Frederiksberg kommunes nordøstlige hjørne dannede i nogle århundreder rammen om en række sociale institutioner, der trods forskellige navne ofte gik under navnet Ladegården. Det drejede sig nemlig om Christian den Fjerdes gamle ladegård fra 1620’erne. Opførelsen af Ladegården var en skelsættende begivenhed, da dens oprettelse betød, at det areal, vi i dag kalder Frederiksberg kommune, hermed blev samlet for første gang. Kongen nedlagde ved den lejlighed ikke blot landsbyen Solbjerg, men mageskiftede sig også til Sankt Jørgensgård tæt ved søen af samme navn, og lagde alle jorderne til sin nye ladegård.
Denne artikel skal handle om Sankt Hans Hospital, der lå på Ladegården i årene 1769‑1816. Det var dengang landets eneste egentlige sindssygehospital. En institution, hvor myndighederne stuvede gale og vanvittige mennesker af vejen under forhold, der må forekomme os ufattelige og uhyrlige. Mange menneskeskæbner levede og døde her i næsten fem årtier. De fleste af dem er glemt i dag, men én person har tiltrukket sig eftertidens opmærksomhed ved sin hårde skæbne: hospitalspræsten Cruse, der for 200 år siden selv endte som patient på det sted, han havde haft sit virke i mere end ti år.
Fra avlsgård til sindssygehospital
Ladegårdens mere end 300 år lange historie skal ikke her gennemgås i detaljer – den er beskrevet udførligt af andre forfattere – men der knytter sig dog mange begivenheder og årstal til gården, der nok er værd at fremhæve. Ladegården fungerede fra begyndelsen som avlsgård for Københavns Slot, men blev aldrig nogen guldgrube for kongen, og efter 1645 var den bortforpagtet til private. I juni 1651 tillod kongen tyve familier fra Amager at flytte til Ladegårdsmarken, ja, de fik endda lov til at tage bygningsmaterialer fra Ladegården, så de kunne bygge deres gårde ved vore dages Allégade. En endnu hårdere medfart fik Ladegården kort efter, da svenskernes kanonild i 1658 jævnede den med jorden. Ladegården blev dog hurtigt genopført og førte de næste 50 år en omskiftelig tilværelse fra den ene forpagter til den næste. Men i 1710 var den tid omme. Danmark var året forinden gået ind i Den store nordiske Krig, og kongen behøvede bygninger til et krigshospital – og fandt dem: Ladegården blev straks overdraget til Krigshospitalskassen, men der skulle alligevel gå mange år før et egentligt hospital så dagens lys. I 1711 fungerede Ladegården i stedet som pesthospital og sytten år senere søgte et stort antal brandlidte borgere fra København ly på gården. Først i 1733 blev Krigshospitalet indrettet i bygningerne. Hermed var kimen lagt for Ladegården som forsorgsinstitution i de næste 175 år.
Krigshospitalet var ikke et hospital i moderne forstand, men en stiftelse for fattige og invalide soldater og disses familier. Ladegården blev således bolig for mange hundrede fattigfolk. Antallet varierede mellem 200 og 400, ja, i begyndelsen af 1760’erne var der mere end 500 mennesker på Ladegården. Selv om gården i årene 1748‑55 gennemgik en omfattende renovering, hvor der bl.a. blev indrettet ekstra sovesale på lofterne, må vi nok regne med, at 500 mennesker fordelt på ca. 2.000 kvadratmeter har været mere end rigeligt.
Krigshospitalet var ikke den eneste stiftelse i 1700‑tallets København. Mange institutioner lå dengang inden for voldene, men specielle forhold kunne tale for at placere dem uden for byens porte. Det gjaldt først og fremmest Pesthuset på Vester Fælled. Pesthuset stammede fra begyndelsen af det 17. århundrede og var en videreførelse af Sankt Jørgensgård, der i den katolske tid tog sig af de spedalske. Når pesthuset ikke lige levede op til sit navn – der var gudskelov ikke epidemier hvert år – ja, så fyldte magistraten gerne bygningerne op med andre patienter, som man ikke så gerne så inden for voldene. Det gjaldt bl.a. de sindssyge, men også patienter, hvis ansigter og kroppe var vansirede af kræft og andre sygdomme. Til de mest uregerlige havde man dårekister. Her kunne de uroligste patienter rådne op i deres våde celler – små hundrede meter fra Kalvebod Strand! I 1727 skrev direktionen ”at i Pesthuset er så miserable logementer, som ikke findes slettere i noget hospital her i byen, både i henseende til indrettelsen i sig selv, som og at det for alle vinde ved den åbne strand om vintertide er eksponeret adskillige inkommoditeter [besværligheder, red.]”.
Pesthuset var en skræmmende institution og dens afsondrede beliggenhed – i øvrigt ikke langt fra byens rettersted – betød at Københavns borgere kun sjældent kom i nærheden af den. Men nogle borgere interesserede sig trods alt for Pesthuset. Institutionens største velgører var klædehandleren Claudi Rosset. Han havde tjent en masse penge, og vi havde næppe hørt mere til ham, hvis ikke hans eneste barn – en datter – havde giftet sig mod sin faders vilje. Rosset blev rasende og skænkede fra 1750 og til sin død sytten år senere hele sin formue til Pesthuset, hvis patienter han havde den største medlidenhed med. Som en direkte følge af den store pengegave fik Pesthuset nu navnet ”Sankt Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse”.
Henover midten af 1700‑tallet var Pesthusets bygninger så småt ved at nærme sig de hundrede år, og de var mildest talt ikke tidssvarende længere. Så noget måtte gøres. De store hærreformer i begyndelsen af 1760’erne fik også stor betydning for Pesthuset og Ladegården. I 1765 blev det nemlig besluttet at oprette en ny stiftelse for militære invalider. Hæren købte til det formål en stor ejendom i Store Kongensgade, døbte den Christians Plejehus og overførte hertil de mange hundrede patienter fra det gamle krigshospital. Ladegården blev derpå sat på auktion, og i 1768 købte Københavns Magistrat den for 22.100 rigsdaler. Magistraten begyndte derefter at indrette bygningerne til det nye Sankt Hans Hospital, der kunne tages i brug i oktober 1769. Peder Strange, den daværende degn og sygetrøster i Pesthuset, beskrev den begivenhedsrige dag, da pesthuslemmerne blev overflyttet til Ladegården: ”Hvem der af pesthuslemmerne kunne gå, de gik, hvem der var syge blev transporterede i vogne med halm og sengeklæder eller i kareter. De tåbelige som man kunne fidere [stole på, red.], at de ej ville tentere [prøve på, red.] noget, gik eller blev lagt i rustvogne, de man befrygtede sig blev lagt i rustvogne, dog således at hænder og fødder var bundne i lidser af klæde. De blev modtagne med rene, opredte senge, varme og et måltid af oksekød, suppe [og] svinesteg, som den gamle og uforlignelige velgører, velædle hr. rådmand Suhr havde ladet anrette”. En så rørende omsorg for patienterne blev dog aldrig en dagligdags foreteelse!
Patienterne på Sankt Hans
Organisatorisk sorterede Sankt Hans Hospital under en direktion, nedsat af Københavns Magistrat. Hospitalet kunne derfor synes som et rent københavnsk anliggende, der udelukkende skulle tjene sine egne borgere, men sådan forholdt det sig langt fra. Hospitalet optog hvert år mange patienter fra alle egne af Sjælland. Mens de fleste købstæder havde deres egne sociale institutioner, havde landbefolkningen ikke sådanne indretninger at ty til. Deres sindssyge patienter blev derfor oftest indlagt på Sankt Hans Hospital. I de tilfælde måtte de lokale myndigheder, i første række amterne, dække det københavnske fattigvæsens udgifter.
Der var således altid fyldt godt op med patienter på Ladegården. I 1787 var 325 patienter indlagt, fjorten år senere var tallet 361. Men i øvrigt svingede antallet meget i løbet af et år. Historikeren Barbara Zalewski, der har undersøgt de gamle uge‑ og mandtalslister fra 1780’erne, når da også frem til at sommermånederne var de værste: her blev de fleste sindssyge bragt ind på hospitalet. En mulig forklaring på stigningen i sommermånederne var nok, at de stille uger mellem såning og høst gav bønderne den fornødne tid til at køre deres sindssyge familiemedlemmer og naboer den lange vej ind til hovedstaden. Indtil da måtte bønderne nøjes med at binde dem.
Sankt Hans Hospital henvendte sig fra starten udelukkende til to patientgrupper. Den første gruppe, der også var den talmæssigt største, udgjordes af de somatisk syge. Patienter, hvis sygdomme lægerne stod magtesløse overfor: kræft, vanførhed osv. Den anden gruppe var de såkaldt afsindige og tossede patienter. Og endelig blev der i 1772 åbnet op for en tredje gruppe af patienter, nemlig de venerisk syge, oftest de prostituerede og deres klientel.
Folketællingerne fra 1787 og 1801 afgiver ikke det bedste talmateriale til en statistisk undersøgelse, dertil er betegnelserne ud for de enkelte patienter alt for uklare. Dog er det måske værd at bemærke, at de patienter, der udtrykkeligt anføres som afsindige, tåbelige, vanvittige eller ”urigtige i hovedet” i juli 1787 udgjorde 18 procent af de indlagte, mens deres andel er dalet til 11 procent i februar 1801. Andelen af sindssyge er dog uden tvivl for lavt, og der er nok god grund til at tro, at flere psykisk syge patienter har ”gemt” sig blandt fattiglemmerne, der dominerer begge folketællinger. I andre kilder fra 1770 og 1781 opgives andelen af sindssyge da også til ca. 40 procent.
På Ladegården levede de forskellige patientgrupper skarpt adskilt fra hinanden. En lille håndfuld patienter – 70 ad gangen – var så heldige at nyde renterne af Claudi Rossets legat, der betød nye klæder og rent sengetøj med jævne mellemrum. Disse 70 patienter havde deres egen afdeling på Ladegården.
En brandtaksation fra 1794 kaster ikke opklarelsens lys over de enkelte patientgruppers placering i det store hus, men det tyder på, at de sindssyge boede i den nordvestlige fløj. Her lå de roligste af dem. Til de urolige og farlige patienter havde hospitalet indrettet et dårekistehus. Denne bygning lå for sig selv i haven, var opført i grundmur og havde øjensynligt ingen vinduer. På hver side af en lang midtergang var der anbragt ti kamre med solide plankevægge og døre. Cellerne var spartansk indrettet: en briks og et natskrin. Mere kunne det ikke blive til, da møblerne ellers ville blive ødelagt af patienterne. For enden af den lange midtergang var der to små rum med kaminer. Det var dårekisternes eneste opvarmning.
Resten af patienterne lå på store sovesale, to i hver seng, og store dele af lofterne var også inddraget til sovesale.
Endelig kunne hospitalet tilbyde særlige eneværelser til velhavende patienter. Disse værelser omtales igen og igen som de ”honnette kamre”.
Hele hospitalet var normeret til 360 patienter, men det tal blev tit overskredet.
Niels Christian Bang Cruse
Til Sankt Hans Hospital ankom i 1788 en ny præst. Hans navn var Niels Christian Bang Cruse. Cruse blev født i Grevinge præstegård 10‑12 km nordvest for Holbæk i sommeren 1757. Vi ved ikke noget om hans opvækst, men den har sikkert været både god og økonomisk tryg. Faderen, Valentin Cruse, havde været præst i Grevinge siden 1739 og i 1761 blev han udnævnt til herredsprovst. Efter sin første hustrus død giftede han sig med kgl. godsforvalter Niels Christian Bangs datter fra Ledreborg. Herved havde han giftet sig ind i en meget stor og indflydelsesrig familie, og det skulle senere komme sønnen til gode. I 1774 deltog Valentin Cruse i landemodet i Roskilde, men blev syg på hjemvejen, tog ind til Ledreborg og døde dér. Niels Christian var da kun 17 år gammel, men blev allerede samme efterår sat i latinskolen i Roskilde. Den forlod han to år senere og drog som student ind til København, hvor han skulle læse teologi på universitetet. Sådan havde hans afdøde fader bestemt det, og sådan blev det. Ingen stillede spørgsmålstegn ved den unge mands evner. Sandheden var, at Niels Christian ikke var en ørn til sine studier, og hans åndsevner lod tilmed – efter senere udsagn – meget tilbage at ønske. For mange var en akademisk fremtid helt naturligt endt her, men ikke for den agtværdige provsts søn fra Odsherred. I kulissen stod nemlig to onkler parate til at bane ham vejen til et præsteembede. Det var kammeradvokaten Oluf Lundt de Bang og overlægen ved Frederiks Hospital Frederik Ludvig Bang, begge dygtige unge mennesker, der havde gjort lynkarriere. De kunne med lethed trykke på de rigtige knapper, og gjorde det i 1779, da de skaffede nevøen en af de eftertragtede pladser på det hæderkronede Borchs Kollegium i Store Kannikestræde.
Cruse gjorde en latterlig figur blandt de andre studenter, der heller ikke gik af vejen for at spille ham et puds. Særlig slemt blev det i foråret 1782. Afsættet tog de i romanen ”Den unge Werthers lidelser”, som Goethe skrev i 1774, og som hurtigt blev forsøgt oversat til dansk, indtil en effektiv censur satte en stopper for det eksperiment. Som bekendt handler Goethes roman om Werther, der forelskede sig i Lotte, der desværre var forlovet med en anden. I sin fortvivlelse skød Werther sig en kugle for panden. Werther havde et virkeligt forlæg i den tyske teolog, dr. Johan Friedrich Wilhelm Jerusalems søn Karl Wilhelm, der i en alder af bare 25 år skød sig selv i 1772, da han ikke kunne få sin ”Lotte” til hustru.
Nok var den danske oversættelse blevet standset af censuren, men den tyske udgave fandt alligevel vej til København, hvor Werthers lidelser blev ivrigt debatteret i lærde kredse. Bl.a. af en lille flok studenter på Borchs Kollegium, der tog chancen og bildte den enfoldige Cruse ind, at dr. Jerusalem havde været professor ved Københavns Universitet, men nu var død af sorg over sønnens selvmord. Studenterne havde affattet et latinsk sørgedigt med mange sproglige bommerter i, og de bad nu Cruse gå forrest i en deputation til enken, som angiveligt stadig skulle bo i byen. Cruse var beæret og accepterede på stedet opdraget. Cruses fætter, filosoffen Henrich Steffens, skrev senere i sine erindringer, at Cruse dernæst førte deputationen hen til enken, der blev spillet af historikeren Frederik Sneedorff. Enken modtog deputationen ”klædt i sorg, bleg og badet i tårer” og Cruse overbragte det latinske sørgedigt og tolkede samtidig studenternes dybe medfølelse. Sneedorff skal have spillet sin rolle så godt, at Cruse ikke på noget tidspunkt anede uråd. Men hermed var historien ikke slut. Studenterne bad nemlig Cruse gå til Regensprovsten for at bede denne om tilladelse til at studenterne på Borchs Kollegium måtte bære dr. Jerusalems kiste til graven. Ligbæring var ellers et privilegium for de fattige regensianere. Atter en gang sagde Cruse ja, og deputationen gik straks til Regensen, hvor de skubbede Cruse ind til provsten. Provsten blev noget forbavset, da Cruse startede med sin bøn, men sagens rette sammenhæng gik hurtigt op for ham – og snart efter også for den stakkels student. Historien var straks ude over hele byen, og Cruses navn var for en tid på alles læber.
Den beskæmmede Cruse forlod kort efter Borchs Kollegium, men nåede dog forinden at redde sin teologiske embedseksamen i land – med laveste karakter: non.
Kort efter blev den ene af fire lærerstillinger ledige på Opfostringshuset, og den fik Cruse. Det kongelige Opfostringshus blev oprettet i 1753 og havde plads til 200 fattige drenge ad gangen. Børnene lærte, foruden kristendom, at læse, skrive og regne. Efter konfirmationen blev de unge mennesker i reglen sat i håndværkerlære, men Opfostringshuset slap først taget i eleverne, når de blev 24 år. Ikke alene fik skorperne, som Opfostringshusets elever kaldes, en bedre start på livet, end de ellers kunne have haft udsigt til, de endte i reglen også som gode og dygtige håndværkssvende og -mestre.
Cruse blev, mens han var lærer i Opfostringshuset, angrebet af en ondartet forrådnelsesfeber og oplevede kort efter at blive slået bevidstløs af en emsig kirurg. Ellers hører vi ikke så meget til Cruse, men et enkelt erindringsglimt skal dog med. Oplevet af ingen ringere end den senere københavnske biskop J.P. Mynster, der med lidt god vilje var fætter til Cruse. Mynster boede som barn i overlægeboligen ved Frederiks Hospital i Bredgade og havde herfra ikke langt hen til Opfostringshuset i Store Kongensgade. Om sit møde med den mærkværdige Cruse skrev Mynster mange år senere i sine erindringer: "Jeg har som barn med stor forundring set hvorledes han, assisteret af tre af drengene, gjorde sit toilette: ’Nummer 23, hold vandfadet’, ’Nummer 17, tør mit ansigt’, ’Nummer 9, bind mit halstørklæde’”. Og Mynster fortsatte: ”Derefter blev han præst ved Sankt Hans Hospital, som dengang var hospital for de afsindige. Jeg husker endnu hvorledes han, da dette embede var ham lovet, gik op og ned ad gulvet og med megen selvtilfredshed sagde: ’Jeg er manden til Sankt Hans Hospital’”.
Manden til Sankt Hans
Præsteembedet på Ladegården blev ledigt i foråret 1788, da den
hidtidige præst blev forflyttet til et vestjysk sognekald. Økonomisk set var
præsteembedet ringe aflagt: 200 rigsdaler fra hospitalets kasse og andre 50
rigsdaler fra Claudi Rossets legat. Det er meget vanskeligt at sammenligne
datidens præstelønninger, da pengelønnen ofte blev fulgt af tiender in natura og såkaldte ”uvisse indtægter”,
men det ændrer alligevel ikke på det faktum, at præsten på Ladegården hørte til
de dårligst lønnede i København, ja, man skulle langt ud på landet for at finde
tilsvarende præstelønninger!Men lønnen som lærer i Opfostringshuset var dog ringere, og Cruse indsendte derfor i maj 1788 en ansøgning om det ledige embede på Ladegården, og allerede to måneder senere opfordredes magistraten til at overvære Cruses indtrædelsesprædiken. Den fandt sted den 3. august.
Cruse havde nu ansvaret for flere hundrede sjæle, men vidste han mon helt, hvad han var gået ind til?
Ladegårdens kirke, der var blevet indrettet kort efter Krigshospitalets oprettelse i 1733, lå i midterfløjen med lukkede gårde til begge sider. Ladegårdens ombygning i årene 1748‑55 ændrede ikke på dette forhold, men det var alligevel en nybygget kirkesal præsten og menigheden vendte tilbage til den 4. november 1753. Kirkerummet var da godt og vel 260 kvadratmeter stort. Ombygningen fandt sted i Krigshospitalets tid, men det var den samme kirkesal, Sankt Hans Hospital overtog fjorten år senere. Ved den lejlighed blev Claudi Rossets alter dog flyttet fra Pesthuset til Ladegården. Ellers indeholdt kirkesalen det samme inventar som alle andre danske kirker, blot levede man ikke op til kravet om, at koret skulle vende mod øst – på Ladegården vendte det mod sydvest.
Præsten og de øvrige embedsmænd – inspektøren, kirurgen, spisemesteren m.fl. – boede i tre længer, der omkransede den sydøstvendte indergård. Cruse skal have haft sin bolig i fløjen ud mod haven, og det er ikke utænkeligt at det drejer sig om hjørnelejligheden, der på planen over Ladegården fra 1750 er angivet med bogstavet Q. Men meget kan selvfølgelig have ændret sig efter nyindretningen i 1767.
Fra august 1792 findes en optegnelse over præstens indbo. Anledningen skyldtes, at Cruse havde lånt 300 rigsdaler og nu måtte stille sikkerhed for kapitalen. Præstens stue var møbleret med to borde og seks betrukne lænestole. Ellers var der et egechatol og et blåmalet hjørneskab. På væggene hang to spejle med brune rammer og lidt forgyldning. I chatollet stod en kobbertemaskine og en kaffekande af messing. I præstens studerekammer stod et stort blåt skrivebord og tre stole. Langs væggene var i alt tre bogreoler med 250 specificerede værker. På en af væggene hang et lille spejl. I præstens kammer stod der også en grønmalet seng med det nødvendige sengetøj i. Endelig var der soveværelset. Her stod den anden seng foruden en dragkiste, tre borde, en betrukket lænestol og tre røde læderstole. På væggen hang et spejl og et stueur. Køkkenets indretning og inventar hører vi derimod intet om.
Præstens skærmydsler
De gamle papirer i hospitalets arkiv fortæller mange historier
om pastor Cruse. De efterlader os til gengæld ikke billedet af en omgængelig
sjælesorger – snarere tværtimod!Den første sag, der her skal berettes, tog sin begyndelse i juledagene 1794, hvor Cruse i et brev til magistraten klagede over inspektørens ”despotiske opførsel”. Sagen var nemlig den, at Cruse aftenen før havde bedt sin tjenestepige og en karl ved navn Peder Jespersen kløve noget brænde på gårdspladsen. Brændet havde Cruse købt på en af tømmerpladserne nede ved Kalvebod Strand, men inspektør Matzen, der straks indfandt sig, troede det var hospitalets brænde. Med ”sin særegne myndighed” begyndte Matzen nu at skælde pigen og karlen ud, og da Cruses hustru Maren Byrholdt kort efter kom til, fik også hun en verbal omgang. Præsten ønskede satisfaktion og sluttede sit brev med ordene: ”Thi her kan De atter se, hvad jeg 6½ år har udstået med ham”.
Magistraten lod hospitalets direktion undersøge sagen, og bad Matzen forklare sig. Han kunne oplyse at misforståelsen skyldtes, at Cruses brænde havde ligget sammen med hospitalets brænde. Da Matzen så pigen og karlen tage brændet, kunne han ”altså ikke ubekymret se på slig handling”.
Direktionen bad herefter Matzen om straks at tilbagelevere det brænde, han havde taget fra Cruse. Senere måtte man så undersøge, hvor meget af det endnu ukløvede brænde, der rettelig tilkom Cruse. Den ordning kunne madam Cruse imidlertid ikke finde sig i, og hun henvendte sig snart til den ene direktør og ”gav tilkende sin misfornøjelse med forliget”. Der var ingen vej tilbage, og direktionen overlod sagens afgørelse til magistraten.
Et par dage inde i det nye år henvendte Cruse sig skriftligt til direktionen og bad dem formå Matzen til at tilbagekalde sine beskyldninger fra den famøse dag. Inspektøren skulle have tiltalt madam Cruse med ordene ”I er ret noget tyvetøj!” og ”I må være fuld og gal, madam”.
Uger senere var der stadig ikke faldet ro over gemytterne, og Matzen berettede for direktionen, at Cruse ”på den ubeskedneste måde, som ikke sømmer nogen ærekær, mindre en mand af hans stand og embede, [har] søgt at maintenere [forsvare, red.] dette sit forhold og ved at slå om sig med urigtige foregivender, dem han vil, man på hans blotte ord skal antage som uomstødelige beviser”.
Hvor længe sagen endnu kørte, står hen i det uvisse. Rigtig gode venner blev præsten og inspektøren vel næppe efter dette ståhej. En emsig inspektør imod en ærekær præst, der søndag efter søndag prædikede tilgivelse i kirken, men åbenbart ikke selv kunne tilgive sin næste.
Fire år senere lå præsten i krig med spisemesteren. Denne gang drejede sagen sig om noget så harmløst som – mælk! Det var spisemesterens opgave at bespise patienterne på Sankt Hans Hospital, og selv om direktionen havde stillet nogle mindstekrav til madens omfang og næringsværdi, så var der åbenbart god plads til slinger i valsen. Spisemesterembedet var ganske godt aflagt og lidt snyden her og der skæppede altid godt i spisemesterens lommer.
En vigtig næringskilde var – dengang som nu – mælk, og spisemesteren fik derfor overladt en eng tæt ved Ladegården, hvor hans køer kunne gå på græs om sommeren. Cruse havde ingen eng, men lejede sig en og købte en malkeko og fem‑seks får. Mælken var først og fremmest til hans egen families forbrug, men det overskydende kunne jo altid sælges til patienterne. Mente Cruse. Spisemester Larsen var dog af en ganske anden opfattelse, og klagede på stedet til magistraten. Cruse forsøgte sig imidlertid med et frontalangreb på spisemesteren: ”Hans kontrakt tilholder [...] at skaffe hospitalets lemmer og især de indlagte patienter græsmælk, nu udsælger han i dens sted bærme‑ og amagermælk. Om denne mælk kan kaldes ren og sund indstilles til bedømmelse. [...] Kan det da nu anses som fornærmelse af mig imod ham at jeg overlader det lidet af mælk, jeg ikke selv forbruger, til en og anden trængende for lovlig betaling, og det ren og uforfalsket? Havde jeg villet afhændige min mælk til Sr. Larsen, for efter sin måde at gøre brug deraf, havde hans ondskabelige misundelse og egennytte ikke ført klage”.
Det affødte endnu en replik fra spisemester Larsen, der berettede, hvorledes madam Cruse lavede fløde: ”Hun blandede nemlig komælk og fåremælk sammen, kom en klump smør derimellem og således udsolgte det for god fløde”!
Sagen løb derefter ud i sandet, og det havde den det vist også bedst med …
Som om det ikke var nok at lægge sig ud med både inspektør og spisemester, ja, så røg præsten også i totterne på kirurgen. Denne gang i en lidt alvorligere sag.
I september 1792 fandt gangkonen Gunild Marie Hansdatter en af de kvindelige patienter død i sengen og indberettede dødsfaldet til inspektøren, præsten og kirurgen. Derpå blev den døde kvinde bragt hen på ligstuen, hvor Cruse var første mand på pletten. Han følte lidt på kvinden og udbrød straks: ”I begraver her levendes folk. Mennesket er ikke død!”. Herefter kom kirurg Albrechtsen til stede og fik til start forklaret, hvad Cruse netop havde sagt. Kirurgen vidste nok bedre, tog fat på ligsynet og erklærede kvinden død. Albrechtsen var nu godt og grundigt træt af Cruse, som han mente havde blandet sig utidigt. Kirurgen indbragte sagen for direktionen, idet han tilføjede at Cruse havde været beskænket aftenen før. Det affærdigede Cruse dog: ”Hvad hans tilstand var betræffende, må hr. Albrecht[sen] bestemme, da han [Cruse, red.] var sig fuldkommen mægtig til at besvare de ham givne spørgsmål og benægtede at have været beskænket”. Kirurgen håbede, sammen med inspektør Matzen og dennes kontorbetjent, at kunne bevise at præsten vitterlig var beruset, men sagens videre akter er desværre ikke fundet.
I omgangen med patienterne viste Cruse sig heller ikke altid fra sin bedste side. I maj 1793 klagede således en af de veneriske patienter, Sidse Pedersdatter hed hun, over Cruse, der ikke havde villet tage hende til alters i kirkesalen, fordi hun var ”beladt med et flod i ansigtet, som dog ej er smitsomt eller meget farligt”. Cruse afviste dog klageren og henholdt sig til anordningerne. Han kunne ikke som præst acceptere kvindens tilstedeværelse i kirken, da det var ham magtpåliggende ”at væmmelse, ækelhed og forstyrrelse ved så hellig en handling [...] kan forebygges”. Cruse skrev, at der ikke var tale om en personlig forfølgelse af Sidse, omvendt mente han sig tit chikaneret af klageren, og bad derfor magistraten pålægge hende ”høflighed og artighed imod præsten [...] og lade mig være forskånet for ubehagelighed, når jeg rettelig påser hvad mit embede, min ed og samvittighed anbefaler”.
I marts 1797 var den gal igen. Under en inspektion trådte Peter Christian Løwe frem på gangen og beklagede sig over præstens opførsel. Løwe var nogle dage før blevet alvorligt syg og havde derfor tilkaldt præsten, der også mødte frem, men nægtede den syge sakramentet. I stedet skulle Cruse have skældt den syge mand ud i de andre patienters påhør. Cruse blev forelagt klagen og nægtede heller ikke handlingsforløbet, men fremførte til sit forsvar at han havde behandlet Løwe ”i overensstemmelse med sin samvittighed”. Direktionen gav på stedet Cruse en advarsel og mindede ham om, at en ”sagtmodig begegnelse [fremfærd, red.] formentlig til alle tider var en af hans pligter”. Ja, mon ikke …
Et skjul for menneskeøjet
Fra 1794 begyndte Cruse at gøre mere udførlige notater i sin
kirkebog om de patienter, han begravede på hospitalets kirkegård. Indtil da
havde han indskrænket sig til kun at opgive navn og alder. Selv om Cruses
notater kan synes noget telegramagtige i stilen, er beskrivelserne tydelige nok
endda. Her følger nogle eksempler:I oktober 1794 døde den 70‑årige Andreas Bech: ”En søn af kommerceråd Bech, tåbelig til det sidste. Var ikke syg; om morgenen ville han ikke vel drikke eller spise, om middagen ingenting, og straks efter døde [han] i et indvortes slag. Han var af de lykkelige gale, thi han var altid fornøjet med sig selv. Et stort spørgsmål om ikke forurettelsen i [ikke] at blive befordret og faderens egen opførsel var hovedårsagen til hans galskab. Her blev han bevaret i over 17 år”.
En måned senere døde den 44‑årige student Laurentius Andreas Horn, og Cruse skrev i den anledning: ”I året 1772 blev han indlagt som afsindig og døde i samme tilstand, men i et indvortes slag. Han blev i den tid han var her, så sammenkrympet, at hans knæ sad oppe under hans hage. En meget ferm student har han været, kyndig i mange sprog. Man foregiver at han, som gik i en af sin families huse, var blevet mistænkt for noget som var bortkommet, men som man siden kom efter var taget af en anden. Ærekær har han altså uden tvivl været i højeste grad. Man vogte sig derfor at fatte ubillig mistanke til nogen!”.
Et år senere – i december 1795 – døde den 53‑årige Marie Josephs: ”Over 20 år har hun som afsindig ligget nøgen i halm i dårekisten, men d. 18. maj ’95 kom hun således til sin forstand, at hun blev efter eget forlangende berettet, og siden ligget rolig her”.
På omtrent samme tid som Marie genvandt noget af sin forstand, mistede en anden sin. Snedkersvend Jochum Peter Curtz døde i sommeren 1795, kun 35 år gammel: ”Formedelst ildebranden gik han fra sin forstand og døde her efter nogle dage i slag. Han var ved det frie artilleri”. Ildebranden, Cruse sigter til, var den store ildebrand, der lagde store dele af København øde i februar 1795.
Årsagerne til patienternes død stod ikke altid klart. Om den 77‑årige kontrollør Frederik Plum skrev Cruse i april 1795: ”Yderlig melankolsk, havde et fælt nedhængende brok, en fritænker der ej ville lade sig overbevise. Hvorledes død da? Her atter et skjul for menneskeøjet”.
De venerisk syge og kræftpatienterne fik også et par ord med i kirkebogen. Om den 52‑årige skibskaptajn Jens Larsen skrev Cruse i november 1794: ”Ulægelig af venerisk svaghed, og blev til sidst hentæret af orme”. Et år senere døde den 60‑årige bødkersvend Henrik Nordling: ”Den højre side af hans ansigt var så afædt af kræft at man kunne se lige ned i halsen. Hans kone berettes at være død af selv samme sygdom. I højeste grad var han stinkende”. Lige så ulykkeligt endte den 41‑årige prostituerede Johanne Dorthea Berghausen sit liv på Ladegården: ”Hun var inkurabel venerisk. Havde adskillige gange været herinde. Blev til sidst luder. Hendes legeme var ganske besat med huller. Til sidst får hun et slag, styrter ud af sengen om natten og dør”.
Lugten fra kræftpatienternes sår har døgnet rundt blandet sig med skrigene fra de sindssyge i dårekisterne. Det krævede en bred ryg at leve på Christian den Fjerdes gamle ladegård i de 50 år bygningerne husede Sankt Hans Hospital. Det gjaldt selvfølgelig ikke mindst for de syge selv, men i lige så høj grad for de folk, der havde deres tjeneste dér. Cruse selv skulle snart bukke under for presset ...
Indianersagen
Cruse begyndte i 1795 at vie et rekordstort antal brudepar i
den lille kirkesal på Ladegården. Folk der egentlig ikke havde noget at gøre
dér. I de følgende fire år ekspederede han ikke færre end 256 vielser mod kun
44 i årene før 1795. Denne travlhed havde to årsager. Dels søgte mange
københavnske ægtepar at undgå den såkaldte kopulationsafgift, de skulle betale,
hvis vielsen foregik inden for voldene. Og dels var Cruse øjensynligt havnet i
dårligt selskab, hvis vi skal tro E.C. Werlauff, der i sine erindringer skrev
at Cruse ”beskyldtes for uden vanskelighed
at vie sådanne ægtepar som andre præster ikke ville vie”. Cruses lille
kirke var åbenbart blevet et fristed for sparsommelige og besværlige
københavnere.I januar 1799 stod et usædvanligt brudepar foran alteret i Cruses kirke. Brudgommen var en inder ved navn Sinnia Naiker, som Cruse i kirkebogen beskrev som ”Indianer” og ”Sort”. Bruden var Birgitte Yding, som nogle år tidligere var blevet skilt fra sin første mand. Et så blandet ægteskab var et sjældent syn for 200 år siden, og brudeparret har da sikkert også vakt en del opsigt i København. Den 25‑årige Sinnia Naiker var født i den danske koloni Trankebar, men kom som ung til Danmark sammen med Peter Holger Lindam. Denne mand foretog flere rejser mellem Danmark og Ostindien, hvor han til sidst blev bestyrer af et faktori i Trankebar. På en af hjemrejserne til Danmark må Sinnia Naiker være fulgt med. Sandsynligvis skulle han her bruges som en slags eksotisk herskabstjener.
Med vielsen af Sinnia Naiker og Birgitte Tønnesen fik Cruse en ny sag på halsen. Brylluppet var ikke alene kommet biskop Balle for øre, nej, der var endda de folk, der mente at vide, at brudgommen slet ikke var døbt. Tænk, en sort hedning foran Herrens alter! Og så blev det da ikke bedre af at hedningen giftede sig med en fraskilt og dermed falden kvinde. Nå, bruden havde heldigvis sine papirer i orden, men med gommen lå det lidt tungere. Lavinen begyndte at rulle otte uger efter brylluppet. I første omgang blev Cruse bedt om at kaste lidt lys over sagen. Præstens indlæg er ikke bevaret, men vi må tro, at Cruse svarede at brudgommen godt nok ikke havde fremlagt sin dåbsattest, men alene forklaret at formaliteterne var i orden. Og det havde Cruse så taget for gode varer. Endnu otte uger senere bad biskoppen provst Bast nedsætte en provsteret, der skulle forsøge at klarlægge handlingsforløbet. Provstens justitsprotokol gik desværre tabt ved Københavns bombardement i september 1807, men heldigvis er andre kilder bevaret til vor tid.
Sinnia Naiker blev afhørt i Hof‑ og Stadsretten i juli 1799. Sinnia Naiker, hvis profession ikke kendes, sad på det tidspunkt i gældsarrest, så ham havde myndighederne ikke svært ved at få fat på. I retten forklarede Sinnia Naiker, at han var blevet ”døbt af en præst, som hørte til en kirke, der ligger bag ved Køge, og lå noget fra faktor Lindams dér ejende hus, hvilket er omtrent et par mil fra konferensråd Heinrichs gård, men kirkebyens eller præstens navn ved han ikke”. Unægtelig et tåget svar! Bedre blev det ikke, da anklageren spurgte til hans dåbsattest. Her forklarede Sinnia Naiker, at ”faktor Lindam var den som besørgede [hans] dåb, efter at han først her i byen [København, red.] var blevet informeret i sin kristendom. Attester og øvrige dokumenter angående hans dåb er i faktor Lindams værge, hvilken nu er på hjemrejse hertil og ligger i Falmouth i England”.
Sagens anklager, præsten Johan Lønborg Paludan, blev ikke klogere af den forklaring og skrev til biskop Balle, at Sinnia Naiker havde talt ”med så megen vished og tilføjede så mange omstændigheder, at jeg næsten skulle tro han virkelig er døbt; skønt jeg ej ville være den præst, som har forrettet denne dåb”.
Nu bad biskoppen otte provster i og omkring Køge at undersøge om Sinnia Naikers dåb virkelig havde fundet sted på Køge-egnen, men alle indløbne svar var resultatløse. Sagen blev derpå optaget til dom den 7. oktober 1799. Ordlyden kendes ikke, men tvivlen om Sinnia Naikers dåb måtte uvægerligt komme Cruse til gode. Han blev da også frikendt for den alvorlige del af anklagen, men måtte trods alt bøde 50 rigsdaler til den gejstlige enkekasse, sandsynligvis pga. manglende forsigtighed. Bøden blev to år senere eftergivet ved kongelig befaling.
Hvad der skete med brudeparret melder historien intet om. For sagens tredje hovedperson, pastor Cruse, blev indianersagen det sidste knæk. Allerede i august 1799, mens sagen endnu verserede, blev han indlagt på Frederiks Hospital.
I det honnette kammer
”Jeg er manden
til Sankt Hans Hospital!”. Det var Cruses selvtilfredse konstatering, da han havde
fået lovning på præsteembedet på Ladegården, oplevet af den da kun 12‑årige J.P.
Mynster. Og Mynster fortsatte lakonisk: ”Dette
blev han også virkelig, thi da drikfældighed kom til hans naturlige anlæg, sank
han omsider fra præst til lem i hospitalet”. Præstens hang til stærke
drikke bekræftes også af andre, bl.a. E.C. Werlauff, der skrev, at Cruse ikke
gik af vejen for at besøge ”forskellige
borgerfamilier af den simplere klasse, hvor han kunne erholde et godt måltid
med behørige drikkevarer, hvortil han efterhånden mere og mere hengav sig”.Indicierne for Cruses kedelige omgang med alkohol har vi altså. Men grunden, hvad med den? Var det mon de uhyggelige forhold på Ladegården, præsten ikke længe kunne kapere? Forsøgte han mon at dølge oplevelserne med spiritus? Cruse var under alle omstændigheder en knækket mand efter mere end ti år på Ladegården. Han kunne ikke længere stå imod presset, og til sidst slog det klik for ham. Sikre diagnoser gav lægevidenskaben sig ikke af med på Cruses tid. Moderne forskning i sindets gåder tog først sin begyndelse generationer senere. Lægerne stod med andre ord magtesløse og kendte ikke andet middel end at gemme de sindslidende af vejen, til de blev medgørlige igen – eller slet og ret døde!
Cruse bad engang sin fætter Henrich Steffens prædike i hospitalets kirke. Efter gudstjenesten opfordrede Cruse Steffens til at følge med ham hen til dårekisterne for at se til de sindssyge. Steffens fulgte modstræbende med. I dårekistehuset kom de ind til en tidligere skolemester, der i religiøs vildfarelse havde efterlignet Abraham og ofret sine børn til Gud. Da manden så Cruse stå i døren, råbte han til Steffens: ”Det er et nederdrægtigt, hårdnakket, uudståeligt menneske! Han ærgrer mig hver dag!”. Herefter begyndte en heftig diskussion mellem skolemesteren og Cruse. ”Tale og svar blev bestandigt hurtigere. Indholdet af striden syntes at være religiøs. Men samtalen afvekslede så hurtigt, at den ikke lod sig opfatte”. Steffens forlod dårekisten og mødte vægteren, der fortalte, at han længe havde været betænkelig ved præstens opførsel. Kort efter denne episode erfarede Steffens, at fætteren selv var blevet indespærret på hospitalet.
I første omgang blev Cruse dog indlagt på Frederiks Hospital. Det skete den 22. august 1799. Man leder forgæves efter en diagnose i hospitalets sygejournaler, så vi må tro at Cruse blot har fået en seng, han kunne rase ud i.
Cruse blev udskrevet to måneder senere og vendte straks tilbage til Ladegården. Men inden 24 timer var gået, var den gal igen. Inspektør Ament skrev til direktionen, at Cruse var ”så uregerlig, at jeg efter konens anmodning og for at forekomme ulykke, som han truede at ville udøve, var nødsaget til at lade ham hensætte i det ledigværende honnette kammer”. Dagen efter var Cruse dog ude i friheden igen. Situationen var vanskelig for alle parter. Det var trods alt hospitalets præst, man sådan gik og burede inde. Direktionen var også rådvild og henvendte sig til biskop Balle, der fik at vide, at Cruse ”endnu viste kendelige tegn til vildelse” , og at han havde ytret ønske om ”at ville selv forrette sit embede hvoraf ulovligheder kunne være at befrygte”.
Præsteembedet var siden Cruses indlæggelse i august blevet passet af en ung teolog, der straks ved Cruses udskrivning blev afskediget. Der gik nu ikke mange dage, før madam Cruse igen bad teologen komme tilbage. Denne gang bad den unge mand dog biskoppen garantere, at han ikke blev sagt op i tide og utide. Han var nemlig blevet godt træt af madam Cruses ”fruentimmer‑indfald og capricer”. Desværre for teologen havde ”fruentimmeret” fat i den lange ende, for det var nu engang hende, der skulle lønne vikaren af egen lomme. Og madam Cruse var åbenbart også træt af teologen, så hun fandt en ung skibspræst i stedet. Fra da af kom Cruse ikke til at prædike mere.
I de følgende måneder forsøgte madam Cruse flere gange at få sin sindssyge mand af vejen. Han var nemlig alt for besværlig – og til tider også farlig – at have omkring sig i den lille bolig på Ladegården. Et par gange blev det nødvendigt at sætte ham ind i et af de honnette kamre, men en permanent løsning lod vente på sig. Myndighederne kunne næppe beskyldes for at arbejde hurtigt i denne sag, og i bund og grund handlede det også om, hvem der skulle betale gildet.
I september 1800 sendte madam Cruse et brev til direktionen. Hendes økonomiske situation var da helt elendig: ”Vinteren nærmer sig med hastige skridt. Ikke ved jeg hvorledes det skal gå mig. Alle veje til fortjeneste uden om er separerede. Min mands gage går for en del til den ansatte præst og overskuddet til gælds afbetaling. Vort fælles bo skal sælges ved auktion af samme årsag. Jeg har altså med en svagelig mand og børn intet at leve af. Kummerfuldt har mit liv været i sommer, og for tilstundende vinter er udsigten de mørkeste. Brænde har jeg ikke, og om penge til samme må fremdeles tilstås, er hr. inspektør Ament uvis om”.
Men lige meget hjalp det – afklaringen lod stadig vente på sig. Sommeren igennem havde fattigvæsenet korresponderet med Cruses nærmeste slægtninge for at høre, om de var interesserede i at understøtte præstens hustru og fem børn – helt eller delvis. I et brev dateret den 2. juli 1800 svarede professor E.L. Bang – ham fra Frederiks Hospital – at han allerede længe havde givet madam Cruse 2 rigsdaler om måneden, men at han nu var villig til at hæve beløbet til 3 rigsdaler. Endvidere havde han forhørt sig hos sine brødre, der tilsammen var villige til at yde et tilsvarende beløb. Den ene af brødrene, en købmand i Holbæk, slap med 1 rigsdaler, men han havde også taget den ældste af Cruses sønner til sig.
”Tiggergangen” resulterede altså i en understøttelse på 72 rigsdaler om året, og det var slet ikke så dårligt endda, når man betænker Cruses årsløn på 250 rigsdaler plus det løse. Ved Cruses pensionering i februar 1801 blev de 250 rigsdaler i øvrigt reduceret med en tredjedel. Det hermed fremkomne beløb – 166 rigsdaler 64 skilling – skulle deles blandt konen og de fem børn og med tiden afkortes, når børnene blev konfirmerede.
Og så måtte familien i øvrigt forlade boligen på Ladegården. Pensionen var langt om længe gået igennem, men en permanent indlæggelse af Cruse kunne det ikke blive til. Madam Cruse havde ellers forsøgt til det sidste. I marts 1801 skrev hun til fattigvæsenet: ”Det er bekendt og bevisligt at min mand er i den grad sindssvag og ofte så uregerlig, at det ville være umuligt for mig at have ham hos mig og svare til følgerne af hans handlinger. Han har i det sidste år især været så ustyrlig, at jeg stedse har levet i frygt for ham og derfor har måttet holde ham indespærret på et værelse for sig selv, hvorfra han ikke sjældent, til angst for mig og mine børn, har søgt at bryde ud, især om natten. Og om jeg end turde vove at have ham hos mig, ser jeg det ville næsten blive en umulighed for mig at komme til huse hos nogen familie, da enhver vist vil undslå sig for at have en afsindig mand i sit hus”. I et endeligt svar til fattigvæsenet skrev biskop Balle i april 1801, at madam Cruse måtte bevise ”at hendes mands sindssvaghed er af den beskaffenhed, at lovens 1‑19‑7 på ham er anvendelig, i hvilket fald hans families og andres sikkerhed udfordrer at han sættes i forvaring”. Og kunne pastor Cruse ”leve op” til lovens krav, så mente biskoppen ”at anstalt til hans [Cruses, red.] bevaring måtte søges i hospitalet, som har indretninger dertil, imod at hospitalet af hans pension nyder en passende godtgørelse”. Sådan! Madam Cruse kunne aflevere sine beviser til ”den velgørende direktion”.
Samme måned forlod familien Cruse Ladegården og indlogerede sig hos en bagermester i Farvergade. I august 1803 var Cruses sindssygdom blevet så forværret, at han langt om længe kunne indlægges permanent på Sankt Hans Hospital.
Ringen var sluttet. Cruse var manden til Sankt Hans. Men det var vist ikke sådan, han havde tænkt sig det skulle ende.
Den sidste prædiken
Cruse lå endnu på Sankt Hans Hospital, da englænderne i
slutningen af august 1807 invaderede Sjælland. Fjenden gik naturligvis efter
hovedstaden og besatte i den anledning et bredt bælte omkring Københavns volde.
I den forbindelse var Ladegårdens mure et perfekt skjold mod kanonild, og enden
blev at en højtstående engelsk officer bad hospitalets inspektør evakuere
samtlige patienter i en fart. Under fjendens eskorte blev ca. 500 patienter nu
kørt til Frederiksberg, hvor størsteparten af dem blev lukket inde i
Frederiksberg Kirke. De venerisk syge undede man dog ikke plads i kirken, de
måtte i stedet tage til takke med slottets stalde. Englænderne beværtede de
mange syge med kød og brød, men ellers var fjenden mest optaget af at
bombardere København i de dage. I løbet af de 48 timer, Frederiksberg Kirke
måtte fungere som et interimistisk sindssygehospital, indtraf der en episode,
som midt i al elendigheden over den ødelagte hovedstad gav københavnerne noget
at snakke om.Blandt de 500 mennesker i kirken var også Cruse, der snart erfarede hvor han befandt sig. I et ubevogtet øjeblik besteg han prædikestolen og begyndte at prædike på livet løs: ”Jeg er bisp og hoved for det hele!”, startede den tidligere præst med at konstatere for den forsamlede mængde inden han kastede sig ud i en alenlang prædiken. Nede i kirken sad den sindssyge kaptajn Green, der bestandig afbrød Cruses prædiken. Emnet for de to herrers samtale var naturligvis krigen. ”Hav tålmodighed, mine tilhørere, tålmodighed overvinder alt”, prædikede Cruse, men Green afbrød ham og råbte: ”Ih, hvad hjælper det mig, at jeg er kaptajn for den hele flåde, når engelskmanden, den hund, stjæler den?”. Og sådan gik aftenen og natten med. Om dette tragikomiske optrin virkeligt fandt sted, må stå hen i det uvisse. Sikkert er det imidlertid, at opholdet i Frederiksberg Kirke gav anledning til selvkritik, da direktionen atter kunne samles igen.
Efter opholdet i Frederiksberg Kirke blev de 500 patienter overflyttet til staldene ved Frederiksborg Slot i Hillerød. Det var et ødelagt hospital, de kom tilbage til nogle måneder senere. Skaderne blev allerede i oktober 1807 opgjort til lidt over 30.000 rigsdaler, heraf havde kirurgen mistet instrumenter for 6.000 rigsdaler. Men var skaden stor, kom der dog alligevel noget godt ud af englændernes hærgen, for allerede i foråret 1808 begyndte overflytningen af patienterne til det nye Sankt Hans Hospital ved Roskilde.
Det var sandelig også på tide. Seks år før havde en kommission afgivet betænkning (efter otte års forarbejde) om hospitalets fremtid. Betænkningen, der straks blev bifaldet af kongen – den sindssyge Christian den Syvende – opererede egentlig med en løsning, der gik ud på at opføre et nyt sindssygehospital på Ladegårdens mark, omtrent hvor Sankt Markus Kirke i dag ligger. De øvrige patientgrupper skulle derimod forblive i de gamle bygninger. Men intet skete ...
Efter ødelæggelserne i 1807 var man dog nødt til at handle i en fart, og enden blev som sagt, at man valgte at flytte de sindssyge patienter til Roskilde. De øvrige patienter skulle derimod overflyttes til andre københavnske institutioner, bl.a. til Almindeligt Hospital. Overflytningen til Roskilde kom ikke desto mindre til at vare otte år, og først i 1816 var Ladegården tom.
Pastor Cruse selv kom aldrig væk fra de gamle bygninger ved Ladegårdsåen. I december 1808 døde han, kun 51 år gammel, og nogle dage senere blev han begravet på hospitalets lille kirkegård på den anden side af voldgraven. Her kom han til at hvile mellem de mange ulykkelige mennesker, han havde prædiket og bedt for gennem elleve år. Kirkegården forsvandt engang i 1800‑tallet – ingen ved rigtigt hvornår – og med den de sidste spor af den gale præst på Ladegården.
TEKSTBOKS:
Sydamerikansk besøg på Ladegården 1788
I vinteren 1787‑88 boede den landflygtige venezuelanske general Francisco de Miranda i København. Danmark var blot et af flere lande på den eventyrlige generals lange rejse gennem Europa, der strakte sig over flere år. Hvor Miranda end kom frem, fik han foretræde for majestæter, ministre og embedsmænd, og København skuffede heller ikke generalen på det punkt. Miranda havde et øje på hver finger og interesserede sig især for de forhold, man bød de fattige og udstødte. Alle indtryk blev skrevet ned, og den københavnske del af Mirandas dagbøger giver i dag et glimrende tidsbillede af dansk socialforsorg i overgangen mellem gammel vanetænkning og oplysningstidens nye idealer.
Den 5. februar 1788 besøgte Miranda Sankt Hans Hospital og skrev i sin dagbog: ”Vi var først i kirken, som er pæn og proper, og her lagde vi mærke til busten af den katolske købmand Claudi Rosset, denne institutions velgører. Han efterlod den nemlig den sum af 28.000 rigsdaler [...] Vi kom så til en afdeling, hvor de mest rasende bor i små, mørke og kolde celler, en køn ung pige på 17 år vakte min medynk. Derpå til en anden sal for dem, der har det lidt bedre, så igen til en anden for de såkaldte skikkelige folk. Vi talte først med en ung, nydelig kvinde på nogle og tredive år, hun hed madam Monck og var gift med en dommer på Antillerne. Hun fortalte os med megen ynde, at hun var dronning Caroline Mathilde, og dette var hendes slot, og tusind andre ting. Vi trådte ind i det tilstødende rum, hvis store renlighed og orden tiltrak sig vor opmærksomhed. Hun, der boede der, besvor os om at gå ud igen, da vi var djævle, som var kommet for at friste hende. Hun havde tildækket sig hoved med et klæde, og direktøren fortalte os, at i de over tolv år hun havde været her, havde han aldrig set hendes ansigt. En anden vaskede sit lommetørklæde, som hun sagde tilhørte kongen af Preussen etc. En nordmand fra Kristianssand fortalte os, at han ene mand havde slået seks jyder til jorden med sine bare næver, han havde løftet tre tønder med tjære på én gang, og idet han gav direktøren hånden, sagde han: ”Pas på, at jeg ikke trykker til” , thi han kunne vel dræbe ham med ét håndtryk ‑ og andre historier af samme art, så det var som en Herkules, der fortæller om sine arbejder. Han havde meget travlt med at samle papir til indpakning af noget porcelæn fra Kina, som han påstod, han havde her. Han var virkelig en interessant skikkelse. En anden ved navn Horn, ud af en god dansk familie, mistede forstanden ved at overvære Struensees henrettelse. Siden da har han været her i 25 år. Han har vænnet sig til at holde knæ og lår krummet sammen, op mod brystet, og således at han ikke mere kan bevæge dem fra denne stilling; de er tørret ind af mangel på cirkulation, og de er ikke andet end skind og ben og ligner en bambusstok. Når han rejser sig, går han som en menneskeabe. Oh, Gud! Han råbte nogle forbandelser efter os på dansk og fransk og spyttede på mig. En anden ved navn Beck, også af god familie herfra, var splitternøgen og med langt skæg, der gav ham just det udseende, som de gamle gav Neptun. Han talte stilfærdigt og ganske eftertænksomt; han ville gerne rejse med os til Holland. Omsider forlod vi disse ulykkelige mennesker; der er 23 kvinder og 18 mænd. Og vi gik hen for at bese hospitalet, i hvis sale vi så 46 patienter, som ikke bliver dårligt passet, og hver enkelt har sin egen seng. Luften var ren og properheden tålelig. Derfra gik vi til de sale, hvor de stakler, der ikke kan klare sig selv, bliver plejet gratis. Her var der 268 mænd og kvinder; her er ganske god orden, og luften ikke alt for uren. Men bygningen er faldefærdig, og mange steder regner det ind, til trods for den flid, disse folk udviser for at udføre reparationer. [...] Disse fattige har fra 4 til 6 skilling dansk om dagen. Leve Monsieur Rosset!”
Kilde: Francisco de Miranda: Miranda i Danmark. Francisco de Mirandas danske rejsedagbog 1787‑1788 / ved Haavard Rostrup. København, 1985. S. 160‑162.
TEKSTBOKS:
Efter Sankt Hans Hospitals udflytning til Bidstrupgård stod Christian den Fjerdes gamle ladegård tom i nogle år. Københavns Magistrat forsøgte at afhænde gården, men det mislykkedes og i 1822 rykkede en ny institution ind: Københavns Tvangs‑ og Arbejdsanstalt. Atter flyttede i hundredvis af fattige mennesker ind i de gamle bygninger, der dog gennemgik små og store forandringer igennem årene. Men mod slutningen af århundredet var Ladegården alligevel i så dårlig en stand og bygningerne har næppe været en fryd for de omkringliggende boligkvarterer. Endelig i 1908 flyttede anstalten ud på Sundholmen, og fra det tidspunkt var Ladegårdens rolle som forsorgsinstitution udspillet. Bygningerne blev i et par årtier udlejet til håndværkere og handlende, men fra 1930 blev de revet ned. Den østligste del af Ladegårdsgrunden var allerede blevet overdraget til Københavns Kommune i 1923, og her opstod kvarteret omkring Herman Triers Plads. På den vestligste del af grunden blev Radiohuset opført i årene 1937‑45. Denne del af grunden ligger stadig i Frederiksberg Kommune.
Oprindelig trykt i "Frederiksberg gennem tiderne" 1999.
Hel eller delvis kopiering af artiklen er ikke tilladt uden forudgående aftale med forfatteren, og kun med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Korte citater fra artiklen kan anvendes, men stadig med korrekt angivelse af forfatter, titel, websted o.lign. Hvis du er tvivl, så kontakt forfatteren.
