tirsdag den 17. februar 2015

Albani Bryggeriet i Odense

Albanis hovedbygning i Tværgade. Bag bryggeribygningerne ses søen, der er omtalt i artiklen. Søen fik sin vand fra Odense Å, når denne blev oversvømmet. I 1888 lå bryggeriet stadig udenfor den gamle bymidte, som ses i baggrunden. De høje tårne er Sankt Knuds Kirke og Odense Rådhus. 

Albani Bryggeri i Odense grundlagdes i 1859 af et interessentskab bestående af grossererne Esmann, Joh. Rasmussen og cand.pharm. Th. Schiøtz, der skulle være og endnu er lederen af den daglige drift. Ved denne tid forsynedes provinserne væsentlig med øl fra København, da der dengang her i landet ikke fandtes noget bryggeri udenfor denne by og Århus, der var indrettet på en rationel fremstilling af denne ølsort.
Foretagendet begyndte således med gode ud­sigter når det tilvirkede øl vandt publikums bifald, og resultatet har i tidens løb vist at dette blev tilfældet.
Bygningerne blev efter driftsbestyrerens planer opførte efter tegninger af bygmester Seidelin fra København, og mens der ved dispositionen af pladsen toges hensyn til den letteste og mest praktiske drift af bryggeriet samt til fremtidige ud­videlser, blev der tillige lagt vind på at bygningerne fik et stilfuldt udseende. Ved anlægget blev der be­regnet lagerplads til en produktion af ca. 4.000 tønder øl om året, og mens det første år begyndte med en produktion af 1.700 tønder øl, steg denne jævnt årligt til der i året 1865 var nået, hvad lager­kældrene tillod at præstere. Da anlægget af jernbanen gennem Fyn var under arbejde, og der ved dennes fuldendelse kunne ventes lettere forbindelse med oplandet og derved større forbrug, blev der bygget to lagerkældre til. Denne formodning viste sig rigtig, og de senere udvidelser er meget bevirket af, at der er bygget såvel længde- som tværbaner i Jylland, oprettet dampfærge over Lillebælt, som og bygningen af de lokale sidebaner på Fyn, hvorved der dels blev lettere forbindelse med forbrugerne og dels vandtes et større opland til bryggeriet.
I året 1868 gik bryggeriet over til et aktie­selskab, og da den almindelige velstand stadig tog til, måtte der i 1874 foretages en betydelig ud­videlse for at kunne tilfredsstille forbrugerne. Således blev maltgøreriet udvidet til det dobbelte, der blev bygget en gæringskælder og to lagerkældre til. Den hidtil anvendte håndkraft afløstes af maskinkraft ved indlæg af en 6-hestes dampkedel med 4-hestes maskine. Bryggeriet gik nu jævnt fremad til 1879, da der atter af ovennævnte grunde måtte foretages udvidelse af maltgøreriet, maskinkraft og lagerkældre samt to år efter af bryggeriets gæringskælder, samt opbevaringsrum for alt færdig malt; i hvilken anledning der blev bygget ny bolig til driftsbestyreren.
Foruden grunden bryggeriet er bygget på, købtes i 1875 en til dels udgravet mose lige ved byen, og efterhånden er mosen helt udgravet til en sø, hvorfra bryggeriet får sin væsentlige isforsyning. Tre store ishuse er bygget ved søen for stadig at være forsynet med is. Ligesom Albani Bryggeri var et af de første anlæg i denne retning i provinserne, er det også det eneste, der udelukkende har produceret undergæret øl, og det gode udbytte, der stadig er blevet parthaverne til del, viser på en smuk måde, at anlægget af bryggeriet var en sund tanke hos de herrer, der satte foretagendet i gang.

TEKSTBOKS:
Albanis gamle hovedbygning eksisterer stadigvæk og ligger på Tværgade 2 i Odense. Bryggerigrunden er blevet udvidet mange gange, og strækker sig i dag i hele Tværgades længde fra Albanigade til Frederiksgade.
I 1905 var der planer om at opkøbe byens to konkurrerende bryggerier, Slotsbryggeriet og Bryggeriet Odense, men Albanis aktionærer kunne kun blive enige om at overtage Slotsbryggeriet i Nørregade 45. Slotsbryggeriet, der tidligere hed Sankt Hans Bryggeri, var allerede i 1905 en gammel virksomhed, hvor man havde brygget bryggede bayersk øl siden 1834. Slotsbryggeriet blev i øvrigt liggende i Nørregade og producerede både øl og mineralvand.
Albani og Slotsbryggeriet gennemgik store moderniseringer i de følgende år, og i 1913 og 1923 overtog aktieselskabet to mindre bryggerier i Faaborg og Bogense, der eksisterede indtil hhv. 1980 og 1968.
I 1934 overtog Albani endelig Bryggeriet Odense, der i mange år havde produceret øl under trange forhold i gaden Mageløs. Bryggeriet blev lukket, men navnet ”Odense Pilsner” overlevede.
Den vigtige færdselsåre Thomas B. Thriges Gade der skærer sig gennem Odenses historiske bymidte lå færdig i 1970 og kom bl.a. til at gå hen over Slotsbryggeriets grund i Nørregade. Politikerne offentliggjorde allerede det store vejprojekt i 1947, så der var heldigvis god tid til at planlægge en udflytning af Slotsbryggeriet. I første omgang flyttede man i 1955 ølproduktionen ud til Albani i Tværgade, mens produktionsapparatet til fremstilling af sodavand først flyttede i 1969 – til en ny stor bygning på den sydlige side af Tværgade, lige overfor Albanis gamle hovedbygning. Der havde i 50’erne været planer om at flytte både Albani og Slotsbryggeriet ud til et nyt industrikvarter syd for byen, men det viste sig at være for dyrt, og tanken blev opgivet. En ny stor tapperibygning blev opført på hjørnet af Tværgade og Albanigade og stod færdig i 1984. Endnu en tapperibygning stod færdig omkring årtusindskiftet, hvor der også blev udvidet med nye tankanlæg på den gamle bryggerigrund.
Albani overtog Svendborg Bryghus i 1967 og fem år senere erhvervede man aktiemajoriteten i Bryggeriet Carlsminde i Nyborg. Disse bryggerier lukkede i hhv. 1989 og 1993. Herefter sad Albani med nøglerne til alle bryggerier på Fyn – undtagen Vestfyen i Assens!
I 1986 fulgte overtagelsen af bryggeriet Slotsmøllen i Kolding (lukket 1999), og elleve år senere af Maribo Bryghus på Lolland.
Ved årtusindskiftet blev Albani en del af storkoncernen Bryggerigruppen, der var blevet dannet i 1992 af Ceres-, Thor- og Faxe-bryggerierne. I 2005 skiftede koncernen navn til Royal Unibrew. Unibrew råder i dag over fire bryggerier i Danmark: Albani i Odense, Ceres i Århus, Faxe Bryggeri og Maribo Bryghus, og dertil kommer flere bryggerier i Polen, Baltikum og Caribien.
Albanis kendteste ølsorter er i dag Odense Pilsner, Odense Classic og Albani Julebryg ”Blålys”.

TEKSTBOKS:
Billedet af Albani Bryggeri stammer fra tobindsværket ”Danmarks Industrielle Etablissementer”, som udkom i årene 1886-90, altså før, under og efter Den Store Nordiske Industriudstilling, der blev afholdt i København i 1888. Værket blev udgivet af den københavnske forlægger N. Malmgreen, og rummer tilsammen artikler om og illustrationer af over hundrede danske virksomheder, hvoraf alene ti er bryggerier.
Oplysningerne om Albanis historie stammer hovedsagelig fra jubilæumsværket ”Altid på vej … Albani Bryggeriernes historie 1859-1984”, forfattet af Per Boje og Hans Chr. Johansen og udgivet i 1989.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar