Post til Silkeborg i 150 år

Da Generalpostdirek­tionen i vinteren 1844/45 planlagde en postrute ad den nyligt projekterede landevej fra Århus til Ringkøbing var det naturligt at lægge den ene af to postekspeditioner i Silkeborg. Michael Drews­en havde opført sin papirfa­brik i 1844 og en regerings­kommission var godt i gang med at forberede oprettel­sen af en handelsplads samme sted. Men først kom altså posthuset, der på mandag kan fejre sin 150-­årsdag, få måneder før byjubilæet.
Af en bevaret skrivelse fremgår nemlig, at der fra 1. maj 1845 blev etableret en ridende brevpost fra såvel Århus som Ringkøbing, der hver krydsede Jylland en gang om ugen. Langs ruten blev der oprettet to posthu­se, et i Silkeborg og et i Her­ning. I Silkeborg blev Drew­sens bogholder Andreas Wilhelm Collstrop ansat som postekspeditør, men hvor mærkeligt, det end ly­der besluttede han efter kun tre dage at fratræde sin nye stilling – måske har Drewsen alligevel haft me­re brug for hans arbejds­kraft.
Videre lukrativ var stil­lingen nu heller ikke: 30 rigsdaler om året plus 1 skilling for hvert brev, der blev ekspederet. Derfor havde de skiftende posteks­peditører altid et eller flere hverv ved siden af. I årene 1845‑82 var det således de skiftende godsforvaltere, der stod for postekspeditio­nen i Silkeborg, nemlig ‑ ef­ter Collstrops hurtige af­gang - Peder Beder (1845-­46), Frees Emil Hornemann (1846‑48) og Johan Henrik Bindesbøll (1848‑66).

Hovedgården som posthus
Posthuset blev fra starten indrettet på Hovedgården. Hvor Silkeborg Museum i dag har billetsalg lå ekspeditionslokalet, i værelserne til højre herfor lå et kontor og postekspeditørens priva­te lejlighed. Hovedgårdens østlige ende blev i årene 1850‑77 benyttet som kir­kesal.
Nu havde der selvfølgelig også før 1845 været behov for at fa bragt post til og fra Silkeborg. Før Drewsens ankomst i 1844 var der ikke mange indbyggere her, men både forvalteren på Mari­enlund (i dag Gl. Skovridergård) og skovrideren i Nåege var afhængige af en stabil postforbindelse. Det nærmeste posthus lå den­gang i Skanderborg og der­til havde man i flere år sendt et privat bud – i øvrigt en helt almindelig ordning i en tid, hvor postrutenettet ikke var så finmasket.
Silkeborgs postbud boede i ”Podehuset”, der lå om­trent hvor Drewsen i 1847 opførte sin pragtvilla. For sine ugentlige rideture til Skanderborg modtog buddet 12 rigsdaler samt 3 tønder rug og 3 tønder byg om året. Denne private postrute blev opretholdt til 1846, da man i stedet valgte – stadig på privat initiativ – at etablere en postrute til Århus med vogn. Sagen var at den kon­gelige ridende post hverken medtog pakker pga. væg­ten eller pengebreve pga. sikkerheden. Ruten blev lagt i hænderne på N.C. Schou, forpagter af Drews­ens gæstgiveri ”Hotel Silke­borg”, der for sin ulejlighed modtog 28 rigsdaler om året samt 2 skilling pr. brev og for pakkerne 1 skilling pr. pund.

Klager over postgangen
Allerhelst så beboerne i Sil­keborg dog at staten indsat­te en postdiligence på Århus‑Ringkøbing‑ruten. Det havde dog sine proble­mer. Den 25 km lange strækning mellem Silke­borg og Ikast var et morads og ganske umulig at befare med vogn. Treårskrigen havde sat en stopper for landevejsbyggeriet og først i 1851 kunne en diligencerute oprettes.
I de næste 20 år blev po­strutenettet yderligere ud­bygget og i 1868 var der så­ledes daglig postforbindelse mellem Århus og Ringkø­bing (en tur på 14 timer), tre ugentlige ture på Viborg‑Silkeborg‑Horsens‑ru­ten (10 timer) og tre ugent­lige ture fra Silkeborg til Skanderborg (4 timer). Nu var en by som Århus også kun en brik i landets vidt­forgrenede postrutenet. By­en stod således i forbindelse med vigtige byer som Aalborg og Hamburg fra landsiden og med Køben­havn fra vandsiden.
Svigtede postforbindelser på disse ruter betød det og­så forsinkelser længere in­de i landet. I maj 1852 gik det bl.a. ud over Michael Drewsen, der sendte en kla­ge til Bindesbøll på Hoved­gården: ”Den hertil den 3. ds. ankomne pakkepost medbragte ingen breve fra Kalundborg‑ruten, fordi dampskibet ved postens af­gang fra Århus kl. 5 om morgenen endnu ikke var ankommet. Ifølge efterret­ninger fra Århus ankom dampskibet mellem kl. 7 og 8 om morgenen, men breve­ne, som det medbragte, blev liggende i Århus til næste posts afgang og kom såle­des først hertil den 6. I den anledning må jeg tage mig den frihed at spørge, om postmesteren i Århus er be­rettiget til således at stoppe postgangen, og om han ikke er pligtig til, når pakkepo­sten ikke kan afvente dam­pskibets ankomst, at afsen­de brevene med stafet”.
Sagen gik helt til top i Generalpostdirektionen, der valgte at følge forslaget. Drewsen havde endnu en gang trumfet sin vilje gen­nem!

Utilfreds sognepræst
I Silkeborg blev der opret­tet et vognmandslaug som i de fleste andre byer. Post­væsenet havde kontrakt med nogle af disse private vognmænd, postkontrahen­ter blev de kaldt, som måtte sørge for at holde de fornød­ne kuske, heste og vogne.
At vognene ikke altid var i den bedste orden, vidner et brev fra en sognepræst på Holstebro‑egnen om: ”Da min kone søndag den 12. juni 1864 kl. 3 morgen rejste fra Silkeborg til Århus med diligencen, sprang døren to gange op i og tæt ved Silkeborg. Umid­delbart efter savnedes en sort ulden paraply og en grøn silkeparasol. Konduk­tøren, som var i diligencen, lovede, hvis det blev fundet, at lade det indsætte på posthuset i Århus”. Trods eftersøgninger i både Århus og Silkeborg var og blev pa­storindens ting borte.

Telegrafen til byen
I 1854 åbnedes landets første elektromagnetiske telegraflinje mellem Køben­havn og Hamburg. Da der efter få år blev ført en linje op langs Jyllands østkyst var den altid visionære Drewsen straks fremme med et forslag om at sætte Silkeborg i forbindelse med telegrafstationen i Århus – måske var han stadig lidt utilfreds med den almindelige postforbindelse. I som­meren 1857 fik kommunalbestyrelsen tilladelse til at etablere forbindelsen, der dog blev bekostet af et akti­eselskab med Drewsen i spidsen. I november samme år var arbejdet overstået og den 2. december kunne det første telegram afsendes fra posthuset på Hovedgården – det var en meddelelse om anlæggets fuldførelse.
Byens første telegrafbe­styrer var postekspeditør Bindesbøll, der samtidig ansatte en ung telegrafist. Som bestyrelsesformand og største bidragyder ville Mi­chael Drewsen gerne have lov til at gennemlæse alle telegrammer, men det mod­satte Bindesbøll sig natur­ligvis og han fik medhold af Generalpostdirektionen i København. Der var trods alt grænser for hvor langt bykongen kunne gå!
I 1871 overtog staten de fleste private telegraflinjer og herunder Silkeborgs. Fem år tidligere var bog­handler Carl Chr. Nielsen blevet telegrafbestyrer og stationen flyttet til hans bo­pæl på Torvet. Nielsen fortsatte som be­styrer til sin død i 1915. Tolv år senere blev de to etater Post‑ og Telegrafvæs­enet slået sammen og tele­grafstationen vendte tilba­ge til posthuset.

Sjov på posthuset
I Elfriede Fibigers erindrin­ger findes en skildring af en episode på posthuset i 1858. Drewsens søn Christian og doktor Jørgensen, to gode venner, var en nat mødt op på posthuset, da postdili­gencen ankom, for at åbne postsækkene og fingerere ved pakkerne. Denne uskik faldt naturligvis postfuldmægtig Dencker for bry­stet, men hans indsigelser blev besvaret med den unge Drewsens latter, mens lægen lige så stille for­svandt ud af døren. Da intet tydeligvis hjalp blev Chr. Drewsen i en rask hånde­vending smidt på porten, hvorefter han straks tog hjem til faderen og sladrede.
Næste dag troppede den ældre Drewsen, bred og mægtig, op på posthuset og forlangte en undskyldning. Men da Dencker forklarede ham sagens rette sammen­hæng tog Drewsen hatten af, undskyldte på sin søns vegne og gik. Med til histo­rien hører at sønnen på det tidspunkt var 24 år, gift og far til et barn, men åben­bart ikke for gammel til drengestreger!

Posthus på Hotel Dania
I sommeren 1866 døde po­stekspeditør Bindesbøll, kun 47 år gammel, men al­vorligt svækket af en ner­velidelse han havde pådra­get sig under de preussiske og østrigske soldaters be­sættelse af byen to år tidli­gere. En postekspedient fra de sjællandske jernbaner, Jens Chr. Fass, overtog derpå forretningerne i Silke­borg. Silkeborg Avis skrev at nu håbede alle, at den nye postekspeditør ville flytte posthuset op i byen, da Hovedgården ”til stor gene for publikum ligger i en ligefrem afkrog”.
At Fass så vitterligt flyt­tede posthuset til Hotel Da­nia på Torvet skyldtes alene den kendsgerning, at Bin­desbølls enke havde ret til at blive boende i embedsbo­ligen indtil maj 1867. Da hun var ude rykkede posthuset tilbage til Hoved­gården igen.
Fass var byens posteks­peditør de næste mange år indtil en stadig dårligere privatøkonomi satte en ke­delig stopper for hans liv i februar 1886. For at holde sine kreditorer fra døren havde han flere gange taget af kassen, men en dag var det blevet for meget. Et me­lankolsk sind og frygten for revisionen, der måtte kom­me før eller siden, drev ham til at hænge sig selv i et af Hovedgårdens udhuse. Re­visionen påviste kort efter et stort underskud i posthu­sets regnskaber, men Fass’ bo var insolvent og post­væsenets krav kunne ikke indfries.

Højere løn og flere opgaver
Kort efter tiltrådte Fr. Chr. Friis Petersen den ledige stilling, Efter en ny løn­ningslov blev han i 1889 postmester, hvilket betød højere løn, men også flere administrative opgaver. Friis Petersen fik også et større kontorpersonale og fra en ung postassistent, V. Hendil hed han, er bevaret en skildring af livet på post­huset i 1889:
”Postkontoret var i ho­vedbygningen til den gamle herregård. En gammeldags, men statelig hvid bygning med en stor, åben plads for­an. En bred stentrappe før­te ind til en lille forhal. Midtfor var den brede dob­beltdør ind til postkontoret, til højre indgangen til postmesterens privatlejlighed, til venstre en stor privatlej­lighed, hvor en læge (Silke­borg Bads første kurlæge Klee, red.) boede.

Fra havestue til postlokale
Postlokalet havde oprinde­lig været herremandens ha­vestue, højt til loftet og en bred dobbeltdør på begge si­der. Et ejendommeligt og ganske kønt postlokale altså, støvet var det i kroge­ne, og loftet var ikke hvid­tet fornylig, men sikken ud­sigt på en solskinsdag ud til en stor, gammel, herskabe­lig have. Lokalet var jo ikke lille, men det rummede og­så alt: en firkantet plads til publikum, der altså blev ekspederet ved en skranke, borde til brevbærerne og landposterne – al sortering og al pakkepost var samlet her – og i et hjørne, henne ved en af vinduerne, havde postmesteren sit skrive­bord.
Postmesteren var altid til stede ved morgenposten; når posten kom ind, og man begyndte at åbne og stem­ple brevbundterne, satte han sig ved et stort, ledigt bord og delte brevene i tre bundter: by, land og afhen­tere. To store diligencer havde vi, den ene til Bræd­strup og Horsens, den an­den over Kjellerup til Rød­kærsbro. Det så flot ud, når de store, gule vogne med de røde postilloner og de kraf­tige heste svingede ind på den åbne, grønne plads for­an den store, hvide herregårdsbygning”.
Jo, hyggeligt har det utvivlsomt været, men sta­dig flere silkeborgensere ønskede sig et nyt og tidssvarende posthus.
I 1891 skrev Avisen bl.a. ”For det første ligger vort posthus meget afsides og fjernt fra den største del af byens beboere, og for det andet er det så langt belig­gende fra banegården, at der spildes en mængde tid, inden posten kan udbrin­ges, men det værste er dog, at man til tider næsten ikke kan komme tørskoet dertil. Så snart det har regnet en smule, må man vade i det frygteligste ælte og ofte i bælgmørke, for at slippe ind til posthuset. Selv når lyg­terne er tændt nede ved Ho­vedgården, er lyset alt for utilstrækkeligt til, at man kan undgå moradset og vandpytterne”.

Kampmanns nye posthus
Der skulle imidlertid gå mange år inden nøden blev afhjulpet, men den 28. okto­ber 1906 kunne arkitekten, professor Hack Kampmanns nye posthus til venstre for banegården indvies. Bygge­riet kostede knap 36.000 kr., men så havde byens 8.000 indbyggere også fået et posthus de kunne være bekendt. I stueetagen lå ekspeditionslokalet, bag dette lokaler til brev‑ og pakkesorteringen og på første sal havde postmeste­ren sin privatlejlighed.
Fra posthusets oprettelse i 1845 og nogle år frem fandt der ingen postomdeling sted i Silkeborg. Borgerne måtte selv tage ned på Hovedgården når postrytteren – og senere po­stdiligencen ‑ ankom til by­en. I længden var denne ordning dog uholdbar og især da telegrafen kom til byen. Men da staten ikke ville løse dette problem, be­sluttede kommunalbesty­relsen i 1858 at ansætte og lønne et postbud, der fik he­le byen som sit distrikt. På det tidspunkt var der nu og­så kun 120 huse i Silkeborg. Nogle årtier senere over­tog postvæsenet selv omde­lingen af breve og pakker i byen. I 1860 var der i øvrigt kun fire postkasser i hele Silkeborg: udenfor posthu­set på Hovedgården, ved papirfabrikken, på rådhu­sets mur og for enden af Ve­stergade – muligvis ved den gamle birkedommerbolig (i dag katolsk børnehave). Da birkedommer Drechsel kom til Silkeborg i 1854 tog han straks initiativ til at oprette to landpostruter, en til Gjern og en til Them.

Al post blev håndstemplet
Først tredive år senere op­rettede postekspeditør Fass 15 landpostruter og ti brev­samlingssteder i postdi­striktet og den gamle sog­nebudsordning bortfaldt.
A.R. Iversen, der var by­ens postmester fra 1948 til 1957, gav i 1955 følgende skildring aflivet på det nye posthus på Drewsensvej i 1907 ”Vi var dengang syv‑otte mand på kontoret og post­budenes antal var seks røde og syv landpostbude. Vi mødte kl. 6 om morgenen, og med postmesteren i spid­sen stillede vi kl. 6.30, når Skanderborg‑toget kom ind, og så kom alle mand i arbejde med sortering. Og­så postmesteren deltog den­gang i det manuelle arbej­de. Dengang blev al posten håndstemplet. Der kunne opnås en kolossal færdig­hed i at håndtere et sådant stempel. Det lød som maskingeværsalver. Dengang havde landpostbudene ikke cykler, nej, de gik. Og de havde træsko og stok i hånd, ja, en enkelt havde endog sin hund med. Arbej­det var så omstændeligt, at postbudene først kom af ud kl. 9.15, og de vendte først tilbage kl. 17‑18, de kørende landpostbude end­da først ved 19‑tiden. Københavnerbladene kom til Silkeborg med et tog kl. 19.30, men de skulle ud­bringes samme aften, og ved 20‑tiden startede post­budene i selve byen på sid­ste tur. Ved 21‑tiden vendte de tilbage, og så havde de tømt postkasserne på hjem­vejen. Så før kl. 21‑21.30 var vi ikke færdige. Kontoret havde hver af­ten åbent til kl. 20 og søn­dage fra kl. 12‑14. Der var faktisk kunder hele tiden om søndagen havde vi end­og meget at bestille”.

Stadig bedre forbindelser
I de første årtier af dette år­hundrede kom Silkeborg i stadig bedre forbindelse med det øvrige postrutenet. Jernbanerne til Skander­borg og Herning var allere­de blevet åbnet i 1871 og 1877 og havde afløst de gamle postdiligencer på landevejen mellem Århus og Ringkøbing. Fra 1908 gik der tog til Langå, fra 1920 til Brande og i 1924 og 1929 blev Silkeborg sat i forbindelse med privatbanerne Kjellerup-Rødkærs­bro og Bryrup-Horsens.
Fra alle seks retninger kom der post flere gange om dagen og det betød selvsagt bedre postforbindelser, fle­re postomdelinger om da­gen, flere brevsamlingsste­der i oplandet og et større personale til at servicere postvæsenets kunder.
Med tiden blev rammer­ne da også alt for små på posthuset ved banegården og op gennem 60’erne og 70’erne måtte der udvides for at skaffe bedre plads, især til postsorteringen. I 1965 måtte postmesteren rømme sin embedsbolig på førstesalen og da ”naboen”, den gule toldkammerbyg­ning fra 1920 (i øvrigt også tegnet af Hack Kampmann), i 1969 blev forladt af toldvæsenet flyttede postvæsenet ind.
Allerede i 60’erne var der planer om at bygge t nyt postkontor, men først i no­vember 1985 kunne byens nyeste posthus tages i brug på Kejlstrupvej. Det betød samtidig et farvel til det gamle posthus på Drews­ensvej, der kort efter blev brudt ned til mange silke­borgenseres fortrydelse.

Trykt i Midtjyllands Avis den 29. april 1995. Billedet af personalet ved Hovedgårdens trappe er fra 1905 og gengivet efter Peder Nielsen: Silkeborg i Billeder gennem 100 Aar (1946).

Artiklen blev bragt blot to dage før Silkeborg Postkontors 150-års jubilæum, og samtidig åbnede også en lille udstilling på postkontoret på Kejlstrupvej, som jeg havde lavet sammen med byens filatelistiske forening, der ejer en fin samling af frimærker og breve, der er blevet stemplet og sendt fra Silkeborg gennem de fleste af de 150 år. Selv arbejdede jeg som afløser på postkontoret på Kejlstrupvej fra 1986 til 1989, så det var helt naturligt at kaste mig over postvæsenets historie.

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.

Silkeborgs byvåben brugt før tiden

Ved indgangen til år 1900 ryk­kede Silkeborg op i købstæder­nes rækker og blandt de mange sager byrådet i den anledning skulle tage stilling til, var valget og udformningen af et byvåben. Nu var udformningen ikke det sværeste, for mindst tre lokale kunstnere havde i de forløbne årtier givet deres bud på et vå­ben for den unge by.

Warmings byvåben
Allerede i 1884 var birkedom­mer Drechsel på banen med et forslag. Han allierede sig med byens eneste tandlæge, gane­spaltespecialisten Ernst Warming, der på kort tid kunne præsentere et byvåben. War­ming havde – i lighed med de føl­gende kunstnere – taget ud­gangspunkt i det gamle sagn om biskop Peder (eller Silke), der opførte det gamle Silkeborg Slot engang i middelalderen. Sagnet vil være kendt af de fleste silke­borgensere men kan nok tåle en genopfriskning – her i den vist­nok ældste, trykte version: J.M. Thieles ”Danske Folkesagn”, der udkom i årene 1818‑23: ”Silkeborg Slot har sit navn efter en biskop Silke, som skal have bygget det. Og fortælles der, at da han engang sejlede på den sø som er derhos og tænkte på, hvor han vel skulle bygge slottet, tog han af hovedet sin bispehue og satte den på søen med de ord: ”Hvor nu min hue driver i land, der vil jeg lade mit slot bygge”. Så lod han det ske”.
Om de andre elementer i våbnet forklarede Warming mange år senere, at den Y‑formede strøm var en stiliseret gengivel­se af Gudenåen med Langsøens tilløb, træet symbol på de store skove omkring byen og tandhju­let symbol på den fremblom­strende industri.
Trods alle gode intentioner blev Warmings forslag aldrig ført ud i livet. Byvåbnet blev slet ikke omtalt i datidens aviser og man leder forgæves efter offi­cielle dokumenter i kommunens arkiv.
Måske indså embedsmanden Drechsel hurtigt, at Silkeborg, der på det tidspunkt endnu stod uden købstadsrettigheder, umu­ligt kunne få sit eget byvåben.

Hansens byvåben
Otte år senere, i 1892, kunne re­daktør Bønnelycke i ”Silkeborg og Omegns Avis” præsentere sine læsere for et nyt byvåben. Våbnet – og vildmanden, der for en stund har lagt våbnene fra sig – var udført af kunstmaleren Lars Rastrup, der boede på Fyn, men ideen skyldtes C.P. Han­sen, der drev en malermester­forretning på hjørnet af Rådhus­gade og Søgade. Maler Hansen var i øvrigt mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen, så han havde nok mere end blot et kunstnerisk sigte med sin idé. Redaktør Bønnelycke skrev i sin avis, at nu håbede han, at de to maleres forslag kunne blive ophøjet til byens officielle vå­ben, men sådan skulle det ikke gå. Da avisen gik ind nogle må­neder senere, gik også byvåbnet i glemmebogen.

Rosens byvåben
Den 18. marts 1896 blev Hånd­værkerforeningens nye bygning på Torvet indviet i silende regn­vejr.
Arkitekten var Anton Rosen, der i mere end 10 år havde sat sit helt specielle præg på bybil­ledet med sine ofte fantasifulde og rigt ornamenterede bygnin­ger (Ørneapoteket, Vestergade 9 er blot et af mange eksempler).
Den nye forsamlings‑ og teaterbygning på Torvet fraveg ik­ke stilen og blandt mange fine bygningsdetaljer kunne folke­mængden den dag i marts – nu for snart 100 år siden – for første gang stifte bekendtskab med by­ens nuværende våben.
Rosen kan have kendt War­mings forslag – arkitekten og tandlægen var i øvrigt svogre – under alle omstændigheder var udgangspunktet stadig det sam­ine: sagnet om biskoppen, der opførte slottet ved Gudenåen.
Alle elementer blev på smuk­keste vis forenet i Rosens våben: Bispehuen (eller mitraen) med silkebåndene svævende over den røde borg ved vandet. Alle borgere var begejstrede for for­slaget og byvåbnet blev Rosens ”varemærke” i de kommende år.
I årene 1898‑99 tegnede Ro­sen det nye gymnastikhus ved borgerskolen på Søndergade, bestyrerboligen ved gasværket og kødkontrolstationen i Fre­densgade.
Alle steder sås byvåbenet. Da byrådet på sit møde den 6. januar 1900 skulle beslutte sig for et nyt byvåben var der såle­des ikke den store tvivl. På den ene side fandt man tanken i Warmings gamle forslag for god, men da Rosens våben allerede sad på fire offentlige – de tre af dem endda kommunale ‑ byg­ninger blev dette forslag indstil­let til kongens godkendelse. Den nye købstad havde sat kronen på værket.

Trykt i Midtjyllands Avis' særudgave, december 1995. Billederne er gengivet efter avisartiklen. Det øverste billede forestiller Silkeborg Sygehus på Kildebakken, opført 1902. Arkitekten var Anton Rosen, og Rosens byvåben ses over hovedindgangen.

Avisens særudgave udkom umiddelbart før Silkeborg 150-års jubilæum i 1996, og jeg blev indbudt til at skrive ovenstående artikel om byens tidligste byvåben. Arkitekten Anton Rosen har æren for det byvåben, der blev det officielle, da Silkeborg handelsplads rykkede op i købstædernes klasse. Men det viste sig, at to andre silkeborgenserne allerede havde været på banen i 1884 og 1892 ...

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.

De første sygehuse i Silkeborg

Et gammelt ord siger, at ”intet er skidt, uden det er godt for noget”. Således forholdt det sig også i Sil­keborg i efteråret 1857. På den tid oplevede Århus en del koleratilfælde, og mange borgere i Silkeborg frygtede, at smitten skulle finde vej hertil. Så galt gik det heldigvis ikke, men ko­leraen blev dog alligevel den direkte årsag til, at Silkeborg fik sit første sy­gehus.
Et år tidligere, den 7. oktober 1856, sendte den nye, unge distriktslæge C.E.A. Fibiger en alenlang forestilling til byrådet, hvori han foreslog opret­telsen af et sygehus med otte senge. I forestillingen udbredte Fibiger sig hovedsageligt om sygehusets indretning og personale, men også – hvad der var nok så interessant for skatteyderne – om dets økonomi.
 Men byrådet tog ikke dette gode tiltag til sig med det samme, og først da ”Århus‑koleraen” syn­tes at banke på døren, slog kommunen og Fibiger pjalterne sammen og fik i en fart oprettet et interi­mistisk sygehus i Nygade 39, der stod færdigt den 1. oktober 1857. Men koler­afaren drev hurtigt over, og allerede den 16. oktober blev sygehuset lukket. Da man fremover gerne ville være på forkant med begi­venhederne, besluttede byrådet to uger senere at leje ejendommen Østerga­de 22 fra årsskiftet 1857/58.
Desværre lød lejemålet kun på ét år, men kort før sygehuset måtte rykke ud tilbød købmand L.A. Hviid at stille sit nye hus på Ve­stergade 81 til kommunens disposition. Byrådet sagde tak, og den 1. maj 1859 kunne sygehuset – der hav­de været husvild siden nyt­år – flytte ind.
I Fibigers medicinske to­pografi fra 1863 beretter han, at sygehuset er ind­rettet til 10 patienter samt bolig til økonomen. I bag­huset kunne patienterne rekreere sig i det russiske dampbad.
Kommunens lejemål lød kun på 5 år, og den 1. maj 1864 måtte sygehuset for­lægge residensen til Søga­de 30, men dér havde kom­munen til gengæld også fo­den under eget bord.
Ejendommen, der stam­mede fra 1854, var indret­tet til garveri, men i løbet af få år gik garveren fallit, og Viborg Sparekasse – der var panthaver – overtog ejendommen og tilbød i august 1860 kommunen at købe ejendommen, hvilket også skete inden årets ud­gang. Kommunen havde dog ikke rigtig nogle planer­ for udnyttelsen af ejendommen, og den var frem til 1864 bortforpagtet til sadelmager Jaede, der drev garveriet videre. Men i oktober 1863 nedsat­te byrådet en kommission, der skulle komme med for­slag til ejendommens vide­re afbenyttelse. I starten tænkte man på at oprette en fattiggård, men da leje­målet i Vestergade gik på hæld, lod man sygehuset overtage ejendommen i 1864, og fattiggården måt­te derfor vente til 1869.
Desværre ved man ikke ret meget om dette sygehus’ indretning, men hvor­om alting var, fik det lov til at blive liggende i Søga­de til juli 1902, da sygehu­set på Kildebakken stod færdig. På det tidspunkt havde der også hersket meget trange kår på syge­huset i mange år, især da byens befolkning steg kraftigt fra 1880’erne og økonomens børneflok nær­mere sig de 16!
I starten sorterede syge­huset under fattigkommis­sionen (datidens social‑ og sundhedsforvaltning), men da sygehusvæsenet i 1859 nærmede sig velord­nede forhold, nedsatte by­rådet en særlig sygehus­kommission på seks med­lemmer, der bl.a. bestod af distriktslægen, birke­dommeren og sogne­præsten. Næsten samtidig fik byen en sundhedskom­mission (efter ønske fra Fibiger), hvis arbejdsom­råde naturligvis også dæk­kede sygehuset. At sygehuset efter den nye land­kommunallov fra 6. juli 1867 overgik fra kommu­nal til amtskommunal do­minans medførte imidletid ikke de store ændringer, når man ser bort fra, at der selvfølgelig blev flere skatteborgere om at beta­le for sygehusdriften.
Sygehusets personale blev også endeligt fastlagt i 1859. Lægegerningen blev udført af de skiftende di­striktslæger (Fibiger, Prosch og Schjødt) frem til 1899, da amtet ansatte en fast overlæge. Det blev Axel Hansen, der i 1902 flyttede med sygehuset til Kildebakken.
Den daglige bestyrelse stod økonomen for. Fibi­ger foreslog allerede i 1856, at denne skulle være gift, da konen så passende kunne fungere som syge­plejerske. Først da syge­huset flyttede til Vesterga­de i 1859 fik man ansat en økonom. Det var Mads Christian Madsen. Han og hans hustru, Birgitte, tilså de syge i otte år.
På påskedag 1867 sejlede han og en sadelmagersvend ud på Langsøen for at fange fisk, men en ka­stevind fik båden til at kæntre, og begge mænd druknede. Dette var jo slemt nok, men pastor Panduro, der tog sit kald så alvorligt, at der næsten gik mode i at skifte sogne­bånd til pastor Møller i Sejling, fandt det endnu værre, at de to mænd var taget på fisketur i kirketi­den og noterede i kirkebo­gen ”Druknet paa, Silke­borg Langsøe under en Seilads paa Paaskedag som Gudstjenesten begyndte”. Nå, hvorom alting var, så fortsatte enken bestyrel­sen af sygehusets økonomi frem til november, da hun giftede sig med den dukne­de sadelmagers mester – i Sejling kirke!
Som enken rykkede ud, flyttede Niels Rasmussen Kokborg ind med sin hu­stru Ellen. Sammen passe­de og plejede de de syge i 35 år, indtil sygehuset i Sø­gade blev nedlagt i 1902. Ved siden af posten som økonom blev han i 1875 valgt til kommunens sognefoged, et hverv han be­stred til embedet blev ned­lagt ved byens overgang til købstad i år 1900. For sine mange fortjenester for byen modtog han i 1895 Dannebrogmændenes hæ­derstegn. Da sygehuset lukkede, blev parret boen­de i Silkeborg, hvor han først døde i 1923, efter at have mistet sin hustru året forinden.
Og hvad skete der så med de fire sygehuse? Det interimistiske sygehus i Nygade måtte allerede i 1899 vige pladsen for det nye andelsmejeri. Sygehuset i Østergade forsvandt først l 1952 ved udvidelsen af Østerport, mens sygehuset i Søgade allerede faldt i 1904 til fordel for en større ejendom. Tilbage er kun sygehuset på Vester­gade, der op til i dag ikke har gennemgået videre forandringer. Denne ejendom er således blandt de ældste huse i Silkeborg.

Trykt i Midtjyllands Avis 20. oktober 1990.

Min artikel nr. 2. Der var - så vidt jeg husker - ingen særlig anledning til denne artikel, som tilfældet var med den om Resenbro Kro. Men jeg var kommet under vejrs med at den ret anonyme ejendom ude på Vestergade havde tjent som Silkeborgs første permanente sygehus - og den historie dykkede jeg så ned i. Silkeborg fik sit nuværende sygehus i 1902, højt beliggende over byen, oppe på Kildebakken.

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.

Resenbro og pramfarten

Michael Bach behandler i denne artikel den nu fo nylig nedrevne Resenbro Kros tidligste historie. Ved gennemgang af gamle arkivalier er Michael Bach stødt på kroens "dåbsattest", som klart og tydeligt forbinder kroens tidligste tid med pramfarten på Gudenåen.

Nok er Resenbro Kro en saga blot, men det er alligevel værd at kaste lys over kroens historie, især da der i forbindelse med FDM’s overtagelse og planlagte udnyttelse af grunden i 1987 fremkom mange forskellige opfattelser om kroens tidligste år, bl.a. om den overhovedet kunne sættes i klasse med de andre gamle pramdragerkroer langs Gudenåen.

Siden middelalderen havde man søgt at udnytte Gu­denåens vand på dette sted. Man byggede broer og an­lagde ålegårde, som ved hjælp af de rejsendes vej over åen og ålenes afsætning skæppede godt i de skiftende eje­res lommer, selv om det til de fleste tider kneb med ved­ligeholdelsen af broen.

Da Christian Fischer købte Silkeborg Slot i 1661/64 var broen, ålegården og brohuset stadig på samme hånd. Da han døde i 1677 og hans mange søskende skulle dele god­set mellem sig forblev kun brohuset under Silkeborg Gods, mens broen og ålegården gik til Øster‑ og Vester Kejlstrup. Denne opdeling vedvarede indtil omkring år 1800 (ritmester Hoff købte dog ålegården tilbage til Silke­borg Gods i 1781), men i årene 1805‑08 blev de alle hand­let til forskellige stråmænd på Snapstinget i Viborg og overgik så i samlet tilstand – for første gang i 130 år – til overkrigskommissær H.P. Ingerslev til Silkeborg i 1807/08. Han solgte atter det hele til amtsforvalter Johs. Valeur i Århus i 1821.

Nu sad hverken Ingerslev eller Valeur og indkrævede bropenge af de rejsende, men havde i stedet en forpagter på stedet. En af dem var holsteneren Heinrich Dwenger. Han kom til Resenbro i 1819, men døde allerede i 1822. Hans enke, Anna Maria Goethe, ægtede samme år Peder Jørgensen fra Voel, der således fortsatte forpagtningen af Resenbro, men efter fire år købte hele herligheden af Valeur.
Peder Jørgensen drev som sine standsfæller på den tid sit landbrug, men tjente også en ekstra skilling ved bro­en og ålegården.

Ved kongelig resolution af 15. august 1806 var det ble­vet ejeren tilladt at opkræve bropenge af de rejsende – et privilegium ejerne nød til udgangen af 1872. Året efter udgik det kongelige regulativ af 12. juni 1807 for pramfarten på Gudenåen, hvorefter ingen nye ålegårde – der jo var en hindring for kågenes (prammenes) sejlads – måtte anlægges. De daværende ålegårde blev så vidt muligt nedlagt mod erstatning til de skadeslidte. Ålegården ved Resenbro indbragte årligt op til 20.000 rigsdaler, og en så givtig forretning var umulig, at erstatte for pramfartens regnskab. Man flyttede derfor ålegården lidt og lod den forsyne med svingbro. Med statens opkøb i 1916 forsvandt ålegården ved Resenbro.
Hvorvidt Peder Jørgensen blev en rig mand på disse foretagender er vel svært at sige, men i 1842 kunne han føje endnu en indtægtskilde til, idet Rentekammeret den 27. august tillod ”at Eieren af Resenbroe, Peder Jørgen­sen, maa i det ham tilhørende ved bemeldte Broe belig­gende Sted, Resenbroehuus kaldet, i Linaae Sogn, Skan­derborg Amt, holde et Værtshus for Reisende, saavelsom for de, i Anledning af Pramfarten paa Gudenaae, ved Broen beskjeftigede Arbeidere, og dem med fornødne Logementer samt Spise‑ og Drikkevarer til Nødtørftig­hed og for en billig Betaling betjene, imod deraf at svare til den Kongelige Kasse i aarligt Afgivt 5 Rdl. Sølv, som i rette Tid erlægges, samt med Vilkaar: 1) at Værtshuus­holderen der paa Stedet vel maa brygge Øl til Værtshuus­holdets Fornødenhed, men at det forbydes ham aldeles at brænde Brændeviin, da det, som deraf behøves og fal­holdes, skal tages i Kjøbstædeme eller i de med Bevilling etablerede Brændeviinsbrænderier paa, Landet, 2) at li­gesom dette Værtshus alene er bevilget for Reisende og de ovenfor ommeldte Arbeidere, det saaledes bliver Værtshuusholderen ganske forbudt at holde Kroe for Sognets Bønder eller Andre af Almuen, som ikke ere vejfarende eller paa deres Reiser passere bemeldte Værts­huus eller ere beskjeftigede med Arbeider i Anledning af Pramfarten paa Gudenaae, under denne Bevillings Fortabelse og videre Straf som for ulovligt Kroehold, og 3) at, hvis det ellers skulle indtræffe, at den forbi det oft­nævnte Værtshuus løbende Vel i nærværende Eiers Besiddelsestid bliver andetstedshen forflyttet eller omlagt, Værtshuusholdet i saa, Fald strax bør nedlægges uden nogen Paastand om Godtgjørelse for Værtshuusholde­rens Næringstab. I øvrigt holdes Værtshuuset, saalænge det vedbliver, i forsvarlig Stand vedlige og forholdes der­med i alle Maader efter Loven samt allerede udgangne eller herefter udkommende Anordninger”.

Denne bevilling, der med rette må anses for Resenbro Kros ”dåbsattest” fik Peder Jørgensen desværre kun glæde af i 4 år. I 1846 døde han, og enken Anna Maria Goethe, overtog krodriften, som hun dog kort efter over­drog sønnen, Henrik Petersen.

Bygningen, hvor kroen blev indrettet i 1842, stammede fra det 18. århundrede. Op igennem det følgende århundrede blev ejendommen væsentligt udbygget og forbedret, hovedsageligt i 1809 ved Ingerslev. Men den 4. maj 1860 nedbrændte den til grunden og Henrik Petersen fik opført en ny krobygning, der stod færdig i marts 1861 og således fik lov til at stå i 129 år. Hvordan den oprinde­lige krobygning tog sig ud kan man ikke sige, da der ikke er bevaret billeder af den, men det drejede sig om en murstensbygning tækket med lyng, der var noget mindre (18 x 6 m) end den nye krobygning fra 1861 (26 x 10 m).

Pramdragerkro eller ej – krobygningen fra 1861 stam­mede godt nok fra pramfartens mest blomstrende perio­de, men de følgende år skulle vise, hvor sårbar denne transportform var overfor jernbanerne. De første knæk fik pramfarten ved åbningerne af strækninger Århus­-Viborg (1863) og Skanderborg‑Silkeborg (1871) og fra den tid blev kågene et stadigt mere og mere sjældent syn på Gudenåen.

Resenbro Kro fik vel derfor aldrig den samme status som f.eks. Svostrup Kro længere oppe ad åen og en sand arkitektonisk perle var den vel heller ikke, men som Resenbros ældste bygning burde den jo nok have været søgt bevaret for eftertiden, men de seneste års misrøgt førte desværre i dette forår til kroens endelige dødsstød.

Fremtiden vil vise hvad man nu vil bruge den gamle brovogtergrund til.

Trykt i Midtjyllands Avis 19. maj 1990.

Dette var min debut som lokalhistorisk forfatter. Inspirationen til at skrive artiklen kom efter flere måneders diskussioner i Midtjyllands Avis om rimeligheden i at rive den gamle kro i Resenbro ned. Var det en rigtig pramdragerkro, man var i færd med at fjerne? Desværre fandtes der ikke ret meget på skrift om kroens tidligste tid, så den historie kastede jeg mig over og snart efter stod jeg med kroens første privilegium fra 1842. Det jeg gravede frem i Skanderborg Amts journaler i Landsarkivet i Viborg. Kroen blev desværre revet ned. Personligt har jeg kun en vag erindring om at have besøgt kroen en enkelt gang som barn. Min farmor arbejdede hos kroejer Sam Eide i mange år - men det var længe før, jeg blev født!

Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.