optræder med mindst tre generationer i en slægtsbog. De andre otte kasser registrerer på tilsvarende vis ”skjulte” slægter, der optræder med mindst to generationer. Enhver søgning på et slægtsnavn kræver altså opslag i mindst to kasser. For hvert slægtsnavn er der en henvisning til Katalog over Genealogisk Samling fra 1944 (se ovenfor). Her kommer det gamle katalog altså til ære og værdighed, for bag hvert løbenummer i kataloget gemmer der sig en titel på en slægtsbog. Slægtsbogen skal derpå slås op i databasen, hvorefter den kan tages frem til låneren. Fremgangsmåden er lidt besværlig og fordrer en vis tålmodighed. Anstrengelserne kan dog meget let vise sig at være umagen værd og føre et godt resultat med sig: den helt uventede oplysning, man slet ikke regnede med at finde!
Det skal for en god ordens skyld nævnes, at John Møller alene har koncentreret sig om de slægtsbøger, der er medtaget i kataloget fra 1944. Men det er under alle omstændigheder en meget stor bedrift! Ingen har siden 1973 forsøgt at gøre Møller kunsten efter!

Samlingerne
I de følgende afsnit skal jeg prøve at give forskellige eksempler på, hvad man kan finde i Genealogisk Samling, der rummer andet og mere end blot slægtsbøger. Men lad mig alligevel starte med slægtsbøgerne:

Slægtsbøger over enkelte slægter
Grundkernen i samlingen er og bliver slægtsbøgerne. Efter folkebibliotekernes decimalklassesystem (DK5) er disse placeret i grupperne 99.9 og 99.94. Grænsen mellem de to grupper kan synes lidt flydende. Gruppe 99.9 rummer det, slægtsforskere almindeligvis forstår ved slægtsbøger: bøger, hvor slægtens medlemmer – både aner og efterkommere – er anbragt i en velkendt systematisk orden. Gruppe 99.94 kaldes ”slægtshistorie” og her finder man de slægtsbøger, hvor slægtens medlemmer nok er behandlet, men nu ikke længere i en strengt systematisk opstilling. Bøgerne vil ofte koncentrere sig om nogle få medlemmer af eller generationer i en slægt, og læseren vil ofte skulle sidde og udlede navne og data fra lange kapitler. Nogle af bøgerne indeholder heldigvis oversigtstavler – måske tilmed navneregistre. Samlingen er ikke stor – den udgør højest et par procent af den totale mængde slægtsbøger. Mange slægtsforskere kender Bo Bramsens Huset Glücksborg (1975) – den er et godt eksempel på en bog i gruppe 99.94 – og den rummer også gode oversigtstavler og registre!
Til samlingen hører også en del slægtsbøger fra de kommercielle bureauer i Jylland. Titlerne på disse bøger er som regel bygget over en fast model, f.eks. denne: Slægtsbog for efterkommere efter Hans Rasmussen Skafte, født 1800, gårdejer i Avnede sogn. I sådanne tilfælde kan en søgning på et sognenavn let føre gode resultater med sig. Som regel vil det ofte være bedre at søge på sognenavne end på slægtsnavne, der ender på -sen. Der er nemlig temmelig mange slægtsbøger opstillet under Hansen, Jensen og Nielsen!

Samlinger af stamtavler
Mange slægtsforskere vil være fortrolige med de store og kendte samlinger af stamtavler. Til den gruppe regnes f.eks. Th. Hauch-Fausbølls Slægthaandbogen (1900) og Patriciske Slægter (1891-1930) samt Paul Nedergaards 100 danske præsteslægter (1954). Slægtsbøger, der omhandler mindst to slægter, sættes i gruppe 99.8. Ellers minder de om slægtsbøgerne i gruppe 99.9 – den systematiske opstilling af personerne går igen her. Selvom Slægthaandbogen indeholder hundredvis af slægter, vil de alle være søgbare i databasen. Gruppe 99.8 udgør få procent af det samlede antal slægtsbøger, men de dukker som regel frem ved de fleste søgninger i databasen, og bliver derfor tit taget frem fra samlingen.
Til gruppe 99.8 hører også adelsårbøgerne, og biblioteket abonnerer på Danmarks Adels Aarbog og tilsvarende svenske og tyske. Den danske adelsårbog udkommer – trods det sidste ord i titlen – nu kun hvert tredje år. De tyske kommer der til gengæld stadig mange af, og det er med tungen lige i munden, bibliotekarerne ekspederer i tyske fyrster, grever, baroner, og adelige!¹⁵ De gamle, tyske Gotha-håndbøger, der udkom fra engang i 1700-tallet og indtil Det Tredje Rige brød sammen i 1945, findes der også mange af, men samlingen er ikke komplet.¹⁶

Biografiske opslagsværker, herunder staterne
Genealogisk Samling rummer også en meget omfattende samling af biografiske opslagsværker, bl.a. de store nationalbiografier (f.eks. Dansk Biografisk Leksikon og Kraks Blå Bog) og et utal af mere specifikke værker, der registrerer personer med samme uddannelse, fag eller arbejdssted. Det er de såkaldte stater, jeg her skal tale om – kendte er bl.a. Den Danske Lægestand og Teologisk Stat.
Staterne er et uomgængeligt kildemateriale for slægts- og personalhistorikere, og har derfor i halvfjerds år været en helt naturlig del af Genealogisk Samling. Staterne blev dog ikke medtaget i bibliotekets kataloger fra 1944 og 1951 – de kunne nemt have fyldt siderne i et separat bind, men et sådant er aldrig udgivet. Den slægtsforsker eller personalhistoriker, der vil vide god besked om staterne inden for en bestemt faggruppe, kan med stor fordel benytte sig af Bibliografi over danske stater 1913-1981.¹⁷ Bibliografien dækker en lang årrække, og er derfor meget repræsentativ. For perioden før 1912 må Dansk Historisk Bibliografi benyttes. Vær opmærksom på, at mange af de klassiske stater, der endnu anvendes, faktisk er over hundrede år gamle i dag.
Staterne koncentrerer sig i stort omfang om personer med en videregående uddannelse bag sig. Fra ældre tid vil disse stater således kun rumme navnene på en begrænset del af den danske befolkning. Stater for håndværkere forekommer, men deres indhold er som regel mere tilfældige, i hvert fald sjældent fuldstændige. Der udkom navnlig før besættelsen en del kommercielle stater for håndværkere og lavere funktionærer (f.eks. Dansk Haandværker-Stat (1932) og Dansk Skole-Stat (1933-34)), men det er værd at bemærke, at de kun tegner et øjebliksbillede. I Dansk Politistat (1933-34) finder man således kun navnene på de ansatte i politietaten anno 1933; politifolk, der på det tidspunkt havde forladt tjenesten eller var døde, kigger man derimod forgæves efter. Men den slægtsforsker, der er heldig at finde Onkel Sofus i dette eller tilsvarende værker, vil hurtigt få mange gode oplysninger på hånden. Staterne kan bestemt ikke undværes!
Der udkommer ikke så mange stater mere. Gang på gang må man konstatere, at en række af stater ophører omkring 1970. Mange slægtsforskere beklager f.eks., at der ikke findes en nyere Magister-stat end den fra 1967. Der er mange grunde til denne mangel på stater. At de er dyre at fremstille er en ting, men mon ikke også en dalende standsbevidsthed i årene efter det turbulente år 1968 spiller ind her? I en høring blandt staternes udgivere, som Samfundet foretog for nogle år siden, kom det tydeligt frem, at udgivelsen af en række stater var stillet i bero eller helt opgivet, fordi mange simpelthen nægtede at give personlige oplysninger til udgiverne. Endelig må den frie og lige adgang til læreanstalterne i de sidste 3-4 årtier naturligvis også få den konsekvens, at en hvilken som helst stat vil sprænge alle rammer. Hvor mange bind vil der således ikke gå til en ny Magister-stat? Den seneste udgave af Den danske Lægestand medtager ikke færre end 24.175 medicinere!
For præster, jurister og læger udkommer der stadig stater med kortere eller længere mellemrum – men dermed er næsten alt sagt. De senere år har dog også bragt os et nyt kunstnerleksikon (Weilbach, 1994-2000), et kvindeleksikon (Dansk kvindebiografisk leksikon, 2000-01) – og selvfølgelig Kraks Blå Bog, der udkommer trofast hvert år i maj med stadig flere kendte danskere i.
Frederiksberg Biblioteks samling af stater, der i et vist omfang også omfatter værker fra Norge, hertugdømmerne, bilandene og kolonierne, kan slås op i vores database, men for den mindre øvede bruger er de ikke lette at få ordentlig hold på. Stater placeres i gruppe 99.3, men gruppen er igen inddelt efter de enkelte fag. Stater for arkivarer og bibliotekarer skal således søges i gruppe 99.302, for i gruppe 02 sætter man bøger om arkiv- og biblioteksvæsenet. Stater for læger, apotekere og jordemødre skal søges i gruppe 99.361, for i gruppe 61 sætter man lægevidenskaben. Søger man på 99.3? og kombinerer med en erhvervsbetegnelse (f.eks. læger), kan man som regel få mange gode henvisninger til staterne.

Kirkebøger, folketællinger m.m.
Biblioteket køber også transskriberede og trykte udgaver af danske kirkebøger og folketællinger, udarbejdet af flittige slægtsforskere og lokalhistorikere. Samlingen, der kun består af et meget begrænset antal titler, kan naturligvis på ingen måde siges at være dækkende for landets mere end 2.000 sogne, men er man heldig at have forfædre i et af de repræsenterede sogne, kan megen tid spares på arkiverne – ikke mindst fordi bøgerne ofte er forsynede med navneregistre. Disse bøger skal søges i gruppe 99.261, 99.263 og 99.264.
Dansk Demografisk Database (ddd.dda.dk) har lettet slægtsforskernes arbejde med de gamle danske folketællinger, og der vil vel næppe blive udgivet flere folketællinger i trykt form.
Biblioteket har også en lille samling af kirkebøger og folketællinger på mikrofilm og mikrokort, men udelukkende fra de gamle kirkesogne i hovedstadsområdet (København og Frederiksberg kommuner samt Københavns Amt).
Nekrologier findes også i Genealogisk Samling. Det er værker, der registrerer dødsannoncer og nekrologer i danske dagblade, og som således kan lette timelange eftersøgninger i f.eks. tykke købstadskirkebøger – men forvent ikke at finde småkårsfolk her! En af de kendteste nekrologier er V. Richters 100 Aars Dødsfald 1791-1890,¹⁸ men der findes også andre tilsvarende danske og norske værker, der dækker forskellige kortere eller længere perioder fra midten af 1700-tallet og op til vor tid – nævnes må også de lister over danske dødsfald, der i mange år blev bragt i Personalhistorisk Tidsskrift.¹⁹
Heraldisk litteratur hører også naturligt til en samling af slægtsbøger, og man kan her finde mange smukke våbenafbildninger for både adelige og borgerlige familier.

Tidsskrifter
Biblioteket abonnerer på en lang række danske, nordiske og tyske tidsskrifter og årbøger. Fra Danmark drejer det sig om Personalhistorisk Tidsskrift (1880-), Slægt & Data (1987-), Slægten (1990-) og Slægt & Stavn (1981-) samt årbogen Hvem Forsker Hvad (1969-). Desuden også en række for længst ophørte tidsskrifter, hvoraf bør nævnes Genealogisk og biographisk Archiv (1840-49) og Arkiv for Genealogi og Heraldik (1908-19).
Fra Norge modtager biblioteket Norsk Slektshistorisk Tidsskrift (1927-) og Genealogen (1992-). Fra Sverige kommer Släkt og hävd (1960-) og Skåne Genealogen (1997-). Fra Tyskland kommer Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte (1870-), Genealogi. Deutsche Zeitschrift für Familienkunde (1962-) og Familienkundliches Jahrbuch Schleswig-Holstein (1970-). Årstallene markerer i alle tilfælde det tidspunkt, fra hvilket biblioteket er begyndt at abonnere på tidsskrifterne.

Bibliografier
Genealogisk Samling indeholder også de relevante danske og udenlandske bibliografier og bibliotekskataloger over slægtslitteratur. I det daglige arbejde benyttes de kun meget sjældent – slægtsbøgerne finder som regel let i inden- og udenlandske databaser. Da der dog stadig spores en vis interesse for disse bibliografier og kataloger, skal de vigtigste af dem nævnes her:
Slægtsbøger udgivet før 1948 kan lettest findes i de nævnte kataloger over Genealogisk Samling (fra 1944 og 1951; se note 7) og ellers i Dansk Historisk Bibliografi. De følgende tre årtier dækkes af Hans H. Worsøes og Dorthe Gissels Fortegnelser over slægtslitteratur 1948-1972, hhv. 1973-1979.²⁰ De seneste par årtier dækkes af Ingvar Musaeus’ Litteraturfortegnelse 1980-85²¹ og Michael Bachs Danske slægtsbøger 1986-2001 (se note 11). Den sidste bibliografi suppleres (næsten) årligt i Hvem Forsker Hvad.
På tværs af de nævnte tidsperioder må Peter Kudsks 1760 slægtsbøger udgivet af kommercielle slægtsforskningsbureauer nævnes her – den dækker årene fra 1948 og frem. Mange af titlerne i Kudsks bibliografi har ikke tidligere været registreret i andre bibliografier.²² Fra Sønderjylland bør nævnes Olav Christensens Bibliografi over sønderjysk slægtstavlelitteratur (1959).²³

De sidste praktiske bemærkninger …
Frederiksberg Bibliotek på Falkoner Plads 3 (tidligere Solbjergvej 21) har gode åbningstider – i vinterhalvåret er der åbent alle ugens dage. Aktuelle åbningstider kan findes på bibliotekets hjemmeside (www.fkb.dk). Bøger fra Genealogisk Samling kan ikke hjemlånes – heller ikke til brug på andre biblioteker – men må alene benyttes på læsesalen. Der findes udstyr til læsning af og kopiering fra mikrofilm og mikrokort, og der er opstillet flere pc’er, hvor lånerne har gratis adgang til cd-rom’er og internet. Fotokopier og prints skal der dog betales for. Bibliotekarerne er altid klar til hjælp ved personlige, skriftlige eller telefoniske henvendelser, men kan ikke tilbyde at foretage egentlige genealogiske undersøgelser. Kopiering af slægtsbøger tilbydes kun i meget begrænset omfang (max. 20 sider) og kun mod betaling. Bor man langt fra hovedstaden, kan man bede sit lokale bibliotek skaffe slægtsbøger til låns, typisk fra Statsbiblioteket i Århus, men det kan forekomme, at slægtsbøger kun findes på Frederiksberg Bibliotek, og så må man rejse efter dem.

Litteratur om Genealogisk Samling:
Sven Houmøller: Læsesalens særsamlinger. I: Bibliotekaren 1955, s. 118-128.
Sven Houmøller: Genealogisk Samling. I: En biblioteksorganisation 1962, s. 85-91.
Villads Villadsen: Møllers kasser. I: Personalhistorisk Tidsskrift 1998, nr. 2, s. 248.

Noter:
1. G. Krogh-Jensen: Deichmanske Biblioteks nye Bygning paa Hammersborg. I: Bogens Verden 1933, s. 212-219. Artiklen handler dog ikke om bibliotekets samlinger, men kun om arkitektur og indretning.
2. Et katalog over de personalhistoriske bøger udkom allerede i 1935 (tillægsbind 1943).
3. B. Erichsen og Alfr. Krarup: Dansk Historisk Bibliografi. Systematisk Fortegnelse over Bidrag til Danmarks Historie til Udgangen af 1912. 2. udgave. Gad, 1929. Bind 3 – omfattende personalhistorien – er i denne sammenhæng det mest interessante. Personalhistorisk Tidsskrift bragte fortegnelser over nye slægtsbøger i årene 1912-52.
4. Læsesalens årsberetning 1936/37 (Frederiksberg Stadsarkiv).
5. Regnskabsbog 1934-35 (Frederiksberg Bibliotek, sekretariatets arkiv).
6. Biblioteksrådets forhandlingsprotokol 1936-51. Referat fra mødet 25.3.1938 (Frederiksberg Stadsarkiv).
7. Frederiksberg Kommunebiblioteker (udg.): Katalog over Genealogisk Samling. 1944. 98 sider (løbenr. 1-1124). Samme: Katalog over Genealogisk Samling. Tillæg 1. april 1944 – 31. december 1950. 1951. 52 sider (løbenr. 1125-1815). Katalogerne er inddelt i følgende afsnit: Bibliografi. Arkivvæsen. Genealogi i almindelighed. Tidsskrifter. Samlinger af stamtavler. Stamtavler over enkelte slægter.
8. Danmarks Adels Aarbog. 1884ff. – J.C.L. Lengnick: Genealogier over adelige og borgerlige Familier. Scharling, 1851-64. 3 bind [findes også på mikrokort]. – Gerhard Treschow: Danske Jubel-Lærere. 1753 [genoptryk: Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1980]. – Christopher Giessing: Nye Samling af … Jubel-Lærere. 1779-1786. 3 bind [genoptryk: Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1980]. – Sofus Elvius, H.R. Hiort-Lorenzen og Th. Hauch-Fausbøll: Patriciske Slægter. Dansk Genealogisk Institut, 1891-1930. 5 bind.
9. Læsesalens årsberetninger 1940/41, 1943/44, 1944/45, 1949/50, 1950/51 (Frederiksberg Stadsarkiv).
10. Læsesalens årsberetninger 1941/42-1947/48 (Frederiksberg Stadsarkiv). Tallene ser således ud: 1941/42: 761 ekspeditioner. 1942/43: 569. 1943/44: 759. 1944/45: 1239. 1945/46: 1269. 1946/47: 795. Statistik over ekspeditioner førtes først fra 1941/42.
11. Se endvidere Peter Kudsk: 1760 slægtsbøger udgivet af kommercielle slægtsforskningsbureauer i Danmark efter 2. Verdenskrig. En oversigt. SLÆGTEN, 2000.
12. Michael Bach: Nye danske slægtsbøger 2002-03. I: Hvem Forsker Hvad 2004, s. 168-171.
13. Poul Bredo Grandjean: Stamtavle over Peder Jacobsen Deichmanns Efterkommere. 1905.
14. Villads Villadsen: Møllers kasser – et nyttigt hjælpemiddel til slægtsforskning. I: Personalhistorisk Tidsskrift 1998, nr. 2, s. 248.
15. Genealogisches Handbuch der adeligen Häuser, resp. ... der freiherrlichen Häuser, ... der gräflichen Häuser og ... der fürstlichen Häuser. Starke, 1952ff.
16. Gothaisches genealogisches Taschenbuch. Flere rækker, der alle slutter omkring 1940/45. Det Kongelige Bibliotek har også Gotha-håndbøger stående, men heller ikke her er samlingen komplet.
17. Lykke Andersen og Karen Borglykke: Bibliografi over danske ”stater” 1913-1981. Danmarks Biblioteksskole, 1985.
18. Vilhelm Richter: 100 Aars Dødsfald 1791-1890. 1901-05 [genoptryk: Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1976].
19. Personalhistorisk Tidsskrift bragte i årene 1882-1924 og 1945-74 fortegnelser over dødsfald i Danmark i årene 1881-1923 og 1944-72.
20. Hans H. Worsøe: Fortegnelse over slægtslitteratur 1948-1972. I: Personalhistorisk Tidsskrift 1974, s. 1-74, tillæg s. 185-189. Dorthe Gissel: Fortegnelse over slægtslitteratur 1973-1979. I: Personalhistorisk Tidsskrift 1982, s. 1-54.
21. Ingvar Musaeus: Litteraturfortegnelse 1980-85. Litteratur for slægtshistorisk interesserede : personalhistorie, lokalhistorie, arkivvæsen. SLÆGTEN, 1996.
22. Peter Kudsk: 1760 slægtsbøger udgivet af kommercielle slægtsforskningsbureauer i Danmark efter 2. Verdenskrig. En oversigt. SLÆGTEN, 2000.
23. Olav Christensen: Bibliografi over sønderjysk slægtstavlelitteratur. 2. udgave. Historisk Samfund for Sønderjylland, 1959.

Trykt i Personalhistorisk Tidsskrift 2004, nr. 2, s. 399-416. Der var tale om et stærkt udvidet særnummer, der udkom i forbindelse med tidsskriftets 125-års jubilæum. Jeg var dengang redaktør af Personalhistorisk Tidsskrift og bidrog selv med denne artikel. Mange år er gået, og Genealogisk Samling blev nedlagt i 2021 og bøgerne fordelt mellem Det Kongelige Bibliotek og Slægtsforskernes Bibliotek.

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.

Post til Silkeborg i 150 år

Da Generalpostdirek­tionen i vinteren 1844/45 planlagde en postrute ad den nyligt projekterede landevej fra Århus til Ringkøbing var det naturligt at lægge den ene af to postekspeditioner i Silkeborg. Michael Drews­en havde opført sin papirfa­brik i 1844 og en regerings­kommission var godt i gang med at forberede oprettel­sen af en handelsplads samme sted. Men først kom altså posthuset, der på mandag kan fejre sin 150-­årsdag, få måneder før byjubilæet.
Af en bevaret skrivelse fremgår nemlig, at der fra 1. maj 1845 blev etableret en ridende brevpost fra såvel Århus som Ringkøbing, der hver krydsede Jylland en gang om ugen. Langs ruten blev der oprettet to posthu­se, et i Silkeborg og et i Her­ning. I Silkeborg blev Drew­sens bogholder Andreas Wilhelm Collstrop ansat som postekspeditør, men hvor mærkeligt, det end ly­der besluttede han efter kun tre dage at fratræde sin nye stilling – måske har Drewsen alligevel haft me­re brug for hans arbejds­kraft.
Videre lukrativ var stil­lingen nu heller ikke: 30 rigsdaler om året plus 1 skilling for hvert brev, der blev ekspederet. Derfor havde de skiftende posteks­peditører altid et eller flere hverv ved siden af. I årene 1845‑82 var det således de skiftende godsforvaltere, der stod for postekspeditio­nen i Silkeborg, nemlig ‑ ef­ter Collstrops hurtige af­gang - Peder Beder (1845-­46), Frees Emil Hornemann (1846‑48) og Johan Henrik Bindesbøll (1848‑66).

Hovedgården som posthus
Posthuset blev fra starten indrettet på Hovedgården. Hvor Silkeborg Museum i dag har billetsalg lå ekspeditionslokalet, i værelserne til højre herfor lå et kontor og postekspeditørens priva­te lejlighed. Hovedgårdens østlige ende blev i årene 1850‑77 benyttet som kir­kesal.
Nu havde der selvfølgelig også før 1845 været behov for at fa bragt post til og fra Silkeborg. Før Drewsens ankomst i 1844 var der ikke mange indbyggere her, men både forvalteren på Mari­enlund (i dag Gl. Skovridergård) og skovrideren i Nåege var afhængige af en stabil postforbindelse. Det nærmeste posthus lå den­gang i Skanderborg og der­til havde man i flere år sendt et privat bud – i øvrigt en helt almindelig ordning i en tid, hvor postrutenettet ikke var så finmasket.
Silkeborgs postbud boede i ”Podehuset”, der lå om­trent hvor Drewsen i 1847 opførte sin pragtvilla. For sine ugentlige rideture til Skanderborg modtog buddet 12 rigsdaler samt 3 tønder rug og 3 tønder byg om året. Denne private postrute blev opretholdt til 1846, da man i stedet valgte – stadig på privat initiativ – at etablere en postrute til Århus med vogn. Sagen var at den kon­gelige ridende post hverken medtog pakker pga. væg­ten eller pengebreve pga. sikkerheden. Ruten blev lagt i hænderne på N.C. Schou, forpagter af Drews­ens gæstgiveri ”Hotel Silke­borg”, der for sin ulejlighed modtog 28 rigsdaler om året samt 2 skilling pr. brev og for pakkerne 1 skilling pr. pund.

Klager over postgangen
Allerhelst så beboerne i Sil­keborg dog at staten indsat­te en postdiligence på Århus‑Ringkøbing‑ruten. Det havde dog sine proble­mer. Den 25 km lange strækning mellem Silke­borg og Ikast var et morads og ganske umulig at befare med vogn. Treårskrigen havde sat en stopper for landevejsbyggeriet og først i 1851 kunne en diligencerute oprettes.
I de næste 20 år blev po­strutenettet yderligere ud­bygget og i 1868 var der så­ledes daglig postforbindelse mellem Århus og Ringkø­bing (en tur på 14 timer), tre ugentlige ture på Viborg‑Silkeborg‑Horsens‑ru­ten (10 timer) og tre ugent­lige ture fra Silkeborg til Skanderborg (4 timer). Nu var en by som Århus også kun en brik i landets vidt­forgrenede postrutenet. By­en stod således i forbindelse med vigtige byer som Aalborg og Hamburg fra landsiden og med Køben­havn fra vandsiden.
Svigtede postforbindelser på disse ruter betød det og­så forsinkelser længere in­de i landet. I maj 1852 gik det bl.a. ud over Michael Drewsen, der sendte en kla­ge til Bindesbøll på Hoved­gården: ”Den hertil den 3. ds. ankomne pakkepost medbragte ingen breve fra Kalundborg‑ruten, fordi dampskibet ved postens af­gang fra Århus kl. 5 om morgenen endnu ikke var ankommet. Ifølge efterret­ninger fra Århus ankom dampskibet mellem kl. 7 og 8 om morgenen, men breve­ne, som det medbragte, blev liggende i Århus til næste posts afgang og kom såle­des først hertil den 6. I den anledning må jeg tage mig den frihed at spørge, om postmesteren i Århus er be­rettiget til således at stoppe postgangen, og om han ikke er pligtig til, når pakkepo­sten ikke kan afvente dam­pskibets ankomst, at afsen­de brevene med stafet”.
Sagen gik helt til top i Generalpostdirektionen, der valgte at følge forslaget. Drewsen havde endnu en gang trumfet sin vilje gen­nem!

Utilfreds sognepræst
I Silkeborg blev der opret­tet et vognmandslaug som i de fleste andre byer. Post­væsenet havde kontrakt med nogle af disse private vognmænd, postkontrahen­ter blev de kaldt, som måtte sørge for at holde de fornød­ne kuske, heste og vogne.
At vognene ikke altid var i den bedste orden, vidner et brev fra en sognepræst på Holstebro‑egnen om: ”Da min kone søndag den 12. juni 1864 kl. 3 morgen rejste fra Silkeborg til Århus med diligencen, sprang døren to gange op i og tæt ved Silkeborg. Umid­delbart efter savnedes en sort ulden paraply og en grøn silkeparasol. Konduk­tøren, som var i diligencen, lovede, hvis det blev fundet, at lade det indsætte på posthuset i Århus”. Trods eftersøgninger i både Århus og Silkeborg var og blev pa­storindens ting borte.

Telegrafen til byen
I 1854 åbnedes landets første elektromagnetiske telegraflinje mellem Køben­havn og Hamburg. Da der efter få år blev ført en linje op langs Jyllands østkyst var den altid visionære Drewsen straks fremme med et forslag om at sætte Silkeborg i forbindelse med telegrafstationen i Århus – måske var han stadig lidt utilfreds med den almindelige postforbindelse. I som­meren 1857 fik kommunalbestyrelsen tilladelse til at etablere forbindelsen, der dog blev bekostet af et akti­eselskab med Drewsen i spidsen. I november samme år var arbejdet overstået og den 2. december kunne det første telegram afsendes fra posthuset på Hovedgården – det var en meddelelse om anlæggets fuldførelse.
Byens første telegrafbe­styrer var postekspeditør Bindesbøll, der samtidig ansatte en ung telegrafist. Som bestyrelsesformand og største bidragyder ville Mi­chael Drewsen gerne have lov til at gennemlæse alle telegrammer, men det mod­satte Bindesbøll sig natur­ligvis og han fik medhold af Generalpostdirektionen i København. Der var trods alt grænser for hvor langt bykongen kunne gå!
I 1871 overtog staten de fleste private telegraflinjer og herunder Silkeborgs. Fem år tidligere var bog­handler Carl Chr. Nielsen blevet telegrafbestyrer og stationen flyttet til hans bo­pæl på Torvet. Nielsen fortsatte som be­styrer til sin død i 1915. Tolv år senere blev de to etater Post‑ og Telegrafvæs­enet slået sammen og tele­grafstationen vendte tilba­ge til posthuset.

Sjov på posthuset
I Elfriede Fibigers erindrin­ger findes en skildring af en episode på posthuset i 1858. Drewsens søn Christian og doktor Jørgensen, to gode venner, var en nat mødt op på posthuset, da postdili­gencen ankom, for at åbne postsækkene og fingerere ved pakkerne. Denne uskik faldt naturligvis postfuldmægtig Dencker for bry­stet, men hans indsigelser blev besvaret med den unge Drewsens latter, mens lægen lige så stille for­svandt ud af døren. Da intet tydeligvis hjalp blev Chr. Drewsen i en rask hånde­vending smidt på porten, hvorefter han straks tog hjem til faderen og sladrede.
Næste dag troppede den ældre Drewsen, bred og mægtig, op på posthuset og forlangte en undskyldning. Men da Dencker forklarede ham sagens rette sammen­hæng tog Drewsen hatten af, undskyldte på sin søns vegne og gik. Med til histo­rien hører at sønnen på det tidspunkt var 24 år, gift og far til et barn, men åben­bart ikke for gammel til drengestreger!

Posthus på Hotel Dania
I sommeren 1866 døde po­stekspeditør Bindesbøll, kun 47 år gammel, men al­vorligt svækket af en ner­velidelse han havde pådra­get sig under de preussiske og østrigske soldaters be­sættelse af byen to år tidli­gere. En postekspedient fra de sjællandske jernbaner, Jens Chr. Fass, overtog derpå forretningerne i Silke­borg. Silkeborg Avis skrev at nu håbede alle, at den nye postekspeditør ville flytte posthuset op i byen, da Hovedgården ”til stor gene for publikum ligger i en ligefrem afkrog”.
At Fass så vitterligt flyt­tede posthuset til Hotel Da­nia på Torvet skyldtes alene den kendsgerning, at Bin­desbølls enke havde ret til at blive boende i embedsbo­ligen indtil maj 1867. Da hun var ude rykkede posthuset tilbage til Hoved­gården igen.
Fass var byens posteks­peditør de næste mange år indtil en stadig dårligere privatøkonomi satte en ke­delig stopper for hans liv i februar 1886. For at holde sine kreditorer fra døren havde han flere gange taget af kassen, men en dag var det blevet for meget. Et me­lankolsk sind og frygten for revisionen, der måtte kom­me før eller siden, drev ham til at hænge sig selv i et af Hovedgårdens udhuse. Re­visionen påviste kort efter et stort underskud i posthu­sets regnskaber, men Fass’ bo var insolvent og post­væsenets krav kunne ikke indfries.

Højere løn og flere opgaver
Kort efter tiltrådte Fr. Chr. Friis Petersen den ledige stilling, Efter en ny løn­ningslov blev han i 1889 postmester, hvilket betød højere løn, men også flere administrative opgaver. Friis Petersen fik også et større kontorpersonale og fra en ung postassistent, V. Hendil hed han, er bevaret en skildring af livet på post­huset i 1889:
”Postkontoret var i ho­vedbygningen til den gamle herregård. En gammeldags, men statelig hvid bygning med en stor, åben plads for­an. En bred stentrappe før­te ind til en lille forhal. Midtfor var den brede dob­beltdør ind til postkontoret, til højre indgangen til postmesterens privatlejlighed, til venstre en stor privatlej­lighed, hvor en læge (Silke­borg Bads første kurlæge Klee, red.) boede.

Fra havestue til postlokale
Postlokalet havde oprinde­lig været herremandens ha­vestue, højt til loftet og en bred dobbeltdør på begge si­der. Et ejendommeligt og ganske kønt postlokale altså, støvet var det i kroge­ne, og loftet var ikke hvid­tet fornylig, men sikken ud­sigt på en solskinsdag ud til en stor, gammel, herskabe­lig have. Lokalet var jo ikke lille, men det rummede og­så alt: en firkantet plads til publikum, der altså blev ekspederet ved en skranke, borde til brevbærerne og landposterne – al sortering og al pakkepost var samlet her – og i et hjørne, henne ved en af vinduerne, havde postmesteren sit skrive­bord.
Postmesteren var altid til stede ved morgenposten; når posten kom ind, og man begyndte at åbne og stem­ple brevbundterne, satte han sig ved et stort, ledigt bord og delte brevene i tre bundter: by, land og afhen­tere. To store diligencer havde vi, den ene til Bræd­strup og Horsens, den an­den over Kjellerup til Rød­kærsbro. Det så flot ud, når de store, gule vogne med de røde postilloner og de kraf­tige heste svingede ind på den åbne, grønne plads for­an den store, hvide herregårdsbygning”.
Jo, hyggeligt har det utvivlsomt været, men sta­dig flere silkeborgensere ønskede sig et nyt og tidssvarende posthus.
I 1891 skrev Avisen bl.a. ”For det første ligger vort posthus meget afsides og fjernt fra den største del af byens beboere, og for det andet er det så langt belig­gende fra banegården, at der spildes en mængde tid, inden posten kan udbrin­ges, men det værste er dog, at man til tider næsten ikke kan komme tørskoet dertil. Så snart det har regnet en smule, må man vade i det frygteligste ælte og ofte i bælgmørke, for at slippe ind til posthuset. Selv når lyg­terne er tændt nede ved Ho­vedgården, er lyset alt for utilstrækkeligt til, at man kan undgå moradset og vandpytterne”.

Kampmanns nye posthus
Der skulle imidlertid gå mange år inden nøden blev afhjulpet, men den 28. okto­ber 1906 kunne arkitekten, professor Hack Kampmanns nye posthus til venstre for banegården indvies. Bygge­riet kostede knap 36.000 kr., men så havde byens 8.000 indbyggere også fået et posthus de kunne være bekendt. I stueetagen lå ekspeditionslokalet, bag dette lokaler til brev‑ og pakkesorteringen og på første sal havde postmeste­ren sin privatlejlighed.
Fra posthusets oprettelse i 1845 og nogle år frem fandt der ingen postomdeling sted i Silkeborg. Borgerne måtte selv tage ned på Hovedgården når postrytteren – og senere po­stdiligencen ‑ ankom til by­en. I længden var denne ordning dog uholdbar og især da telegrafen kom til byen. Men da staten ikke ville løse dette problem, be­sluttede kommunalbesty­relsen i 1858 at ansætte og lønne et postbud, der fik he­le byen som sit distrikt. På det tidspunkt var der nu og­så kun 120 huse i Silkeborg. Nogle årtier senere over­tog postvæsenet selv omde­lingen af breve og pakker i byen. I 1860 var der i øvrigt kun fire postkasser i hele Silkeborg: udenfor posthu­set på Hovedgården, ved papirfabrikken, på rådhu­sets mur og for enden af Ve­stergade – muligvis ved den gamle birkedommerbolig (i dag katolsk børnehave). Da birkedommer Drechsel kom til Silkeborg i 1854 tog han straks initiativ til at oprette to landpostruter, en til Gjern og en til Them.

Al post blev håndstemplet
Først tredive år senere op­rettede postekspeditør Fass 15 landpostruter og ti brev­samlingssteder i postdi­striktet og den gamle sog­nebudsordning bortfaldt.
A.R. Iversen, der var by­ens postmester fra 1948 til 1957, gav i 1955 følgende skildring aflivet på det nye posthus på Drewsensvej i 1907 ”Vi var dengang syv‑otte mand på kontoret og post­budenes antal var seks røde og syv landpostbude. Vi mødte kl. 6 om morgenen, og med postmesteren i spid­sen stillede vi kl. 6.30, når Skanderborg‑toget kom ind, og så kom alle mand i arbejde med sortering. Og­så postmesteren deltog den­gang i det manuelle arbej­de. Dengang blev al posten håndstemplet. Der kunne opnås en kolossal færdig­hed i at håndtere et sådant stempel. Det lød som maskingeværsalver. Dengang havde landpostbudene ikke cykler, nej, de gik. Og de havde træsko og stok i hånd, ja, en enkelt havde endog sin hund med. Arbej­det var så omstændeligt, at postbudene først kom af ud kl. 9.15, og de vendte først tilbage kl. 17‑18, de kørende landpostbude end­da først ved 19‑tiden. Københavnerbladene kom til Silkeborg med et tog kl. 19.30, men de skulle ud­bringes samme aften, og ved 20‑tiden startede post­budene i selve byen på sid­ste tur. Ved 21‑tiden vendte de tilbage, og så havde de tømt postkasserne på hjem­vejen. Så før kl. 21‑21.30 var vi ikke færdige. Kontoret havde hver af­ten åbent til kl. 20 og søn­dage fra kl. 12‑14. Der var faktisk kunder hele tiden om søndagen havde vi end­og meget at bestille”.

Stadig bedre forbindelser
I de første årtier af dette år­hundrede kom Silkeborg i stadig bedre forbindelse med det øvrige postrutenet. Jernbanerne til Skander­borg og Herning var allere­de blevet åbnet i 1871 og 1877 og havde afløst de gamle postdiligencer på landevejen mellem Århus og Ringkøbing. Fra 1908 gik der tog til Langå, fra 1920 til Brande og i 1924 og 1929 blev Silkeborg sat i forbindelse med privatbanerne Kjellerup-Rødkærs­bro og Bryrup-Horsens.
Fra alle seks retninger kom der post flere gange om dagen og det betød selvsagt bedre postforbindelser, fle­re postomdelinger om da­gen, flere brevsamlingsste­der i oplandet og et større personale til at servicere postvæsenets kunder.
Med tiden blev rammer­ne da også alt for små på posthuset ved banegården og op gennem 60’erne og 70’erne måtte der udvides for at skaffe bedre plads, især til postsorteringen. I 1965 måtte postmesteren rømme sin embedsbolig på førstesalen og da ”naboen”, den gule toldkammerbyg­ning fra 1920 (i øvrigt også tegnet af Hack Kampmann), i 1969 blev forladt af toldvæsenet flyttede postvæsenet ind.
Allerede i 60’erne var der planer om at bygge t nyt postkontor, men først i no­vember 1985 kunne byens nyeste posthus tages i brug på Kejlstrupvej. Det betød samtidig et farvel til det gamle posthus på Drews­ensvej, der kort efter blev brudt ned til mange silke­borgenseres fortrydelse.

Trykt i Midtjyllands Avis den 29. april 1995. Billedet af personalet ved Hovedgårdens trappe er fra 1905 og gengivet efter Peder Nielsen: Silkeborg i Billeder gennem 100 Aar (1946).

Artiklen blev bragt blot to dage før Silkeborg Postkontors 150-års jubilæum, og samtidig åbnede også en lille udstilling på postkontoret på Kejlstrupvej, som jeg havde lavet sammen med byens filatelistiske forening, der ejer en fin samling af frimærker og breve, der er blevet stemplet og sendt fra Silkeborg gennem de fleste af de 150 år. Selv arbejdede jeg som afløser på postkontoret på Kejlstrupvej fra 1986 til 1989, så det var helt naturligt at kaste mig over postvæsenets historie.

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.

Silkeborgs byvåben brugt før tiden

Ved indgangen til år 1900 ryk­kede Silkeborg op i købstæder­nes rækker og blandt de mange sager byrådet i den anledning skulle tage stilling til, var valget og udformningen af et byvåben. Nu var udformningen ikke det sværeste, for mindst tre lokale kunstnere havde i de forløbne årtier givet deres bud på et vå­ben for den unge by.

Warmings byvåben
Allerede i 1884 var birkedom­mer Drechsel på banen med et forslag. Han allierede sig med byens eneste tandlæge, gane­spaltespecialisten Ernst Warming, der på kort tid kunne præsentere et byvåben. War­ming havde – i lighed med de føl­gende kunstnere – taget ud­gangspunkt i det gamle sagn om biskop Peder (eller Silke), der opførte det gamle Silkeborg Slot engang i middelalderen. Sagnet vil være kendt af de fleste silke­borgensere men kan nok tåle en genopfriskning – her i den vist­nok ældste, trykte version: J.M. Thieles ”Danske Folkesagn”, der udkom i årene 1818‑23: ”Silkeborg Slot har sit navn efter en biskop Silke, som skal have bygget det. Og fortælles der, at da han engang sejlede på den sø som er derhos og tænkte på, hvor han vel skulle bygge slottet, tog han af hovedet sin bispehue og satte den på søen med de ord: ”Hvor nu min hue driver i land, der vil jeg lade mit slot bygge”. Så lod han det ske”.
Om de andre elementer i våbnet forklarede Warming mange år senere, at den Y‑formede strøm var en stiliseret gengivel­se af Gudenåen med Langsøens tilløb, træet symbol på de store skove omkring byen og tandhju­let symbol på den fremblom­strende industri.
Trods alle gode intentioner blev Warmings forslag aldrig ført ud i livet. Byvåbnet blev slet ikke omtalt i datidens aviser og man leder forgæves efter offi­cielle dokumenter i kommunens arkiv.
Måske indså embedsmanden Drechsel hurtigt, at Silkeborg, der på det tidspunkt endnu stod uden købstadsrettigheder, umu­ligt kunne få sit eget byvåben.

Hansens byvåben
Otte år senere, i 1892, kunne re­daktør Bønnelycke i ”Silkeborg og Omegns Avis” præsentere sine læsere for et nyt byvåben. Våbnet – og vildmanden, der for en stund har lagt våbnene fra sig – var udført af kunstmaleren Lars Rastrup, der boede på Fyn, men ideen skyldtes C.P. Han­sen, der drev en malermester­forretning på hjørnet af Rådhus­gade og Søgade. Maler Hansen var i øvrigt mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen, så han havde nok mere end blot et kunstnerisk sigte med sin idé. Redaktør Bønnelycke skrev i sin avis, at nu håbede han, at de to maleres forslag kunne blive ophøjet til byens officielle vå­ben, men sådan skulle det ikke gå. Da avisen gik ind nogle må­neder senere, gik også byvåbnet i glemmebogen.

Rosens byvåben
Den 18. marts 1896 blev Hånd­værkerforeningens nye bygning på Torvet indviet i silende regn­vejr.
Arkitekten var Anton Rosen, der i mere end 10 år havde sat sit helt specielle præg på bybil­ledet med sine ofte fantasifulde og rigt ornamenterede bygnin­ger (Ørneapoteket, Vestergade 9 er blot et af mange eksempler).
Den nye forsamlings‑ og teaterbygning på Torvet fraveg ik­ke stilen og blandt mange fine bygningsdetaljer kunne folke­mængden den dag i marts – nu for snart 100 år siden – for første gang stifte bekendtskab med by­ens nuværende våben.
Rosen kan have kendt War­mings forslag – arkitekten og tandlægen var i øvrigt svogre – under alle omstændigheder var udgangspunktet stadig det sam­ine: sagnet om biskoppen, der opførte slottet ved Gudenåen.
Alle elementer blev på smuk­keste vis forenet i Rosens våben: Bispehuen (eller mitraen) med silkebåndene svævende over den røde borg ved vandet. Alle borgere var begejstrede for for­slaget og byvåbnet blev Rosens ”varemærke” i de kommende år.
I årene 1898‑99 tegnede Ro­sen det nye gymnastikhus ved borgerskolen på Søndergade, bestyrerboligen ved gasværket og kødkontrolstationen i Fre­densgade.
Alle steder sås byvåbenet. Da byrådet på sit møde den 6. januar 1900 skulle beslutte sig for et nyt byvåben var der såle­des ikke den store tvivl. På den ene side fandt man tanken i Warmings gamle forslag for god, men da Rosens våben allerede sad på fire offentlige – de tre af dem endda kommunale ‑ byg­ninger blev dette forslag indstil­let til kongens godkendelse. Den nye købstad havde sat kronen på værket.

Trykt i Midtjyllands Avis' særudgave, december 1995. Billederne er gengivet efter avisartiklen. Det øverste billede forestiller Silkeborg Sygehus på Kildebakken, opført 1902. Arkitekten var Anton Rosen, og Rosens byvåben ses over hovedindgangen.

Avisens særudgave udkom umiddelbart før Silkeborg 150-års jubilæum i 1996, og jeg blev indbudt til at skrive ovenstående artikel om byens tidligste byvåben. Arkitekten Anton Rosen har æren for det byvåben, der blev det officielle, da Silkeborg handelsplads rykkede op i købstædernes klasse. Men det viste sig, at to andre silkeborgenserne allerede havde været på banen i 1884 og 1892 ...

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.

De første sygehuse i Silkeborg

Et gammelt ord siger, at ”intet er skidt, uden det er godt for noget”. Således forholdt det sig også i Sil­keborg i efteråret 1857. På den tid oplevede Århus en del koleratilfælde, og mange borgere i Silkeborg frygtede, at smitten skulle finde vej hertil. Så galt gik det heldigvis ikke, men ko­leraen blev dog alligevel den direkte årsag til, at Silkeborg fik sit første sy­gehus.
Et år tidligere, den 7. oktober 1856, sendte den nye, unge distriktslæge C.E.A. Fibiger en alenlang forestilling til byrådet, hvori han foreslog opret­telsen af et sygehus med otte senge. I forestillingen udbredte Fibiger sig hovedsageligt om sygehusets indretning og personale, men også – hvad der var nok så interessant for skatteyderne – om dets økonomi.
 Men byrådet tog ikke dette gode tiltag til sig med det samme, og først da ”Århus‑koleraen” syn­tes at banke på døren, slog kommunen og Fibiger pjalterne sammen og fik i en fart oprettet et interi­mistisk sygehus i Nygade 39, der stod færdigt den 1. oktober 1857. Men koler­afaren drev hurtigt over, og allerede den 16. oktober blev sygehuset lukket. Da man fremover gerne ville være på forkant med begi­venhederne, besluttede byrådet to uger senere at leje ejendommen Østerga­de 22 fra årsskiftet 1857/58.
Desværre lød lejemålet kun på ét år, men kort før sygehuset måtte rykke ud tilbød købmand L.A. Hviid at stille sit nye hus på Ve­stergade 81 til kommunens disposition. Byrådet sagde tak, og den 1. maj 1859 kunne sygehuset – der hav­de været husvild siden nyt­år – flytte ind.
I Fibigers medicinske to­pografi fra 1863 beretter han, at sygehuset er ind­rettet til 10 patienter samt bolig til økonomen. I bag­huset kunne patienterne rekreere sig i det russiske dampbad.
Kommunens lejemål lød kun på 5 år, og den 1. maj 1864 måtte sygehuset for­lægge residensen til Søga­de 30, men dér havde kom­munen til gengæld også fo­den under eget bord.
Ejendommen, der stam­mede fra 1854, var indret­tet til garveri, men i løbet af få år gik garveren fallit, og Viborg Sparekasse – der var panthaver – overtog ejendommen og tilbød i august 1860 kommunen at købe ejendommen, hvilket også skete inden årets ud­gang. Kommunen havde dog ikke rigtig nogle planer­ for udnyttelsen af ejendommen, og den var frem til 1864 bortforpagtet til sadelmager Jaede, der drev garveriet videre. Men i oktober 1863 nedsat­te byrådet en kommission, der skulle komme med for­slag til ejendommens vide­re afbenyttelse. I starten tænkte man på at oprette en fattiggård, men da leje­målet i Vestergade gik på hæld, lod man sygehuset overtage ejendommen i 1864, og fattiggården måt­te derfor vente til 1869.
Desværre ved man ikke ret meget om dette sygehus’ indretning, men hvor­om alting var, fik det lov til at blive liggende i Søga­de til juli 1902, da sygehu­set på Kildebakken stod færdig. På det tidspunkt havde der også hersket meget trange kår på syge­huset i mange år, især da byens befolkning steg kraftigt fra 1880’erne og økonomens børneflok nær­mere sig de 16!
I starten sorterede syge­huset under fattigkommis­sionen (datidens social‑ og sundhedsforvaltning), men da sygehusvæsenet i 1859 nærmede sig velord­nede forhold, nedsatte by­rådet en særlig sygehus­kommission på seks med­lemmer, der bl.a. bestod af distriktslægen, birke­dommeren og sogne­præsten. Næsten samtidig fik byen en sundhedskom­mission (efter ønske fra Fibiger), hvis arbejdsom­råde naturligvis også dæk­kede sygehuset. At sygehuset efter den nye land­kommunallov fra 6. juli 1867 overgik fra kommu­nal til amtskommunal do­minans medførte imidletid ikke de store ændringer, når man ser bort fra, at der selvfølgelig blev flere skatteborgere om at beta­le for sygehusdriften.
Sygehusets personale blev også endeligt fastlagt i 1859. Lægegerningen blev udført af de skiftende di­striktslæger (Fibiger, Prosch og Schjødt) frem til 1899, da amtet ansatte en fast overlæge. Det blev Axel Hansen, der i 1902 flyttede med sygehuset til Kildebakken.
Den daglige bestyrelse stod økonomen for. Fibi­ger foreslog allerede i 1856, at denne skulle være gift, da konen så passende kunne fungere som syge­plejerske. Først da syge­huset flyttede til Vesterga­de i 1859 fik man ansat en økonom. Det var Mads Christian Madsen. Han og hans hustru, Birgitte, tilså de syge i otte år.
På påskedag 1867 sejlede han og en sadelmagersvend ud på Langsøen for at fange fisk, men en ka­stevind fik båden til at kæntre, og begge mænd druknede. Dette var jo slemt nok, men pastor Panduro, der tog sit kald så alvorligt, at der næsten gik mode i at skifte sogne­bånd til pastor Møller i Sejling, fandt det endnu værre, at de to mænd var taget på fisketur i kirketi­den og noterede i kirkebo­gen ”Druknet paa, Silke­borg Langsøe under en Seilads paa Paaskedag som Gudstjenesten begyndte”. Nå, hvorom alting var, så fortsatte enken bestyrel­sen af sygehusets økonomi frem til november, da hun giftede sig med den dukne­de sadelmagers mester – i Sejling kirke!
Som enken rykkede ud, flyttede Niels Rasmussen Kokborg ind med sin hu­stru Ellen. Sammen passe­de og plejede de de syge i 35 år, indtil sygehuset i Sø­gade blev nedlagt i 1902. Ved siden af posten som økonom blev han i 1875 valgt til kommunens sognefoged, et hverv han be­stred til embedet blev ned­lagt ved byens overgang til købstad i år 1900. For sine mange fortjenester for byen modtog han i 1895 Dannebrogmændenes hæ­derstegn. Da sygehuset lukkede, blev parret boen­de i Silkeborg, hvor han først døde i 1923, efter at have mistet sin hustru året forinden.
Og hvad skete der så med de fire sygehuse? Det interimistiske sygehus i Nygade måtte allerede i 1899 vige pladsen for det nye andelsmejeri. Sygehuset i Østergade forsvandt først l 1952 ved udvidelsen af Østerport, mens sygehuset i Søgade allerede faldt i 1904 til fordel for en større ejendom. Tilbage er kun sygehuset på Vester­gade, der op til i dag ikke har gennemgået videre forandringer. Denne ejendom er således blandt de ældste huse i Silkeborg.

Trykt i Midtjyllands Avis 20. oktober 1990.

Min artikel nr. 2. Der var - så vidt jeg husker - ingen særlig anledning til denne artikel, som tilfældet var med den om Resenbro Kro. Men jeg var kommet under vejrs med at den ret anonyme ejendom ude på Vestergade havde tjent som Silkeborgs første permanente sygehus - og den historie dykkede jeg så ned i. Silkeborg fik sit nuværende sygehus i 1902, højt beliggende over byen, oppe på Kildebakken.

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.

Resenbro og pramfarten

Michael Bach behandler i denne artikel den nu fo nylig nedrevne Resenbro Kros tidligste historie. Ved gennemgang af gamle arkivalier er Michael Bach stødt på kroens "dåbsattest", som klart og tydeligt forbinder kroens tidligste tid med pramfarten på Gudenåen.

Nok er Resenbro Kro en saga blot, men det er alligevel værd at kaste lys over kroens historie, især da der i forbindelse med FDM’s overtagelse og planlagte udnyttelse af grunden i 1987 fremkom mange forskellige opfattelser om kroens tidligste år, bl.a. om den overhovedet kunne sættes i klasse med de andre gamle pramdragerkroer langs Gudenåen.

Siden middelalderen havde man søgt at udnytte Gu­denåens vand på dette sted. Man byggede broer og an­lagde ålegårde, som ved hjælp af de rejsendes vej over åen og ålenes afsætning skæppede godt i de skiftende eje­res lommer, selv om det til de fleste tider kneb med ved­ligeholdelsen af broen.

Da Christian Fischer købte Silkeborg Slot i 1661/64 var broen, ålegården og brohuset stadig på samme hånd. Da han døde i 1677 og hans mange søskende skulle dele god­set mellem sig forblev kun brohuset under Silkeborg Gods, mens broen og ålegården gik til Øster‑ og Vester Kejlstrup. Denne opdeling vedvarede indtil omkring år 1800 (ritmester Hoff købte dog ålegården tilbage til Silke­borg Gods i 1781), men i årene 1805‑08 blev de alle hand­let til forskellige stråmænd på Snapstinget i Viborg og overgik så i samlet tilstand – for første gang i 130 år – til overkrigskommissær H.P. Ingerslev til Silkeborg i 1807/08. Han solgte atter det hele til amtsforvalter Johs. Valeur i Århus i 1821.

Nu sad hverken Ingerslev eller Valeur og indkrævede bropenge af de rejsende, men havde i stedet en forpagter på stedet. En af dem var holsteneren Heinrich Dwenger. Han kom til Resenbro i 1819, men døde allerede i 1822. Hans enke, Anna Maria Goethe, ægtede samme år Peder Jørgensen fra Voel, der således fortsatte forpagtningen af Resenbro, men efter fire år købte hele herligheden af Valeur.
Peder Jørgensen drev som sine standsfæller på den tid sit landbrug, men tjente også en ekstra skilling ved bro­en og ålegården.

Ved kongelig resolution af 15. august 1806 var det ble­vet ejeren tilladt at opkræve bropenge af de rejsende – et privilegium ejerne nød til udgangen af 1872. Året efter udgik det kongelige regulativ af 12. juni 1807 for pramfarten på Gudenåen, hvorefter ingen nye ålegårde – der jo var en hindring for kågenes (prammenes) sejlads – måtte anlægges. De daværende ålegårde blev så vidt muligt nedlagt mod erstatning til de skadeslidte. Ålegården ved Resenbro indbragte årligt op til 20.000 rigsdaler, og en så givtig forretning var umulig, at erstatte for pramfartens regnskab. Man flyttede derfor ålegården lidt og lod den forsyne med svingbro. Med statens opkøb i 1916 forsvandt ålegården ved Resenbro.
Hvorvidt Peder Jørgensen blev en rig mand på disse foretagender er vel svært at sige, men i 1842 kunne han føje endnu en indtægtskilde til, idet Rentekammeret den 27. august tillod ”at Eieren af Resenbroe, Peder Jørgen­sen, maa i det ham tilhørende ved bemeldte Broe belig­gende Sted, Resenbroehuus kaldet, i Linaae Sogn, Skan­derborg Amt, holde et Værtshus for Reisende, saavelsom for de, i Anledning af Pramfarten paa Gudenaae, ved Broen beskjeftigede Arbeidere, og dem med fornødne Logementer samt Spise‑ og Drikkevarer til Nødtørftig­hed og for en billig Betaling betjene, imod deraf at svare til den Kongelige Kasse i aarligt Afgivt 5 Rdl. Sølv, som i rette Tid erlægges, samt med Vilkaar: 1) at Værtshuus­holderen der paa Stedet vel maa brygge Øl til Værtshuus­holdets Fornødenhed, men at det forbydes ham aldeles at brænde Brændeviin, da det, som deraf behøves og fal­holdes, skal tages i Kjøbstædeme eller i de med Bevilling etablerede Brændeviinsbrænderier paa, Landet, 2) at li­gesom dette Værtshus alene er bevilget for Reisende og de ovenfor ommeldte Arbeidere, det saaledes bliver Værtshuusholderen ganske forbudt at holde Kroe for Sognets Bønder eller Andre af Almuen, som ikke ere vejfarende eller paa deres Reiser passere bemeldte Værts­huus eller ere beskjeftigede med Arbeider i Anledning af Pramfarten paa Gudenaae, under denne Bevillings Fortabelse og videre Straf som for ulovligt Kroehold, og 3) at, hvis det ellers skulle indtræffe, at den forbi det oft­nævnte Værtshuus løbende Vel i nærværende Eiers Besiddelsestid bliver andetstedshen forflyttet eller omlagt, Værtshuusholdet i saa, Fald strax bør nedlægges uden nogen Paastand om Godtgjørelse for Værtshuusholde­rens Næringstab. I øvrigt holdes Værtshuuset, saalænge det vedbliver, i forsvarlig Stand vedlige og forholdes der­med i alle Maader efter Loven samt allerede udgangne eller herefter udkommende Anordninger”.

Denne bevilling, der med rette må anses for Resenbro Kros ”dåbsattest” fik Peder Jørgensen desværre kun glæde af i 4 år. I 1846 døde han, og enken Anna Maria Goethe, overtog krodriften, som hun dog kort efter over­drog sønnen, Henrik Petersen.

Bygningen, hvor kroen blev indrettet i 1842, stammede fra det 18. århundrede. Op igennem det følgende århundrede blev ejendommen væsentligt udbygget og forbedret, hovedsageligt i 1809 ved Ingerslev. Men den 4. maj 1860 nedbrændte den til grunden og Henrik Petersen fik opført en ny krobygning, der stod færdig i marts 1861 og således fik lov til at stå i 129 år. Hvordan den oprinde­lige krobygning tog sig ud kan man ikke sige, da der ikke er bevaret billeder af den, men det drejede sig om en murstensbygning tækket med lyng, der var noget mindre (18 x 6 m) end den nye krobygning fra 1861 (26 x 10 m).

Pramdragerkro eller ej – krobygningen fra 1861 stam­mede godt nok fra pramfartens mest blomstrende perio­de, men de følgende år skulle vise, hvor sårbar denne transportform var overfor jernbanerne. De første knæk fik pramfarten ved åbningerne af strækninger Århus­-Viborg (1863) og Skanderborg‑Silkeborg (1871) og fra den tid blev kågene et stadigt mere og mere sjældent syn på Gudenåen.

Resenbro Kro fik vel derfor aldrig den samme status som f.eks. Svostrup Kro længere oppe ad åen og en sand arkitektonisk perle var den vel heller ikke, men som Resenbros ældste bygning burde den jo nok have været søgt bevaret for eftertiden, men de seneste års misrøgt førte desværre i dette forår til kroens endelige dødsstød.

Fremtiden vil vise hvad man nu vil bruge den gamle brovogtergrund til.

Trykt i Midtjyllands Avis 19. maj 1990.

Dette var min debut som lokalhistorisk forfatter. Inspirationen til at skrive artiklen kom efter flere måneders diskussioner i Midtjyllands Avis om rimeligheden i at rive den gamle kro i Resenbro ned. Var det en rigtig pramdragerkro, man var i færd med at fjerne? Desværre fandtes der ikke ret meget på skrift om kroens tidligste tid, så den historie kastede jeg mig over og snart efter stod jeg med kroens første privilegium fra 1842. Det jeg gravede frem i Skanderborg Amts journaler i Landsarkivet i Viborg. Kroen blev desværre revet ned. Personligt har jeg kun en vag erindring om at have besøgt kroen en enkelt gang som barn. Min farmor arbejdede hos kroejer Sam Eide i mange år - men det var længe før, jeg blev født!

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.