Herfra gengives min indledning og en enkelt af virksomhederne med realkommentarer:
1888 blev et stort og festligt år i Københavns historie.
Kong Christian IX fyldte 70 år i april og kunne fejre sit 25-års
regeringsjubilæum i november.
Mellem disse to begivenheder var det store trækplaster for
både københavnere og tilrejsende turister Den store Nordiske Industri-,
Landbrugs- og Kunstudstilling, der blev afholdt på et kæmpemæssigt areal mellem
Tivoli og Københavns nuværende rådhusplads.
Det var ikke første gang, Danmarks hovedstad kaldte til
industriudstilling. To udstillinger var blevet afholdt i 1852 og 1872, men
industriudstillingen i 1888 skulle nå endnu usete højder. Nu skulle verden –
eller i det mindste store dele af Europa – se hvor langt de nordiske lande var
nået ad industriens vej. Forberedelserne tog deres begyndelse i 1884 og var i
særlig grad lagt i hænderne på Den kongelige Porcelænsfabriks direktør på
Frederiksberg, Philip Schou.
Opførelsen af udstillingens mange store og små bygninger
blev lagt i hænderne på den unge arkitekt Martin Nyrop, og i løbet af 1887 og
de første måneder af 1888 skød den ene smukke bygning op efter den anden. Jo,
der var bestemt noget at glæde sig til. En stor kuppelbygning skulle være
udstillingens absolutte pejlemærke. Fra gaden og op til kuplens top var der
ikke mindre end 36 meter, svarende til højden på Rundetårn, og flagstangen oven
på kuplen lagde yderligere 25 meter til højden. Alene i denne bygning opnåede
man et udstillingsareal på ca. 6.000 kvadratmeter. Alle bygninger var for
øvrigt opført i træ, for de skulle nemlig rives ned igen, når udstillingen var
forbi. Få år senere vendte arkitekt Martin Nyrop i øvrigt tilbage til området
igen, denne gang for at opføre Københavns Rådhus.
Mens opførelsen af udstillingsbygningerne stod på, blev der
udsendt invitationer til flere tusinde virksomheder i ind- og udland. Ikke
færre end 6.082 udstillere nåede man op på. To tredjedele af disse var danske
virksomheder. Dertil kom 1.600 udstillere fra Norge og Sverige og yderligere 400
udstillere fra andre europæiske lande.
Udstillingen blev åbnet den 18. maj 1888 i overværelse af
kong Christian IX og dronning Louise. Et orkester på firs musikere og et kor
med 420 med lemmer gjorde dagen særligt festlig for de mere end 700 indbudte
gæster.
Sjældent havde så mange mennesker kunnet samles under et og
samme tag i København. Næsten 1,4 millioner mennesker gæstede udstillingen i de
tyve uger, den varede, og indtægten – lidt over halvanden millioner kroner –
oversteg alle forventninger.
Men hvad har denne københavnerbegivenhed så med Frederiksbergs historie – og dermed denne årbog – at gøre? Ikke meget andet, end at en lang række virksomheder fra Københavns nærmeste nabokommune naturligvis også var til stede på industriudstillingen. Og fjorten af disse ved vi temmelig meget om, for sideløbende med udstillingen udgav den københavnske forlægger N. Malmgren et tobindsværk, han kaldte ”Danmarks industrielle Etablissementer”. Heri omtales ikke færre end 107 danske virksomheder – alle forsynet med smukke farvelitografier. Det er fjorten af disse artikler og billeder, der nu skal bringes frem i lyset igen. Hver artikel afsluttes med en faktaboks med oplysninger om, hvad der hændte efter 1888.
Carl Lunds Fabrikker
Den nuværende direktør på Rådvad, hr. P.C. Elfstrøm, er
grundlægger af den smukke og omfangsrige virksomhed, som Carl Lunds Fabrikker i
København og Malmø på en ganske kort årrække har bragt det til. Han begyndte i
sin tid en lille forretning med blikvarer i Adelgade, flyttede senere til
Kattesundet, hvor den så beskedent begyndte forretning i 1871 nåede en
omsætning af omtrent 40.000 kr., et opsving, der medførte, at Elfstrøm måtte
til at tænke på udvidelser i forskellig retning, og året efter knyttedes den
26-årige Carl Lund som forretningsfører til foretagendet, i hvilket han
samtidig mod et ringe tilskud blev partiel deltager. Kontor og lager flyttedes
nu til Tordenskjoldsgade samtidig med, at man lod opføre en værkstedsbygning på
Bernstorffsvej, hvortil hele virksomheden i 1873 henlagdes.
Nærmest formodentlig på grund af den tids urolige
arbejderforhold fremkom imidlertid Elfstrøm snart med ønsket om at trække sig
tilbage og følgen blev, at Carl Lund allerede i november 1874 overtog
forretningen for egen regning. Den førtes nu rask fremad; det var klart, at
havde Elfstrøm forstået at skabe virksomheden, så var Carl Lund den rette mand
til at fortsætte og udvikle den. I de nærmest følgende år rejstes den ene nye
bygning efter den anden, således to nye værkstedsbygninger, en stor bygning til
kontor- og lagerlokaler osv., og i 1881 indrettedes hele virksomheden til at drives
med damp, hvorved den først fik sit nuværende storindustrielle præg og snart
nåede op på højde med blikvarefabrikationen i udlandet.
At en fabrik for blikartikler på kun godt og vel en halv
snes år har kunnet drive det til et så overraskende omfang, at den endog, som i
nærværende tilfælde, har måttet forlægge sin halve virksomhed til udlandet, vil
måske synes mange forunderligt, og vi skal her først gøre opmærksom på forbrugets
enorme tiltagen, navnlig for visse specialiteters vedkommende, men først og
fremmest turde det dog være den fortrinlige ledelse, den heldige måde, hvorpå forretningens
chef har forstået at kaste sig over, hvad der i fortrinlig grad egnede sig
forbruget her, som har medført, at Carl Lunds Fabrikker efterhånden er nået til
fuldstændig at beherske det indenlandske og, efter anlæggelsen af en fabrik i
Malmø i 1879, også det svenske og norske marked for blikvarer.
I de store og talrige værksteder på Bernstorffsvej
fremstilles nu alle tænkelige blikgenstande. Blikpladerne drives og presses ved
dampkraft i en mængde forskellige forme; der hamres, loddes, smedes, dekoreres,
og de smukke, ofte kunstnerisk udførte genstande fremtræder efterhånden i deres
endelige fuldendte skikkelse og anbringes i det righoldige lager eller eks
pederes med det samme til forhandlerne. Vi skal her nævne nogle enkelte af
firmaets specialiteter. De bekendte praktiske petroleumskogeapparater, som nu
næsten findes i enhver husholdning, udgår i store mængder fra fabrikkerne, og i
et antal, der årligt når op i hundredtusinder, leveres der hermetisk lukkede
dåser til alle større smøreksportører. Patentet på frem stillingen af disse
dåser, i hvilke smørret under alle forhold bevares friskt, afkøbte fabrikkerne
i 1877 hr. E. Marquetz for ikke mindre end 40.000 francs. Den hermetiske
tillukning af disse dåser, der naturligvis må foregå efter at smørret er
pakket, besørger fabrikkerne på selve pakningsstedet, idet de der har opstillet
de til dette øjemed nødvendige maskiner. Endvidere fremstilles der et utal af
andre genstande, som kakkelovnsskærme, brød- og præsenterbakker, galvaniserede
og emaljerede ting af alle mulige arter. For omtrent fire år siden begyndte
fabrikkerne at eksperimentere med de alt i flere år fra udlandet indførte
emaljerede kogekar af presset jern og i den sid ste tid er det lykkedes at
fremstille disse fuldkommen så smukke og holdbare, som de leveres fra udlandet.
Denne artikel er således nu vundet for den danske industri, og afsætningen har
allerede antaget sådanne dimensioner, at nye udvidelser af fabrikkerne i den
nærmeste fremtid bliver nødvendige, uagtet der allerede i forvejen findes
særskilte bygninger for galvanisering, fortinning og emaljering. Da Carl Lund i
1874 overtog forretningen, var dens årlige omsætning hen ved 157.000 kr.; i
øjeblikket er den nået op til 1.000.000 kr. Fabrikkerne beskæftiger over 300
mænd og kvinder, til hvilke der hver uge udbetales over 4.500 kr. i arbejdsløn.
Disse tal giver den bedste forestilling om dette industrielle foretagendes
enestående fremgang.
Med virksomheden i Malmø er der i de 7-8 år, den har
bestået, foregået en lignende udvikling. Det i 1879 lejede lokale beskæftigede
først kun ca. 50 arbejdere og der tilvirkedes væsentligt kun mindre, lakerede
og dekorerede sager; men begge foretagenders rastløse chef kunne ikke blive
stående herved. Han lod i 1883 rejse en meget stor fabriksbygning, 220 fod (ca.
70 meter, red.) lang og fem etager høj, hvorpå kransen hejsedes den 29. april nævnte
år. Det store mål var at erobre blikvaremarkedet i Sverige og Norge fra de
engelske og tyske fabrikanter, og at dette i al fald delvis er nået, vidner den
omstændighed om, at fabrikken nu beskæftiger over 100 arbejdere.
Foruden det allerede nævnte, ejer Carl Lunds Fabrikker endnu
flere patenter, som han tid efter anden har tilkøbt sig. Ejeren har, som før
sagt, altid med en beundringsværdig sikkerhed og forudseenhed forstået at optage
i fabrikationen netop det, som i en følgende tid blev genstand for stærk efterspørgsel
herhjemme, og navnlig derved lagt for dagen, at han var sin smukke industrielle
opgave voksen. Ved flere lejligheder er udlandets øjne blevet henledt på
virksomheden, således ved en international ”Molkerei Ausstellung” i Hamborg i
1877, da fabrikkerne fik senatets ærespræmie på 500 rigsmark, og i Malmø i
1881, hvor de erholdt guldmedalje.
Arbejdsforholdene på fabrikkerne er gode og sunde. Der blev
i 1876 stiftet en syge- og begravelseskasse for arbejderne, ligesom der i 1882
af disse dannedes en alderdomsunderstøttelsesforening. Alt i alt kan ikke alene
eje ren af Carl Lunds Fabrikker være stolt af sin virksomhed, men den er som industrielt
foretagende en pryd for vort land.
Den svenskfødte blikkenslager Peter Christian Elfstrøm (1833-1900) etablerede sig som gasmester i København i 1859 og grund lagde metalvarefabrikken tolv år senere. Men allerede få år senere solgte han virksomheden til Carl Lund, og blev selv direktør på fabrikken Rådvad nord for København. Carl Lund (1846-1912) forblev ejer af fabrikken, indtil han i 1889 omdannede virksomheden til et aktieselskab. Herefter var han administrerende direktør i endnu syv år og blev siddende i bestyrelsen indtil sin død. Året efter (1913) opførte firmaet en ny fabrik i Uplandsgade på Amagerbro.
Efter økonomisk vanskelige år indgik man i 1916 et samarbejde med konkurrenten Glud & Marstrand på Nørrebro (grundlagt 1879), der i 1932 endeligt overtog Carl Lunds Fabrikker. Hele produktionen blev samlet på Amagerbro. Glud & Marstrand havde gode år, og der kom stadig flere produktionssteder i provinsen. I 1978 lukkede fabrikken i Uplandsgade. I dag har virksomheden hovedsæde i Vejle samt fabrikker og salgskontorer i ind- og udland. Carl Lunds gamle bygninger på Bernstorffsvej blev i 1918 overtaget af flyttefirmaet Adam. I slutningen af 1920’erne skiftede vejen navn til Danasvej. Adam forlod Frederiksberg i 1981 og en af Lunds store, gamle fabriksbygninger blev overtaget af Statens Uddannelsesstøtte, mens den smukke kontorbygning fra 1880 (til venstre på billedet) blev indrettet til bibliotek og medborgerhus i 1985.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar