Resenbro og pramfarten

Michael Bach behandler i denne artikel den nu fo nylig nedrevne Resenbro Kros tidligste historie. Ved gennemgang af gamle arkivalier er Michael Bach stødt på kroens "dåbsattest", som klart og tydeligt forbinder kroens tidligste tid med pramfarten på Gudenåen.

Nok er Resenbro Kro en saga blot, men det er alligevel værd at kaste lys over kroens historie, især da der i forbindelse med FDM’s overtagelse og planlagte udnyttelse af grunden i 1987 fremkom mange forskellige opfattelser om kroens tidligste år, bl.a. om den overhovedet kunne sættes i klasse med de andre gamle pramdragerkroer langs Gudenåen.

Siden middelalderen havde man søgt at udnytte Gu­denåens vand på dette sted. Man byggede broer og an­lagde ålegårde, som ved hjælp af de rejsendes vej over åen og ålenes afsætning skæppede godt i de skiftende eje­res lommer, selv om det til de fleste tider kneb med ved­ligeholdelsen af broen.

Da Christian Fischer købte Silkeborg Slot i 1661/64 var broen, ålegården og brohuset stadig på samme hånd. Da han døde i 1677 og hans mange søskende skulle dele god­set mellem sig forblev kun brohuset under Silkeborg Gods, mens broen og ålegården gik til Øster‑ og Vester Kejlstrup. Denne opdeling vedvarede indtil omkring år 1800 (ritmester Hoff købte dog ålegården tilbage til Silke­borg Gods i 1781), men i årene 1805‑08 blev de alle hand­let til forskellige stråmænd på Snapstinget i Viborg og overgik så i samlet tilstand – for første gang i 130 år – til overkrigskommissær H.P. Ingerslev til Silkeborg i 1807/08. Han solgte atter det hele til amtsforvalter Johs. Valeur i Århus i 1821.

Nu sad hverken Ingerslev eller Valeur og indkrævede bropenge af de rejsende, men havde i stedet en forpagter på stedet. En af dem var holsteneren Heinrich Dwenger. Han kom til Resenbro i 1819, men døde allerede i 1822. Hans enke, Anna Maria Goethe, ægtede samme år Peder Jørgensen fra Voel, der således fortsatte forpagtningen af Resenbro, men efter fire år købte hele herligheden af Valeur.
Peder Jørgensen drev som sine standsfæller på den tid sit landbrug, men tjente også en ekstra skilling ved bro­en og ålegården.

Ved kongelig resolution af 15. august 1806 var det ble­vet ejeren tilladt at opkræve bropenge af de rejsende – et privilegium ejerne nød til udgangen af 1872. Året efter udgik det kongelige regulativ af 12. juni 1807 for pramfarten på Gudenåen, hvorefter ingen nye ålegårde – der jo var en hindring for kågenes (prammenes) sejlads – måtte anlægges. De daværende ålegårde blev så vidt muligt nedlagt mod erstatning til de skadeslidte. Ålegården ved Resenbro indbragte årligt op til 20.000 rigsdaler, og en så givtig forretning var umulig, at erstatte for pramfartens regnskab. Man flyttede derfor ålegården lidt og lod den forsyne med svingbro. Med statens opkøb i 1916 forsvandt ålegården ved Resenbro.
Hvorvidt Peder Jørgensen blev en rig mand på disse foretagender er vel svært at sige, men i 1842 kunne han føje endnu en indtægtskilde til, idet Rentekammeret den 27. august tillod ”at Eieren af Resenbroe, Peder Jørgen­sen, maa i det ham tilhørende ved bemeldte Broe belig­gende Sted, Resenbroehuus kaldet, i Linaae Sogn, Skan­derborg Amt, holde et Værtshus for Reisende, saavelsom for de, i Anledning af Pramfarten paa Gudenaae, ved Broen beskjeftigede Arbeidere, og dem med fornødne Logementer samt Spise‑ og Drikkevarer til Nødtørftig­hed og for en billig Betaling betjene, imod deraf at svare til den Kongelige Kasse i aarligt Afgivt 5 Rdl. Sølv, som i rette Tid erlægges, samt med Vilkaar: 1) at Værtshuus­holderen der paa Stedet vel maa brygge Øl til Værtshuus­holdets Fornødenhed, men at det forbydes ham aldeles at brænde Brændeviin, da det, som deraf behøves og fal­holdes, skal tages i Kjøbstædeme eller i de med Bevilling etablerede Brændeviinsbrænderier paa, Landet, 2) at li­gesom dette Værtshus alene er bevilget for Reisende og de ovenfor ommeldte Arbeidere, det saaledes bliver Værtshuusholderen ganske forbudt at holde Kroe for Sognets Bønder eller Andre af Almuen, som ikke ere vejfarende eller paa deres Reiser passere bemeldte Værts­huus eller ere beskjeftigede med Arbeider i Anledning af Pramfarten paa Gudenaae, under denne Bevillings Fortabelse og videre Straf som for ulovligt Kroehold, og 3) at, hvis det ellers skulle indtræffe, at den forbi det oft­nævnte Værtshuus løbende Vel i nærværende Eiers Besiddelsestid bliver andetstedshen forflyttet eller omlagt, Værtshuusholdet i saa, Fald strax bør nedlægges uden nogen Paastand om Godtgjørelse for Værtshuusholde­rens Næringstab. I øvrigt holdes Værtshuuset, saalænge det vedbliver, i forsvarlig Stand vedlige og forholdes der­med i alle Maader efter Loven samt allerede udgangne eller herefter udkommende Anordninger”.

Denne bevilling, der med rette må anses for Resenbro Kros ”dåbsattest” fik Peder Jørgensen desværre kun glæde af i 4 år. I 1846 døde han, og enken Anna Maria Goethe, overtog krodriften, som hun dog kort efter over­drog sønnen, Henrik Petersen.

Bygningen, hvor kroen blev indrettet i 1842, stammede fra det 18. århundrede. Op igennem det følgende århundrede blev ejendommen væsentligt udbygget og forbedret, hovedsageligt i 1809 ved Ingerslev. Men den 4. maj 1860 nedbrændte den til grunden og Henrik Petersen fik opført en ny krobygning, der stod færdig i marts 1861 og således fik lov til at stå i 129 år. Hvordan den oprinde­lige krobygning tog sig ud kan man ikke sige, da der ikke er bevaret billeder af den, men det drejede sig om en murstensbygning tækket med lyng, der var noget mindre (18 x 6 m) end den nye krobygning fra 1861 (26 x 10 m).

Pramdragerkro eller ej – krobygningen fra 1861 stam­mede godt nok fra pramfartens mest blomstrende perio­de, men de følgende år skulle vise, hvor sårbar denne transportform var overfor jernbanerne. De første knæk fik pramfarten ved åbningerne af strækninger Århus­-Viborg (1863) og Skanderborg‑Silkeborg (1871) og fra den tid blev kågene et stadigt mere og mere sjældent syn på Gudenåen.

Resenbro Kro fik vel derfor aldrig den samme status som f.eks. Svostrup Kro længere oppe ad åen og en sand arkitektonisk perle var den vel heller ikke, men som Resenbros ældste bygning burde den jo nok have været søgt bevaret for eftertiden, men de seneste års misrøgt førte desværre i dette forår til kroens endelige dødsstød.

Fremtiden vil vise hvad man nu vil bruge den gamle brovogtergrund til.

Trykt i Midtjyllands Avis 19. maj 1990.

Dette var min debut som lokalhistorisk forfatter. Inspirationen til at skrive artiklen kom efter flere måneders diskussioner i Midtjyllands Avis om rimeligheden i at rive den gamle kro i Resenbro ned. Var det en rigtig pramdragerkro, man var i færd med at fjerne? Desværre fandtes der ikke ret meget på skrift om kroens tidligste tid, så den historie kastede jeg mig over og snart efter stod jeg med kroens første privilegium fra 1842. Det jeg gravede frem i Skanderborg Amts journaler i Landsarkivet i Viborg. Kroen blev desværre revet ned. Personligt har jeg kun en vag erindring om at have besøgt kroen en enkelt gang som barn. Min farmor arbejdede hos kroejer Sam Eide i mange år - men det var længe før, jeg blev født!

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.