Silkeborgs byvåben brugt før tiden

Ved indgangen til år 1900 ryk­kede Silkeborg op i købstæder­nes rækker og blandt de mange sager byrådet i den anledning skulle tage stilling til, var valget og udformningen af et byvåben. Nu var udformningen ikke det sværeste, for mindst tre lokale kunstnere havde i de forløbne årtier givet deres bud på et vå­ben for den unge by.

Warmings byvåben
Allerede i 1884 var birkedom­mer Drechsel på banen med et forslag. Han allierede sig med byens eneste tandlæge, gane­spaltespecialisten Ernst Warming, der på kort tid kunne præsentere et byvåben. War­ming havde – i lighed med de føl­gende kunstnere – taget ud­gangspunkt i det gamle sagn om biskop Peder (eller Silke), der opførte det gamle Silkeborg Slot engang i middelalderen. Sagnet vil være kendt af de fleste silke­borgensere men kan nok tåle en genopfriskning – her i den vist­nok ældste, trykte version: J.M. Thieles ”Danske Folkesagn”, der udkom i årene 1818‑23: ”Silkeborg Slot har sit navn efter en biskop Silke, som skal have bygget det. Og fortælles der, at da han engang sejlede på den sø som er derhos og tænkte på, hvor han vel skulle bygge slottet, tog han af hovedet sin bispehue og satte den på søen med de ord: ”Hvor nu min hue driver i land, der vil jeg lade mit slot bygge”. Så lod han det ske”.
Om de andre elementer i våbnet forklarede Warming mange år senere, at den Y‑formede strøm var en stiliseret gengivel­se af Gudenåen med Langsøens tilløb, træet symbol på de store skove omkring byen og tandhju­let symbol på den fremblom­strende industri.
Trods alle gode intentioner blev Warmings forslag aldrig ført ud i livet. Byvåbnet blev slet ikke omtalt i datidens aviser og man leder forgæves efter offi­cielle dokumenter i kommunens arkiv.
Måske indså embedsmanden Drechsel hurtigt, at Silkeborg, der på det tidspunkt endnu stod uden købstadsrettigheder, umu­ligt kunne få sit eget byvåben.

Hansens byvåben
Otte år senere, i 1892, kunne re­daktør Bønnelycke i ”Silkeborg og Omegns Avis” præsentere sine læsere for et nyt byvåben. Våbnet – og vildmanden, der for en stund har lagt våbnene fra sig – var udført af kunstmaleren Lars Rastrup, der boede på Fyn, men ideen skyldtes C.P. Han­sen, der drev en malermester­forretning på hjørnet af Rådhus­gade og Søgade. Maler Hansen var i øvrigt mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen, så han havde nok mere end blot et kunstnerisk sigte med sin idé. Redaktør Bønnelycke skrev i sin avis, at nu håbede han, at de to maleres forslag kunne blive ophøjet til byens officielle vå­ben, men sådan skulle det ikke gå. Da avisen gik ind nogle må­neder senere, gik også byvåbnet i glemmebogen.

Rosens byvåben
Den 18. marts 1896 blev Hånd­værkerforeningens nye bygning på Torvet indviet i silende regn­vejr.
Arkitekten var Anton Rosen, der i mere end 10 år havde sat sit helt specielle præg på bybil­ledet med sine ofte fantasifulde og rigt ornamenterede bygnin­ger (Ørneapoteket, Vestergade 9 er blot et af mange eksempler).
Den nye forsamlings‑ og teaterbygning på Torvet fraveg ik­ke stilen og blandt mange fine bygningsdetaljer kunne folke­mængden den dag i marts – nu for snart 100 år siden – for første gang stifte bekendtskab med by­ens nuværende våben.
Rosen kan have kendt War­mings forslag – arkitekten og tandlægen var i øvrigt svogre – under alle omstændigheder var udgangspunktet stadig det sam­ine: sagnet om biskoppen, der opførte slottet ved Gudenåen.
Alle elementer blev på smuk­keste vis forenet i Rosens våben: Bispehuen (eller mitraen) med silkebåndene svævende over den røde borg ved vandet. Alle borgere var begejstrede for for­slaget og byvåbnet blev Rosens ”varemærke” i de kommende år.
I årene 1898‑99 tegnede Ro­sen det nye gymnastikhus ved borgerskolen på Søndergade, bestyrerboligen ved gasværket og kødkontrolstationen i Fre­densgade.
Alle steder sås byvåbenet. Da byrådet på sit møde den 6. januar 1900 skulle beslutte sig for et nyt byvåben var der såle­des ikke den store tvivl. På den ene side fandt man tanken i Warmings gamle forslag for god, men da Rosens våben allerede sad på fire offentlige – de tre af dem endda kommunale ‑ byg­ninger blev dette forslag indstil­let til kongens godkendelse. Den nye købstad havde sat kronen på værket.

Trykt i Midtjyllands Avis' særudgave, december 1995. Billederne er gengivet efter avisartiklen. Det øverste billede forestiller Silkeborg Sygehus på Kildebakken, opført 1902. Arkitekten var Anton Rosen, og Rosens byvåben ses over hovedindgangen.

Avisens særudgave udkom umiddelbart før Silkeborg 150-års jubilæum i 1996, og jeg blev indbudt til at skrive ovenstående artikel om byens tidligste byvåben. Arkitekten Anton Rosen har æren for det byvåben, der blev det officielle, da Silkeborg handelsplads rykkede op i købstædernes klasse. Men det viste sig, at to andre silkeborgenserne allerede havde været på banen i 1884 og 1892 ...

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.