De første sygehuse i Silkeborg

Et gammelt ord siger, at ”intet er skidt, uden det er godt for noget”. Således forholdt det sig også i Sil­keborg i efteråret 1857. På den tid oplevede Århus en del koleratilfælde, og mange borgere i Silkeborg frygtede, at smitten skulle finde vej hertil. Så galt gik det heldigvis ikke, men ko­leraen blev dog alligevel den direkte årsag til, at Silkeborg fik sit første sy­gehus.
Et år tidligere, den 7. oktober 1856, sendte den nye, unge distriktslæge C.E.A. Fibiger en alenlang forestilling til byrådet, hvori han foreslog opret­telsen af et sygehus med otte senge. I forestillingen udbredte Fibiger sig hovedsageligt om sygehusets indretning og personale, men også – hvad der var nok så interessant for skatteyderne – om dets økonomi.
 Men byrådet tog ikke dette gode tiltag til sig med det samme, og først da ”Århus‑koleraen” syn­tes at banke på døren, slog kommunen og Fibiger pjalterne sammen og fik i en fart oprettet et interi­mistisk sygehus i Nygade 39, der stod færdigt den 1. oktober 1857. Men koler­afaren drev hurtigt over, og allerede den 16. oktober blev sygehuset lukket. Da man fremover gerne ville være på forkant med begi­venhederne, besluttede byrådet to uger senere at leje ejendommen Østerga­de 22 fra årsskiftet 1857/58.
Desværre lød lejemålet kun på ét år, men kort før sygehuset måtte rykke ud tilbød købmand L.A. Hviid at stille sit nye hus på Ve­stergade 81 til kommunens disposition. Byrådet sagde tak, og den 1. maj 1859 kunne sygehuset – der hav­de været husvild siden nyt­år – flytte ind.
I Fibigers medicinske to­pografi fra 1863 beretter han, at sygehuset er ind­rettet til 10 patienter samt bolig til økonomen. I bag­huset kunne patienterne rekreere sig i det russiske dampbad.
Kommunens lejemål lød kun på 5 år, og den 1. maj 1864 måtte sygehuset for­lægge residensen til Søga­de 30, men dér havde kom­munen til gengæld også fo­den under eget bord.
Ejendommen, der stam­mede fra 1854, var indret­tet til garveri, men i løbet af få år gik garveren fallit, og Viborg Sparekasse – der var panthaver – overtog ejendommen og tilbød i august 1860 kommunen at købe ejendommen, hvilket også skete inden årets ud­gang. Kommunen havde dog ikke rigtig nogle planer­ for udnyttelsen af ejendommen, og den var frem til 1864 bortforpagtet til sadelmager Jaede, der drev garveriet videre. Men i oktober 1863 nedsat­te byrådet en kommission, der skulle komme med for­slag til ejendommens vide­re afbenyttelse. I starten tænkte man på at oprette en fattiggård, men da leje­målet i Vestergade gik på hæld, lod man sygehuset overtage ejendommen i 1864, og fattiggården måt­te derfor vente til 1869.
Desværre ved man ikke ret meget om dette sygehus’ indretning, men hvor­om alting var, fik det lov til at blive liggende i Søga­de til juli 1902, da sygehu­set på Kildebakken stod færdig. På det tidspunkt havde der også hersket meget trange kår på syge­huset i mange år, især da byens befolkning steg kraftigt fra 1880’erne og økonomens børneflok nær­mere sig de 16!
I starten sorterede syge­huset under fattigkommis­sionen (datidens social‑ og sundhedsforvaltning), men da sygehusvæsenet i 1859 nærmede sig velord­nede forhold, nedsatte by­rådet en særlig sygehus­kommission på seks med­lemmer, der bl.a. bestod af distriktslægen, birke­dommeren og sogne­præsten. Næsten samtidig fik byen en sundhedskom­mission (efter ønske fra Fibiger), hvis arbejdsom­råde naturligvis også dæk­kede sygehuset. At sygehuset efter den nye land­kommunallov fra 6. juli 1867 overgik fra kommu­nal til amtskommunal do­minans medførte imidletid ikke de store ændringer, når man ser bort fra, at der selvfølgelig blev flere skatteborgere om at beta­le for sygehusdriften.
Sygehusets personale blev også endeligt fastlagt i 1859. Lægegerningen blev udført af de skiftende di­striktslæger (Fibiger, Prosch og Schjødt) frem til 1899, da amtet ansatte en fast overlæge. Det blev Axel Hansen, der i 1902 flyttede med sygehuset til Kildebakken.
Den daglige bestyrelse stod økonomen for. Fibi­ger foreslog allerede i 1856, at denne skulle være gift, da konen så passende kunne fungere som syge­plejerske. Først da syge­huset flyttede til Vesterga­de i 1859 fik man ansat en økonom. Det var Mads Christian Madsen. Han og hans hustru, Birgitte, tilså de syge i otte år.
På påskedag 1867 sejlede han og en sadelmagersvend ud på Langsøen for at fange fisk, men en ka­stevind fik båden til at kæntre, og begge mænd druknede. Dette var jo slemt nok, men pastor Panduro, der tog sit kald så alvorligt, at der næsten gik mode i at skifte sogne­bånd til pastor Møller i Sejling, fandt det endnu værre, at de to mænd var taget på fisketur i kirketi­den og noterede i kirkebo­gen ”Druknet paa, Silke­borg Langsøe under en Seilads paa Paaskedag som Gudstjenesten begyndte”. Nå, hvorom alting var, så fortsatte enken bestyrel­sen af sygehusets økonomi frem til november, da hun giftede sig med den dukne­de sadelmagers mester – i Sejling kirke!
Som enken rykkede ud, flyttede Niels Rasmussen Kokborg ind med sin hu­stru Ellen. Sammen passe­de og plejede de de syge i 35 år, indtil sygehuset i Sø­gade blev nedlagt i 1902. Ved siden af posten som økonom blev han i 1875 valgt til kommunens sognefoged, et hverv han be­stred til embedet blev ned­lagt ved byens overgang til købstad i år 1900. For sine mange fortjenester for byen modtog han i 1895 Dannebrogmændenes hæ­derstegn. Da sygehuset lukkede, blev parret boen­de i Silkeborg, hvor han først døde i 1923, efter at have mistet sin hustru året forinden.
Og hvad skete der så med de fire sygehuse? Det interimistiske sygehus i Nygade måtte allerede i 1899 vige pladsen for det nye andelsmejeri. Sygehuset i Østergade forsvandt først l 1952 ved udvidelsen af Østerport, mens sygehuset i Søgade allerede faldt i 1904 til fordel for en større ejendom. Tilbage er kun sygehuset på Vester­gade, der op til i dag ikke har gennemgået videre forandringer. Denne ejendom er således blandt de ældste huse i Silkeborg.

Trykt i Midtjyllands Avis 20. oktober 1990.

Min artikel nr. 2. Der var - så vidt jeg husker - ingen særlig anledning til denne artikel, som tilfældet var med den om Resenbro Kro. Men jeg var kommet under vejrs med at den ret anonyme ejendom ude på Vestergade havde tjent som Silkeborgs første permanente sygehus - og den historie dykkede jeg så ned i. Silkeborg fik sit nuværende sygehus i 1902, højt beliggende over byen, oppe på Kildebakken.

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.