Post til Silkeborg i 150 år

Da Generalpostdirek­tionen i vinteren 1844/45 planlagde en postrute ad den nyligt projekterede landevej fra Århus til Ringkøbing var det naturligt at lægge den ene af to postekspeditioner i Silkeborg. Michael Drews­en havde opført sin papirfa­brik i 1844 og en regerings­kommission var godt i gang med at forberede oprettel­sen af en handelsplads samme sted. Men først kom altså posthuset, der på mandag kan fejre sin 150-­årsdag, få måneder før byjubilæet.
Af en bevaret skrivelse fremgår nemlig, at der fra 1. maj 1845 blev etableret en ridende brevpost fra såvel Århus som Ringkøbing, der hver krydsede Jylland en gang om ugen. Langs ruten blev der oprettet to posthu­se, et i Silkeborg og et i Her­ning. I Silkeborg blev Drew­sens bogholder Andreas Wilhelm Collstrop ansat som postekspeditør, men hvor mærkeligt, det end ly­der besluttede han efter kun tre dage at fratræde sin nye stilling – måske har Drewsen alligevel haft me­re brug for hans arbejds­kraft.
Videre lukrativ var stil­lingen nu heller ikke: 30 rigsdaler om året plus 1 skilling for hvert brev, der blev ekspederet. Derfor havde de skiftende posteks­peditører altid et eller flere hverv ved siden af. I årene 1845‑82 var det således de skiftende godsforvaltere, der stod for postekspeditio­nen i Silkeborg, nemlig ‑ ef­ter Collstrops hurtige af­gang - Peder Beder (1845-­46), Frees Emil Hornemann (1846‑48) og Johan Henrik Bindesbøll (1848‑66).

Hovedgården som posthus
Posthuset blev fra starten indrettet på Hovedgården. Hvor Silkeborg Museum i dag har billetsalg lå ekspeditionslokalet, i værelserne til højre herfor lå et kontor og postekspeditørens priva­te lejlighed. Hovedgårdens østlige ende blev i årene 1850‑77 benyttet som kir­kesal.
Nu havde der selvfølgelig også før 1845 været behov for at fa bragt post til og fra Silkeborg. Før Drewsens ankomst i 1844 var der ikke mange indbyggere her, men både forvalteren på Mari­enlund (i dag Gl. Skovridergård) og skovrideren i Nåege var afhængige af en stabil postforbindelse. Det nærmeste posthus lå den­gang i Skanderborg og der­til havde man i flere år sendt et privat bud – i øvrigt en helt almindelig ordning i en tid, hvor postrutenettet ikke var så finmasket.
Silkeborgs postbud boede i ”Podehuset”, der lå om­trent hvor Drewsen i 1847 opførte sin pragtvilla. For sine ugentlige rideture til Skanderborg modtog buddet 12 rigsdaler samt 3 tønder rug og 3 tønder byg om året. Denne private postrute blev opretholdt til 1846, da man i stedet valgte – stadig på privat initiativ – at etablere en postrute til Århus med vogn. Sagen var at den kon­gelige ridende post hverken medtog pakker pga. væg­ten eller pengebreve pga. sikkerheden. Ruten blev lagt i hænderne på N.C. Schou, forpagter af Drews­ens gæstgiveri ”Hotel Silke­borg”, der for sin ulejlighed modtog 28 rigsdaler om året samt 2 skilling pr. brev og for pakkerne 1 skilling pr. pund.

Klager over postgangen
Allerhelst så beboerne i Sil­keborg dog at staten indsat­te en postdiligence på Århus‑Ringkøbing‑ruten. Det havde dog sine proble­mer. Den 25 km lange strækning mellem Silke­borg og Ikast var et morads og ganske umulig at befare med vogn. Treårskrigen havde sat en stopper for landevejsbyggeriet og først i 1851 kunne en diligencerute oprettes.
I de næste 20 år blev po­strutenettet yderligere ud­bygget og i 1868 var der så­ledes daglig postforbindelse mellem Århus og Ringkø­bing (en tur på 14 timer), tre ugentlige ture på Viborg‑Silkeborg‑Horsens‑ru­ten (10 timer) og tre ugent­lige ture fra Silkeborg til Skanderborg (4 timer). Nu var en by som Århus også kun en brik i landets vidt­forgrenede postrutenet. By­en stod således i forbindelse med vigtige byer som Aalborg og Hamburg fra landsiden og med Køben­havn fra vandsiden.
Svigtede postforbindelser på disse ruter betød det og­så forsinkelser længere in­de i landet. I maj 1852 gik det bl.a. ud over Michael Drewsen, der sendte en kla­ge til Bindesbøll på Hoved­gården: ”Den hertil den 3. ds. ankomne pakkepost medbragte ingen breve fra Kalundborg‑ruten, fordi dampskibet ved postens af­gang fra Århus kl. 5 om morgenen endnu ikke var ankommet. Ifølge efterret­ninger fra Århus ankom dampskibet mellem kl. 7 og 8 om morgenen, men breve­ne, som det medbragte, blev liggende i Århus til næste posts afgang og kom såle­des først hertil den 6. I den anledning må jeg tage mig den frihed at spørge, om postmesteren i Århus er be­rettiget til således at stoppe postgangen, og om han ikke er pligtig til, når pakkepo­sten ikke kan afvente dam­pskibets ankomst, at afsen­de brevene med stafet”.
Sagen gik helt til top i Generalpostdirektionen, der valgte at følge forslaget. Drewsen havde endnu en gang trumfet sin vilje gen­nem!

Utilfreds sognepræst
I Silkeborg blev der opret­tet et vognmandslaug som i de fleste andre byer. Post­væsenet havde kontrakt med nogle af disse private vognmænd, postkontrahen­ter blev de kaldt, som måtte sørge for at holde de fornød­ne kuske, heste og vogne.
At vognene ikke altid var i den bedste orden, vidner et brev fra en sognepræst på Holstebro‑egnen om: ”Da min kone søndag den 12. juni 1864 kl. 3 morgen rejste fra Silkeborg til Århus med diligencen, sprang døren to gange op i og tæt ved Silkeborg. Umid­delbart efter savnedes en sort ulden paraply og en grøn silkeparasol. Konduk­tøren, som var i diligencen, lovede, hvis det blev fundet, at lade det indsætte på posthuset i Århus”. Trods eftersøgninger i både Århus og Silkeborg var og blev pa­storindens ting borte.

Telegrafen til byen
I 1854 åbnedes landets første elektromagnetiske telegraflinje mellem Køben­havn og Hamburg. Da der efter få år blev ført en linje op langs Jyllands østkyst var den altid visionære Drewsen straks fremme med et forslag om at sætte Silkeborg i forbindelse med telegrafstationen i Århus – måske var han stadig lidt utilfreds med den almindelige postforbindelse. I som­meren 1857 fik kommunalbestyrelsen tilladelse til at etablere forbindelsen, der dog blev bekostet af et akti­eselskab med Drewsen i spidsen. I november samme år var arbejdet overstået og den 2. december kunne det første telegram afsendes fra posthuset på Hovedgården – det var en meddelelse om anlæggets fuldførelse.
Byens første telegrafbe­styrer var postekspeditør Bindesbøll, der samtidig ansatte en ung telegrafist. Som bestyrelsesformand og største bidragyder ville Mi­chael Drewsen gerne have lov til at gennemlæse alle telegrammer, men det mod­satte Bindesbøll sig natur­ligvis og han fik medhold af Generalpostdirektionen i København. Der var trods alt grænser for hvor langt bykongen kunne gå!
I 1871 overtog staten de fleste private telegraflinjer og herunder Silkeborgs. Fem år tidligere var bog­handler Carl Chr. Nielsen blevet telegrafbestyrer og stationen flyttet til hans bo­pæl på Torvet. Nielsen fortsatte som be­styrer til sin død i 1915. Tolv år senere blev de to etater Post‑ og Telegrafvæs­enet slået sammen og tele­grafstationen vendte tilba­ge til posthuset.

Sjov på posthuset
I Elfriede Fibigers erindrin­ger findes en skildring af en episode på posthuset i 1858. Drewsens søn Christian og doktor Jørgensen, to gode venner, var en nat mødt op på posthuset, da postdili­gencen ankom, for at åbne postsækkene og fingerere ved pakkerne. Denne uskik faldt naturligvis postfuldmægtig Dencker for bry­stet, men hans indsigelser blev besvaret med den unge Drewsens latter, mens lægen lige så stille for­svandt ud af døren. Da intet tydeligvis hjalp blev Chr. Drewsen i en rask hånde­vending smidt på porten, hvorefter han straks tog hjem til faderen og sladrede.
Næste dag troppede den ældre Drewsen, bred og mægtig, op på posthuset og forlangte en undskyldning. Men da Dencker forklarede ham sagens rette sammen­hæng tog Drewsen hatten af, undskyldte på sin søns vegne og gik. Med til histo­rien hører at sønnen på det tidspunkt var 24 år, gift og far til et barn, men åben­bart ikke for gammel til drengestreger!

Posthus på Hotel Dania
I sommeren 1866 døde po­stekspeditør Bindesbøll, kun 47 år gammel, men al­vorligt svækket af en ner­velidelse han havde pådra­get sig under de preussiske og østrigske soldaters be­sættelse af byen to år tidli­gere. En postekspedient fra de sjællandske jernbaner, Jens Chr. Fass, overtog derpå forretningerne i Silke­borg. Silkeborg Avis skrev at nu håbede alle, at den nye postekspeditør ville flytte posthuset op i byen, da Hovedgården ”til stor gene for publikum ligger i en ligefrem afkrog”.
At Fass så vitterligt flyt­tede posthuset til Hotel Da­nia på Torvet skyldtes alene den kendsgerning, at Bin­desbølls enke havde ret til at blive boende i embedsbo­ligen indtil maj 1867. Da hun var ude rykkede posthuset tilbage til Hoved­gården igen.
Fass var byens posteks­peditør de næste mange år indtil en stadig dårligere privatøkonomi satte en ke­delig stopper for hans liv i februar 1886. For at holde sine kreditorer fra døren havde han flere gange taget af kassen, men en dag var det blevet for meget. Et me­lankolsk sind og frygten for revisionen, der måtte kom­me før eller siden, drev ham til at hænge sig selv i et af Hovedgårdens udhuse. Re­visionen påviste kort efter et stort underskud i posthu­sets regnskaber, men Fass’ bo var insolvent og post­væsenets krav kunne ikke indfries.

Højere løn og flere opgaver
Kort efter tiltrådte Fr. Chr. Friis Petersen den ledige stilling, Efter en ny løn­ningslov blev han i 1889 postmester, hvilket betød højere løn, men også flere administrative opgaver. Friis Petersen fik også et større kontorpersonale og fra en ung postassistent, V. Hendil hed han, er bevaret en skildring af livet på post­huset i 1889:
”Postkontoret var i ho­vedbygningen til den gamle herregård. En gammeldags, men statelig hvid bygning med en stor, åben plads for­an. En bred stentrappe før­te ind til en lille forhal. Midtfor var den brede dob­beltdør ind til postkontoret, til højre indgangen til postmesterens privatlejlighed, til venstre en stor privatlej­lighed, hvor en læge (Silke­borg Bads første kurlæge Klee, red.) boede.

Fra havestue til postlokale
Postlokalet havde oprinde­lig været herremandens ha­vestue, højt til loftet og en bred dobbeltdør på begge si­der. Et ejendommeligt og ganske kønt postlokale altså, støvet var det i kroge­ne, og loftet var ikke hvid­tet fornylig, men sikken ud­sigt på en solskinsdag ud til en stor, gammel, herskabe­lig have. Lokalet var jo ikke lille, men det rummede og­så alt: en firkantet plads til publikum, der altså blev ekspederet ved en skranke, borde til brevbærerne og landposterne – al sortering og al pakkepost var samlet her – og i et hjørne, henne ved en af vinduerne, havde postmesteren sit skrive­bord.
Postmesteren var altid til stede ved morgenposten; når posten kom ind, og man begyndte at åbne og stem­ple brevbundterne, satte han sig ved et stort, ledigt bord og delte brevene i tre bundter: by, land og afhen­tere. To store diligencer havde vi, den ene til Bræd­strup og Horsens, den an­den over Kjellerup til Rød­kærsbro. Det så flot ud, når de store, gule vogne med de røde postilloner og de kraf­tige heste svingede ind på den åbne, grønne plads for­an den store, hvide herregårdsbygning”.
Jo, hyggeligt har det utvivlsomt været, men sta­dig flere silkeborgensere ønskede sig et nyt og tidssvarende posthus.
I 1891 skrev Avisen bl.a. ”For det første ligger vort posthus meget afsides og fjernt fra den største del af byens beboere, og for det andet er det så langt belig­gende fra banegården, at der spildes en mængde tid, inden posten kan udbrin­ges, men det værste er dog, at man til tider næsten ikke kan komme tørskoet dertil. Så snart det har regnet en smule, må man vade i det frygteligste ælte og ofte i bælgmørke, for at slippe ind til posthuset. Selv når lyg­terne er tændt nede ved Ho­vedgården, er lyset alt for utilstrækkeligt til, at man kan undgå moradset og vandpytterne”.

Kampmanns nye posthus
Der skulle imidlertid gå mange år inden nøden blev afhjulpet, men den 28. okto­ber 1906 kunne arkitekten, professor Hack Kampmanns nye posthus til venstre for banegården indvies. Bygge­riet kostede knap 36.000 kr., men så havde byens 8.000 indbyggere også fået et posthus de kunne være bekendt. I stueetagen lå ekspeditionslokalet, bag dette lokaler til brev‑ og pakkesorteringen og på første sal havde postmeste­ren sin privatlejlighed.
Fra posthusets oprettelse i 1845 og nogle år frem fandt der ingen postomdeling sted i Silkeborg. Borgerne måtte selv tage ned på Hovedgården når postrytteren – og senere po­stdiligencen ‑ ankom til by­en. I længden var denne ordning dog uholdbar og især da telegrafen kom til byen. Men da staten ikke ville løse dette problem, be­sluttede kommunalbesty­relsen i 1858 at ansætte og lønne et postbud, der fik he­le byen som sit distrikt. På det tidspunkt var der nu og­så kun 120 huse i Silkeborg. Nogle årtier senere over­tog postvæsenet selv omde­lingen af breve og pakker i byen. I 1860 var der i øvrigt kun fire postkasser i hele Silkeborg: udenfor posthu­set på Hovedgården, ved papirfabrikken, på rådhu­sets mur og for enden af Ve­stergade – muligvis ved den gamle birkedommerbolig (i dag katolsk børnehave). Da birkedommer Drechsel kom til Silkeborg i 1854 tog han straks initiativ til at oprette to landpostruter, en til Gjern og en til Them.

Al post blev håndstemplet
Først tredive år senere op­rettede postekspeditør Fass 15 landpostruter og ti brev­samlingssteder i postdi­striktet og den gamle sog­nebudsordning bortfaldt.
A.R. Iversen, der var by­ens postmester fra 1948 til 1957, gav i 1955 følgende skildring aflivet på det nye posthus på Drewsensvej i 1907 ”Vi var dengang syv‑otte mand på kontoret og post­budenes antal var seks røde og syv landpostbude. Vi mødte kl. 6 om morgenen, og med postmesteren i spid­sen stillede vi kl. 6.30, når Skanderborg‑toget kom ind, og så kom alle mand i arbejde med sortering. Og­så postmesteren deltog den­gang i det manuelle arbej­de. Dengang blev al posten håndstemplet. Der kunne opnås en kolossal færdig­hed i at håndtere et sådant stempel. Det lød som maskingeværsalver. Dengang havde landpostbudene ikke cykler, nej, de gik. Og de havde træsko og stok i hånd, ja, en enkelt havde endog sin hund med. Arbej­det var så omstændeligt, at postbudene først kom af ud kl. 9.15, og de vendte først tilbage kl. 17‑18, de kørende landpostbude end­da først ved 19‑tiden. Københavnerbladene kom til Silkeborg med et tog kl. 19.30, men de skulle ud­bringes samme aften, og ved 20‑tiden startede post­budene i selve byen på sid­ste tur. Ved 21‑tiden vendte de tilbage, og så havde de tømt postkasserne på hjem­vejen. Så før kl. 21‑21.30 var vi ikke færdige. Kontoret havde hver af­ten åbent til kl. 20 og søn­dage fra kl. 12‑14. Der var faktisk kunder hele tiden om søndagen havde vi end­og meget at bestille”.

Stadig bedre forbindelser
I de første årtier af dette år­hundrede kom Silkeborg i stadig bedre forbindelse med det øvrige postrutenet. Jernbanerne til Skander­borg og Herning var allere­de blevet åbnet i 1871 og 1877 og havde afløst de gamle postdiligencer på landevejen mellem Århus og Ringkøbing. Fra 1908 gik der tog til Langå, fra 1920 til Brande og i 1924 og 1929 blev Silkeborg sat i forbindelse med privatbanerne Kjellerup-Rødkærs­bro og Bryrup-Horsens.
Fra alle seks retninger kom der post flere gange om dagen og det betød selvsagt bedre postforbindelser, fle­re postomdelinger om da­gen, flere brevsamlingsste­der i oplandet og et større personale til at servicere postvæsenets kunder.
Med tiden blev rammer­ne da også alt for små på posthuset ved banegården og op gennem 60’erne og 70’erne måtte der udvides for at skaffe bedre plads, især til postsorteringen. I 1965 måtte postmesteren rømme sin embedsbolig på førstesalen og da ”naboen”, den gule toldkammerbyg­ning fra 1920 (i øvrigt også tegnet af Hack Kampmann), i 1969 blev forladt af toldvæsenet flyttede postvæsenet ind.
Allerede i 60’erne var der planer om at bygge t nyt postkontor, men først i no­vember 1985 kunne byens nyeste posthus tages i brug på Kejlstrupvej. Det betød samtidig et farvel til det gamle posthus på Drews­ensvej, der kort efter blev brudt ned til mange silke­borgenseres fortrydelse.

Trykt i Midtjyllands Avis den 29. april 1995. Billedet af personalet ved Hovedgårdens trappe er fra 1905 og gengivet efter Peder Nielsen: Silkeborg i Billeder gennem 100 Aar (1946).

Artiklen blev bragt blot to dage før Silkeborg Postkontors 150-års jubilæum, og samtidig åbnede også en lille udstilling på postkontoret på Kejlstrupvej, som jeg havde lavet sammen med byens filatelistiske forening, der ejer en fin samling af frimærker og breve, der er blevet stemplet og sendt fra Silkeborg gennem de fleste af de 150 år. Selv arbejdede jeg som afløser på postkontoret på Kejlstrupvej fra 1986 til 1989, så det var helt naturligt at kaste mig over postvæsenets historie.

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.